Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har nu haft fire indholdsrige og spændende dage på Ocean Road Cancer Institute (ORCI). Det er det eneste cancerhospital, de har i hele Tanzania, så patienterne kommer fra nær og fjern. Hospitalet består af to etager med kvindelige patienter og en etage med mandlige patienter. Stueetagen ligner et ambulatorium med screening af bryst og livmodercancer, lægesamtaler og indskrivning. Derudover har de en kemo afdeling, hvor de ambulante og indlagte bliver behandlet. De benytter også strålebehandling, men har kun to strålekanon, hvoraf den ene er i stykker. Derfor kører den ene strålekanon fra 7.00 til 22 eller 24 afhængig af patientpres. På den måde kan de behandle op til 110 patienter om dagen.
Den første dag vi ankommer til ORCI, møder vi en skare af mennesker i venteværelset, nogle står i kø eller står langs væggene og andre sidder ned. Dette "syn" møder vi hver dag vi ankommer, og der er ligeså mange mennesker i venteværelset når vi ankommer som når vi går hjem. Der er også et specielt venteværelse til kvinder, som skal ind til screening af enten brystet -eller underlivet. Selvom der er lang ventetid virker de til at være meget afslappede og forstående over for ventetiden, pole pole, som man siger på swahili. Det samme gælder for de indlagte patienter.
Der er ca. 72 senge på en afdeling, hvoraf 42 er til patienter uden forsikring og 30 til patienter med sundhedsforsikring. Gangen er opdelt efter om de er forsikret eller ej. Der findes på hver afdeling 2 VIP-rum, som benyttes af velhavende patienter. En af de dage hvor vi var på ORCI, lå der over 100 patienter på en afdeling, så i flere af sengene lå der to patienter. Der var 11 sygeplejersker på arbejde fordelt på de tre sengeafdelinger. Sygeplejerskernes arbejde bestod bl.a. i at skifte sårforbinding en gang dagligt, tidligt om morgenen, og gå stuegang med lægen. Den personlige pleje stod de pårørende for. Ved stuegang befandt lægen sig enten i døråbningen eller midt i rummet, så alle patienterne kunne følge med i hinandens sygdom og behandling.
Mange af de indlagte patienter led af bryst- eller underlivscancer, men der var ingen systematik i fordelingen af patienterne i forhold til cancerform.
Mange af patienterne havde ekstremt store tumorer og cancersår i et omfang, som man aldrig vil se i Danmark, da patienterne sandsynligvis kommer meget tidligere i behandling. Desuden har hospitalet ikke en kirurgisk afdeling, så patienterne bliver primært behandlet med stråle- og kemoterapi. Den behandling, som både de ambulante patienter og de indlagte patienter modtager er gratis. Det er samtidig også gratis at være indlagt på hospitalet, hvilket også indebærer tre måltider pr. dag, der er dog også nogle som får mad af de pårørende.
Alt i alt en god oplevelse at være OCRI, en øjenåbner for hvor privilegerede vi er i Danmark.
- comments


