Profile
Blog
Photos
Videos
Ok, jeg er kommet lidt bagud med bloggen igen. Nu får I ihvertfald en update fra Honduras, hvor jeg tog til øen Utila for at tage et dykkercertifikat. Det tog mig tre dage at komme fra Nicaragua til Utila, da jeg brugte lokale "chicken busses" det meste af vejen. Det er gamle amerikanske skolebusser der fyldes med folk til randen. Efter sigende skulle der nogle gange være kyllinger på disse busser, men det har jeg ikke set endnu. De kører kun forholdsvis korte distancer og stopper konstant for at samle folk op. Jeg havde en overnatning i Tegucigalpa, hovedstaden i Honduras, og havde tid til at tage forbi et indkøbscenter. Det var super at bruge et par timer i et stort vestligt indkøbscenter og jeg fik købt mig et nyt kamera. Videre til La Ceiba hvor jeg lige akkurat missede den sidste færge til Utila. Endnu en overnatning og jeg købte en lille bærbar til under 2000 kr. Alle steder har wifi så det er virkeligt rart at have en bærbar.
På utila handler ALT om dykning. Den eneste by på øen består af en lang gade og det tager ca 15 min at gå fra den ene ende til den anden. Aligevel er der 15-20 dykker centre på øen. Jeg tog et PADI open water diver certifikat ved Altons Dive Shop. Når man tager et certifikat ved dem, får man 4 gratis overnatning på dykker centret, der ligger lige ned til vandet. Jenna og Danielle, som jeg rejste med i Nicaragua, kom op efter et par dage og checkede ind på det samme dykkercenter. Australske Justin og Chilenske Natalie stødte til vores gruppe. Med to daglige dyk, hygge på dykkercentret og ofte en tur til "Tranquila" baren om aftenen, gik dagene hurtigt. Vi havde én dag uden dykning der, hvor vi tog kajaker til en af strandene og slappede af.
Det siges at der er 3 løgne om Utila og nummer to er: "Jeg tager videre imorgen". Jeg blev fanget lidt af den og endte med at bruge et par nætter mere der end jeg havde planlagt, ialt en uge der.
Det er alt for denne gang. Der skulle gerne snart komme en post om min første tid i Guatemala.
- comments