Profile
Blog
Photos
Videos
Siden jeg forlod Honduras har jeg været 18 dage i Guatemala og jeg er nu taget videre til Mexico. At ankomme til Mexico føltes som at være tilbage i civilisationen i den vestlige verden efter godt 2 måneder i de noget fattigere lande syd for Mexico. Busserne i Mexico er kendt for at være legendarisk dyre (ca. 70 kr for 3-4 timers rejse, det er jo en formue!). Men man får hvad man betaler for og det er dejligt faktisk at kunne få et helt sæde for sig selv for en gangs skyld. Derfor kan jeg også nu bruge tiden i bussen mellem Campeche og Merida til at skrive lidt til bloggen. Jeg har købt en flybillet fra Cancun i Mexico til Miami i USA den 7. november og har 3 dage der inden jeg flyver videre til Lima i Peru.
Der er sket en masse i dejlige Guatemala og det er på høje tide at få opdateret jer her på bloggen. Guatemala er et af de mest fattige lande her og det skulle give rigtigt billige priser. Jeg syntes dog øllene er noget dyre, men måske er jeg bare blevet forvent når jeg syntes 10 kr for en øl i en bar er dyrt. Det er et meget charmerende land at rejse i, fordi der er turister nok til at der findes god overnatning og det er let at møde andre rejsende, uden at det bliver for meget og lokale indtryk druknes. Derudover er det et rigtigt adventure land, med masser af spændende volkaner og bjerge at udforske.
Historien starter for ca. 3 uger siden... Stadig rejsende sammen med Danielle, Jenna og Justin tog vi afsted fra dykkerøen Utila i Honduras kl 6 om morgenen og ankom til Copán Ruinas på grænsen mellem Honduras og Guatemala først på aftenen. Som navnet antyder er turistattraktionen her et ruinkompleks fra Maya folket. Nu var aligevel var der, var det nærmest en forbrydelse ikke at tage ud og se ruinerne, så den følgende formiddag tog vi ud og så dem. Meget imponerende bygningsværker opført af Maya folket, der anses for den største af de indfødte civilisationer i Latinamerika, før europæerne ankom i 1500-tallet. Samme dag videre i en shuttle bus til byen Antigua i Guatemala. Der skulle ikke være nogle indgangsskat for at rejse ind i Guatemala men på grænsen mindede manden i paskontrollen mig mest af alt om en pirat med skæve tænder og øjne. Han meddelte os med et skævt, stort og smågrinende smil at det kostede 50 Quetzals (40 kr) at få et stempel i passet. Vi protestere men det havde han prøvet før, så han henviste os pænt til et skilt på væggen. Jeg er sikker på det var en ulovlig opkrævning af en ikke-eksisterende indgangsskat, men vi betalte modvilligt. Vi skulle jo ind. Jeg har senere lært at man kan kræve at se en kvitering, mere om det når jeg skal ud af Guatemala og krydser grænsen til Mexico.
Antigua er en super charmerende by, med brosten i hele byen og generelt rigtig god stemning. Jeremy (Californien, USA) som vi havde mødte et par gange tidligere i Nicoragua og Corbin (New Zealand) stødte til gruppen så vi nu var 6. Vi ankom torsdag eftermiddag og fredag tog vi en kort gåtur til en udsigtspost over byen. Fredag aften kommer middelklassen fra Guatemala City til Antigua for at feste. Det gav en god lørdag aften, hvor vi bl.a. mødte et par lokale piger der skulle køre hjem til Guatemala City, ca. 1 times kørsel. Det forhindrede dem dog ikke i at give den gas med drinksene - hvis man bliver stoppet for spirituskørsel bestikker man åbentbart bare betjenten. Godt jeg ikke skulle køre med dem!
Lørdag morgen med en shuttle til Panajachel ved Lago de Atitlán søen. Søen ligger flot placeret omkrandset af bjærge på alle sider med 3 vulkaner der majestætisk rejser sig direkte op fra søbreden. Søndag morgen med et par chicken busser til Chichicastenango hvor et af Guatemalas største markeder findes hver søndag og onsdag. Markedet består af nogle super smalle gader hvor vi bl.a. så folk bære rundt på levende kyllinger i sække. Jeg købte en Gallo (en af de lokal øl) tank-top, de er super gode at have her i varmen. Om aftenen tilberedte Justin og Danielle en stor afskedsmiddag for Jenna, der skulle tilbage til Canada efter 5 års rejsen og udlandsarbejde. Det var så fantastisk god mad at jeg spiste alt for meget.
Følgende sagde vi farvel til Jenna der tog tilbage for at fange hendes fly i Guatemala City. Vi resterende 5 tog over søen til San Pedro la Laguna. Et sted hvor turisme og lokal kultur mødes. Delen af byen ned mod søen er stærkt præget af turisme, men efter blot 10 minuter på gåben op til bymidten findes en sprudlende landsby med primært lokal aktivitet. Vi tog et par tiltrængte stille og rolige dage her. Det inkluderede en sejltur over søen til San Marcus hvor det er muligt at lave et udspring på 6-7 meter ned i søen og svømme rundt. I en pludselig indskydelse af sundhed og motion svømmede jeg tilbage til San Pedro, ca. 3 km på 1,5 time. En morgen stod vi tidligt op for at tage op til "Indian Nose" udsigtspunktet, hvor vi så solen stå op over søen. Virkeligt en smuk solopgang. Ca. halvdelen af os gik de ca 4 timer tilbage til San Pedro. Om aftenen afholdte et israelsk hostel i byen en fest udelukkende med elektronik musik, så det passede mig rigtigt godt. Det er længe siden jeg har været til en fest med så god musik efter min mening.
Jeg føler ikke rigtigt for at skrive mere nu, så sidste del om min tid i Guatemala må vente til en anden gang. Håber alle har det godt derhjemme.
- comments