Nå, men i dag var jo flyttedag/køredag. Vi skulle fra Seward til Anchorage. Dog ville vi ikke køre direkte til Anchorage, men tage et lille stop i Whittier, for at se hvilken slags by det var, og hvad den havde at byde på. Vi havde aftalt vi bare skulle køre senest kl. 10, så der var tid til at få sovet ud, og må siges at vi fik det, da Tania først vågnede 9.10. Vi fik pakket bilen og var klar til at køre kl. 9.50, så vi havde været gode i dag. Vejret var igen skiftet til overskyet og regnvejr, men det lyste op jo mere vi kom nord på. Da vi havde kørt i 1½ time, nåede vi til vejen ind mod Whittier. Vi kom frem til en told bod, hvor vi skulle smide 12 dollars – ca. 72 kr. for at køre ind i Whittier tur/retur. Vi betalte, og kørte nu frem mod en plads med 5 forskellige køer, vi havde fået at vide at vi skulle køre i linje 5, uden at tænke videre over det. Men det viser sig så at hver linje må køre når der er grønt for ens linje. Hmm…. mæskeligt system, da alle alligevel kørte lige efter hinanden. Det blev vores tur og vi skulle nu køre igennem en 2½ mile lang tunnel! I den her tunnel var der kun en bane og den blev delt med togskinnerne også, så passede man ikke på kørte man ned i skinnerne. Med 25 miles i timen, kørte vi stille og roligt frem, og da vi kom ud på den anden side, regnede det skisme igen. Fantastisk vejr!

Vi fik parkeret bilen, og da vi havde snakket om at tage på en bådtur, ville vi undersøge muligheden for dette. Der var plads til os, vi kunne sågar få vores eget bord til normalt 6 personer. Som damen sagde, så var det næsten en privat tur. Men vejret var jo heller ikke i top. Vi fik flyttet bilen og begivet os hen mod køen til turen, og ganske rigtig vi var ikke mange, nok en 40 stykker i alt. Vi havde på fornemmelsen at det blev en kold fornøjelse, men med håbet om at se hvaler og flotte gletchere, så gjorde det jo ikke så meget. Vi lagde fra kaj, og turen gik i gang. Der var en ranger med om bord som fortalte forskellige ting om de ting vi sejlede forbi osv.
Vi kom ud til et skibsvrag, og historien kan vi ikke lige huske, men der lå i hvert fald noget jern der lignede et skib inde i vandkanten. Stadig dårligt og koldt vejr, og har ikke set andet end en enkelt havørn. Turen gik nu ud mod gletcherne. Vi kunne ikke se dem alle tydeligt, da der var tåget på toppen, men da vi kom ind til de to der går direkte i vandet, var det igen et flot syn der mødte os, men vejret gør altså noget og der skal nok også mere til at imponere os efter bådturen den anden dag. Vi fik lov at kigge i 5-10 minutter også var det videre. Turen gik direkte tilbage mod havnen, og vi så desværre ikke andre dyr end en form for måger der ynglede på en klippevæg. Eneste opmuntring på turen var at vi fik en gratis småkage, som lige var blevet varmet i ovnen, siger vidst alt. Prikken over i’et var da vi skulle ligge til, det tog så ca. 10 minutter, da de bakkede frem og tilbage jeg ved ikke hvor mange gange, i ekstrem roligt vand. Men det at der faktisk ikke var nogle der lagde drikkepenge i deres kasse, siger vel lidt om hvad folk havde forventet af turen.
Efter denne oplevelse, så gik turen nu videre mod Anchorage. Da vi kører mod tunnelen, kommer der en modkørende politibil, som vender om lige foran os, slår blink og lyd til, for så at stoppe bilen foran os, for at køre for stærkt, heldigvis for os, kørte den lige der, ellers kunne vi nok godt være endt i samme situation. Men i kø til køreturen ind igennem tunnelen og da vi kom ud på den anden side var der skisme opklaring på vej.

Lidt historie om byen og tunnelen, som vi fik fortalt af rangeren. Byen blev ”lavet” af den amerikanske flåde, da vandet i den bugt byen lå ud til, aldrig frøs til is. Der blev bygget en kaserne og den er der stadig og dem der bor fast i byen bor i de bygninger der. Der findes ikke parcel huse i Whittier, dog har regeringen givet byen noget land, så de kan begynde at bygge almindelige huse. Historien om tunnelen er at den selvfølgelig blev bygget, så toget og folk kunne komme frem og tilbage. Det sjove og imponerende er, at da de skulle bore tunnelen, så begyndte de fra hver sin side, og da de mødte hinanden på midten var de kun 12 inches (75 cm) fra hinanden – vildt!

Turen gik som sagt mod Anchorage, og efter en stille og rolig køretur nåede vi hostellet ca. 19. Vi fik tjekket ind, og vi var da så heldige at vi havde booket et privat værelse, og at der var TV og køleskab. Skide dejligt. Men maverne skulle jo også fyldes igen, og vi havde valgt det skulle ske på en Chilli’s, så det blev selvfølgelig tastet ind på vores geniale GPS, og efter små 10 minutters kørsel, var vi derude hvor GPS’en sagde det skulle ligge, og ja bygningen var der også, men det var så bare lukket. Ihhh hvor er vi måske ved at fortryde lidt at vi ikke havde opdateret vores kort på GPS’en inden vi tog af sted, men hvad vi har 2 uger tilbage, så mon ikke vi overlever. Vi var jo stadige sultne, så vi vendte bilen og kørte mod pizza hut, fandt den, efter Tania var ved at blive træt af de folk der syntes de skal dytte af hende. De kan da bare køre ordentligt. Vi fik vores pizza, og da der var tv i restauranten, spiste vi lidt langsomt, så vi kunne se lidt OL. Dog syntes damen vi så mætte ud så hun kom med en boks, og det var så vores kald til at vende snuden mod hostellet, så det gjorde vi efter et kort stop efter vand og mælk.
Resten af aftenen blev brugt på afslapning foran tv’et.