Profile
Blog
Photos
Videos
Sidst i hørte fra mig, var jeg ved Lake Atitlan i Guatemala. Meget er sket siden da, men jeg er opsat på at få holdt bloggen up-to-date. Efter Atitlan havde alle i vores gruppe forskellige planer, så vi skildtes. Jeg tog til Champerico ved Stillehavet med planer om et par dages surf. Jeg ankom kl 7 om aftenen efter en hel dags bus rejse, bla. med et stop i Quetzaltenango. Byen var ikke særlig charmerende, der var ingen bølger og oven i al den ulykke heller ingen mulighed for at leje et surfboard. Kl 9 næste morgen var jeg med en bus tilbage til Quetzaltenango, Guatemalas 2. største by.
Quetzaltenango er bedre kendt som Xela. Der er en helt perfekt mængde turisme i Xela; nok til at der er et par gode hostels og det er nemt at møde andre rejsende, men stadig ikke så mange at den lokale følelse bliver fuldstændigt druknet og sted forvandles til "gringo land" som det sker nogle andre steder. Besøg i Xela havde eet mål: at hike op til det højeste punkt i mellem amerika, vulkanen Tajumulco. Idet jeg går ind på mig hostel, bliver jeg endnu engang mødt af et kendt ansigt, amerikanske Mike, som jeg har mødt på både Utila og ved Lake Atitlan. Han ville tage den samme hike som mig - fedt nok. Hiken udbydes af Quetzaltrekkers, der køres efter et så fantastisk koncept at det fortjener at blive nævnt her. De udbyder forskellige hikes i det sydlige Guatemala. Det køres 100 % på frivillig arbejdskraft og hele overskudet deles mellem en skole for børn med manglende opbakning hjemmefra og et bosted for hjemløse børn. Jeg har gennem hele min rejse konsekvent ikke givet penge til tiggere, fordi det opfordrer til yderligere tiggeri. Jeg har tilgengæld ledt efter et sted at give en lidt større mængde penge, hvor de kan gøre en forskel. Derfor fordoblede jeg min betaling for hiken fra Q400 til Q800 (DKK 600). Jeg og Mike var ude og se skolen hvor pengene går til, inden vi tog afsted på trekket.
Trekket startede kl 4 om morgenen, hvor vi med chicken busser kørte til foden af vulkanen, ca 3000 m altitude. Aflæsningen af bagage fra chiken bussen var som altid kaotisk. En enkelt fik ikke sin rygsæk fra taget, inden bussen tog afsted igen. Her smilede heldet til ham, noget af de øvrige pasasegeres bagage var ikke snørret ordentligt og faldt af bussen i det næste sving. Det fik dem til at stoppe og han fik sin rygsæk. Efter en forholdsvis let 4-5 timers hike 900 højdemeter op, slog vi lejr 300 højdemeter fra toppen i løbet af eftermiddagen. Der var enkelte der blev ramt at højdesyge, jeg gik helt fri. Kortspil og hygge inden vi gik tidligt i seng. Næste morgen var det tidligt op, så vi kunne nå solopgangen fra toppen. Vi var heldige med kun få skyer på dagen. Inden solen stod op, kunne byer og veje let ses som oplyste pletter i mørket. Solen stod trofast op over skyerne og andre bjerge der brød op gennemm dem. Flot udsigt er en underdrivelse. Det var koldt og med ufatteligt meget vind på toppen, så da solen var oppe hurtigt tilbage til lejren og få morgenmad. Lejren blev pakket sammen og vi gik ned igen og hjem til Xela med overfyldte chicken busser.
En dags rejse og jeg og Amy (New Zealand) var videre fra Xela til Semuc Champey. Semuc Champey er nogle naturligt skabte pools placeret i et fjernt liggende og skovfyldt område. De er skabt ved at en flod løber gennem en underjorddisk grotte og en smule af vandet løber over jorden og skaber pools'ene. Vi overnattede på et fantastisk hostel bestående af hytter placeret helt ned til floden. Eneste catch - der er ingen elektricitet så langt ude. Hver aften fra 6 til 10 startes en dieselgenerater og der er så strøm i denne periode. Den ene aften var vi 5 fra hostellet der prøvede en mindre restaurant ved siden af hostellet. De havde heller ikke strøm, så eneste belysning ved bordet var et mindre stearinlys. Vi var noget spændt på hvordan maden ville være, men det lykkedes dem at kokkerere nogle velsmagende retter over bål - alle uden ingredienser der kræver køleskab. Charmerende. I området er der mange grotter der går dybt ind i jorden. Vi skrev os op til en tur og forventede ikke så meget af det. Det viste sig at være noget af et eventyr, klart det bedste ved Semuc Champey for mig. Ved indgangen fik alle udleveret et stearinlys. 10 m inde i grotten var det kulsort hvis stearinlysene ikke var tændt. 10 m længere inde var grotten fyldt med vand, så det blev nødvendigt at svømme - pas på dit lys ikke går ud imens. Efter en del klatren op og ned af primitive rebstiger siger vores guide at han går frem og tjekker forholdene ud. Han kommer ikke tilbage. Vi går selv frem med vand til knæene og ser et forholdsvis kraftigt vandfald på ca 3 m. Over vandfaldet er der lys. Vi finder ud af der er et reb inde i vandfaldet og bruger det til at kravle op gennem vandfaldet. Der finder vi vores guide og turen fortsætter længere ind i grotten. I det dybeste punkt vi kommer ind til, springer vi ned i vandet fra et klippefremspring 4 m oppe. Grotten forsætter flere km ind i bjerget, men vi vender om og tager tilbage. En noget mere action præget grotte tur end jeg havde regnet med, men det gjorde det bare så meget bedre at være uforberedt på det.
Videre til Livingston, placeret på Guatemalas smalle stykke kyst til Karibien og placeret bag så kraftig skov at den kun kan nås med båd ned ad floden Rio Dulce. Lokalbefolkningen her er meget forskellig fra resten af Guatemala, da det er Garifuna folket der lever her. De nedarver fra afrikanske slaver bragt hertil af de europæiske kolonimagter. Her mødtes jeg med Giorgia og Claire, som jeg kender fra Lake Atitlan og Semuc Champey. Sært nok, var det i Livingston jeg skulle finde noget af det bedste internet jeg endnu har fundet. Så jeg brugte et par afslappende dage på at forberede forskellige ting i forbindelse med mit kommende ophold i USA. Derudover brugte jeg lidt tid på noget studiearbejde i forbindelse med en artikel vi skal have udgivet omkring det sidste projekt jeg lavede inden afrejse.
På vej op ad Rio Dulce til Livingston
Jeg besluttede at droppe et besøg i Belize, som ellers var min oprindelige plan. Det skulle efter sigende være dyrt og ikke rigtigt noget særlig medmindre man søger dykning. Derfor direkte videre til Mexico. Ved imigrations kontoret på vej ud af Guatemala skal vi have vores udgangs stempel. Først koster det omkring Q40 at få stemplet. Her har jeg luret at man kan bede om en kvitering på betalingen af sådanne udgangs skatter. Da vi bliver ved med at insistere på en kvitering, kommer gutten med en søforklaring om at banken er lukket (det er Søndag) og han derfor ikke kan give os en kvitering. Vi insisterer og pludseligt begynder han at prutte om prisen på vores udgangsskat. Når man kan prutte om prisen, kan det ikke være en lovlig beskatning og vi får stemplet vores pas uden at betale.
Krydser floden på grænsen mellem Guatemala og Mexico
- comments