Profile
Blog
Photos
Videos
D. 21/3 tog vi så videre med fly fra Kuala Lumpur til Kota Bharu. Vi stod op meget tidligt, kl. 4 om morgenen, da vi først skulle med taxa ud til busstationen, og så med bus i en time, inden vi kom til lufthavnen. Vi skulle flyve allerede kl. 7.35 og ankom så til Kota Bharu kl. 8.30. Herfra tog vi en taxa til Kuala Besut, hvor vi så skulle videre med båd ud til Perhentian Islands. Vi valgte at tage ud på den lille af øerne, hvor der tilsyneladende holder flest backpackere til. Sejlturen tog en halv times tid, og vi ankom til Lille Perhentian ved en 11 tiden formiddag. Vi havde lidt frygtet vejret ude på Perhentian, fordi det lige nu ikke er højsæson, og faktisk først lige er kommet ud af regnsæsonen. Vores bange anelser var rigtige, og der har kun været få solskinstimer i de 5 dage vi nu har været her.
Vi havde booket et hotel i forvejen inde på fastlandet, så dér brugte vi den første dag. Vi fandt ud af, at værelset var lidt for dyrt for os, så vi gik igen på jagt efter et lidt billigere sted, hvor vi kunne tilbringe de kommende 8 dage. Vi fandt et super lækkert sted, liggende højt oppe med en fantastisk udsigt over stranden og havet. Vi fik forhandlet værelset ned på en fornuftig pris, og har været meget godt tilfredse med værelset indtil nu. Vi har et aircondition værelse, hvor der er strøm fra 18.30 aften til 7.30 morgen. Det er åbenbart rutinen herude på øerne, så det vender man sig hurtigt til. De første par dage tilbragte vi med lidt afslapning og med at udforske øen. Vi fandt hurtigt ud af livet her på Perhentian, som næsten ikke kan blive mere afslappet. Her er ingen motortrafik, kun de mange taxabåde, som man kan leje til at sejle én rundt til de forskellige øer. Den eneste "vej" på øen er en flisebelagt vej, som fører fra koral bay over en meget stejl bakke, som vi lige pludselig skulle prøve at løbe op ad, og over til long beach, hvor vi bor. Efter et par dages afslapning i lidt blandet vejr, besluttede vi os for at tage på en snorkling - tur. Vi skulle egentlig have været af sted kl. 9.30 om morgenen, men da vi kiggede ud af vores dør, stod det ned i stænger. Vi besluttede os for at blive på værelset, og ikke tage på tur i det vejr. 1 times tid senere gik vi ned for at få lidt morgenmad. Efter vi havde spist holdt regnen op, og hotellet spurgte os, om vi gerne ville på tur nu. Det kom lidt bag på os, men vi takkede ja, eftersom vejret var klaret nogenlunde op og vi gerne ville lidt væk fra øen. Da vi kom ned til stranden, faldt der lidt tvivl over, om vi nu alligevel skulle tage af sted på tur, idet bølgerne på long beach var ekstremt høje, og vi derfor var bange for, at der også var det i resten af havet. Men da vi kom over til koral bay, hvor vi skulle af sted fra, lagde bekymringen sig igen. Her var stille og roligt, og bølgerne på long beach skyldtes åbenbart strandens beliggenhed og facon. Vi sejlede kl. 13 fra koral bay af og startede med at snorkle ved shark point. Vi vidste godt, at vi skulle ud og snorkle med hajer, men vi vidste ikke, hvor store hajerne var, jeg ved ikke hvordan, vi lige havde glemt at spørge om det. Da vi sprang i vandet kunne vi ikke rigtig se nogen hajer, men efter et par minutter dukkede den første haj op. Til vores lettelse var den heldigvis ikke særlig stor, omk. 60 cm. Efter 20 min. snorkling havde vi set omk. 10 black tips sharks i forskellige størrelser. Og den største vi så var ca. 1,5m., så det var en stor oplevelse. Efter shark point sejlede vi videre til nogle andre snorkling steder, hvor vi bl.a. så havskildpadder, klovnfisk og andre smukke farverige fisk. Efter at have fået middagsmad i en fiskerlandsby, sejlede vi til det sidste sted, som var romantic beach. Her brød solen endelig for alvor frem, så vi skyndte os at folde håndklæderne ud. Efter et kvarters tid sejlede vi så tilbage til koral bay. Vi var rigtig godt tilfredse med snorkel - turen, og havde fået taget en masse gode billeder med vores engangs undervandskamera.
I dag har vi igen slappet af ved stranden i overskyet vejr, men vi får da lidt sol, og dræber tiden med lidt badning, læsning og løb, for at det ikke skal være løgn. Vi prøver virkelig at nyde de sidste dage her på Perhentian, men vi glæder os bare så meget til at komme hjem til Danmark igen. Vi tager af sted herfra Perhentian igen d. 29/3, hvor vi så tager samme vej tilbage til Kuala Lumpur. Mange knus fra Thomas og Birgitte
- comments