Mandag og tirsdag har vi været på besøg på TOHS (Tanzania Occupational Health Service), som er et privathospital. Der er dog ikke den store forskel, da man jo skal betale for behandling uanset hvilket hospital man kommer på. Den største forskel er at det er et meget lille hospital, sammenlignet med Ocean Road. Der er ca. 35 sengepladser, men ud over det er der også en del ambulante patienter. Udefra ser hospitalet pænt og nydeligt ud, der er grønne områder og velholdte bygninger. I flere af bygningerne ligger patienterne i kabiner, med matteret glas for oven. Væggene går ikke helt op, så der er kun delvist privatliv, men alligevel himmelvid forskel fra de forhold vi tidligere har set. Der er to senge på alle stuer, hvoraf kun den ene er redt op. Dvs. at man har mulighed for at have pårørende boende hos sig under indlæggelsen. Én enkelt bygning ser dog noget mere gammel og slidt ud end de andre. Især indefra, hvor væggene ser temmelig snavsede ud og det bærer præg af at have været i brug i mange mange år.

Det er her de alvorligst syge patienter er indlagt og her er der enestuer, som alle ligeledes er indrettet med 2 senge, hvoraf den ene er opredt.

Da vi ankommer om mandagen bliver vi først ledt hen til direktørens kontor, så han kan tage imod os. Efter en halv times venten foran hans kontor, kommer en læge og siger at direktøren har travlt, men at vi kan følge med ham. Vi bliver alle klemt ind på et lille kontor, som tilhører Dr. Kaganda. Hun og Dr. Kessy finder stole, så vi næsten alle kan sidde ned. Efter en kort velkomst og præsentationsrunde bliver der sendt bud efter Matron Rose, som skal vise os rundt på hospitalet.

Det første Rose gør er dog at følge os hen til en anden Læge, Dr. Groffrey Obunga, og beder ham om at vise os rundt i forbindelse med stuegang. Vi går over i den ældste bygning og venter på at de resterende læger skal dukke op. I alt 3 læger og én sygeplejerske er med til stuegang. Herudover er vi 6 danske studerende som bliver gennet ind i det lille rum på 2,5 x 3,5m. Her stod vi så og kiggede imens lægerne læste i de medbragte patientjournaler og talte med patienten og derefter med os om diagnose og behandling. Herefter forlod alle stuen og gik videre til næste patient, hvor scenariet gentog sig.
Det var en meget mærkelig følelse at stå som tilskuer i hvid kittel, hvorefter der blev talt om patienten i 3. person. Sygeplejersken sagde ikke et ord, men agerede mest journalholder.
Men det er måske et scenarie som ikke er mere end 20-30 år gammelt i Danmark.

Nogle steder på hospitalet følte man sig sat tilbage til starten af forrige århundrede. Operationsstuen lå bag to halvlukkede døre og vi kunne frit komme ind og se det, vi fik blot et par lånesko på.
De fleste sundhedspersonaler var rigtig søde og snakkesalige og fortalte gladelig og viste frem. Jordemoderen Helen fortalte, imens hun viste rundt om sin søn, som studerer i Holland og at hun var oppe og besøge ham i 4 uger i sommer. Hun var både i Holland, Belgien og Italien og havde haft en supergod tur. Det er de færreste Tanzanianere der rejser uden for landets grænser, for slet ikke at tale om uden for Afrika, så det havde været en stor tur.

Men Anna, som vi fandt på operationsgangen, var også rigtig sød og viste operationsstuen frem. Vores ansigtsudtryk afslørede ikke vores rædsel for nogensinde at skulle ende på en operationsstue som denne, med snavsede vægge og en lille håndvask i hjørnet hvor kirurgen kan rengøre hænderne inden operation.

Vi afsluttede dagen med at følge Dr. Geoffrey i konsultationen. Her kom alle slags patienter, mange med malaria, hiv og maveinfektioner. Men også med dagligdags problemer som forhøjet blodtryk og lign. Hos flere af patienterne inddrog han os i konsultationen og spurgte hvilke råd vi ville give patienten. Måske for at teste vores viden.. ;)

Alt i alt et par spændende og lærerige dage, hvor vi fik set et bredere udsnit af de tanzanianske patienter og de sygdomme som de kæmper med hernede.