Så blev det tid til at skrive igen. Beklager at det er så længe siden sidst - men en blanding af en masse nye oplevelser og lidt dovenskab (kun lidt) .. har taget min tid

Første weekend ude fra Bangkok efter klinikstart faldt på Hua Hin (som jeg vidst nok har fortalt sidst). En by som eftersigende skulle være meget besøgt af skandinaviere - efter at have besøgt byen, må jeg ærligt indrømme at jeg ikke helt forstår det. Hua Hin består af barer med go-go-girls, restauranter, gamle klamme (hvide) mænd, dyre priser og kedelige strande. Mie og jeg holdt dog fast ved traditionen om leje af scootere, så fredag kørte vi af sted mod vandfald og nye oplevelser. Vandfald blev det desværre ikke til (trods masser af dem på kortet?), men et fredet skovområde blev udforsket. Vi blev mødt af meget glade thai'er, som ikke lignede nogen der havde set turister længe. Inden vi kom ordentlig af scooterne, kom en glad thai'er løbende og spurgte om han måtte få et billede. Efterfølgende blev vi henvist til en "bro" som vi kunne gå på igennem skoven. En meget anerledes oplevelse, da alle træernes rødder var over jorden og ligesom snoet ind i hinanden (et billede fortæller mere end ord - hint hint - fotoalbum). Efter en lang dag på scooter skulle vi om aftenen fejre Maj's fødselsdag. Det skulle selvfølgelig gøres med maner, så menuen stod på store lækre steaks tilhørende vin til alt for billige penge - og wauw hvor var det lækkert. Så lækkert at vi var nød til at besøge restauranten dagen efter. Inden turen gik hjem mod Bangkok fik jeg en times oliemassage - det var tiltrængt. 45 kr. fattigere drog jeg som et nyt menneske mod Bangkok mod en ny uge med nye oplevelser.

Starten på Community Health* var hårdere end forventet. Vi skulle møde kl. 7 på Ramathidbodi Hospital, hvor vi blev mødt af vores Ajan samt 8 thaistuderende og kørt videre ud til Klong Yong moo 2 hvor vi skulle tilbringe de næste 3 uger. I bagende sol (35 grader), sved og (næsten) tårer har vi gået/kørt fra familie til familie. Der har været en kæmpe sprogbarriere mellem thaierne og os, da de ikke kan snakke engelsk og vi thai. Dog er alle Ajan's sikre på at deres studerende kan snakke engelsk og at det kun er fordi de er generte. Det skal lige siges at det eneste engelsk de nogensinde har haft (ifølge de studerende) er nogle artikler som de har skullet læse - aldrig snakket sproget. Så ved selve spørgeundersøgelserne har vi holdt os meget i baggrunden og ikke forstået et kvæk, rent ud sagt. Men vi er kommet igennem projektet og det har alt i alt været rigtig godt og spændende (trods LAAANGE dage (fra hotellet kl. 6, hjemme igen kl. 17:30)) - med os i bagagen har vi bl.a. følgende; fysiske eksaminationer, injektioner på børn (skill lab (undervisning på dukker)), renset sår, været "sundhedsplejerske" for en dag i en hel børnehave - så små og nuttede børn!!, set alternativ behandling i form af olier og urter, oplevet en hverdag på Health Centrene i provinserne samt meget mere.

*Hovedsagligt handler hele Community Health projektet om at forebygge og informere de lokale, så der kommer mere fokus på sundhed. Det starter med at alle bliver stillet en masse spørgsmål, derefter går man mere i dybden og udfører en såkaldt fysisk eksamination, hvor alle får målt blodtryk, puls, vægt og talje-hofte-ratio, derudover undersøges slimhinder, lymfekirtler, mandler, hud, hjerteslag og lyd osv. Alle dataerne bliver analyseret og derefter laves en kampagne-/informationsdag, hvor de lokale som har lyst, kan dukke op og så høre om resultaterne af undersøgelserne. Samtidig bliver de undervist i bl.a. mad (tallerken-modellen), motion, afslapning (dybe vejrtrækninger m.m.) samt i de mest udbredte sygdomme i området, som fx hypertension (forhøjet blodtryk), dengue feber, diabetes og hjertesygdomme. Denne kampagnedag er ligesom en afslutning på hele forløbet og derefter står den på projekt, hvor resultaterne fra landsbyerne analyseres og diskuteres i en fremlæggelse for alle de andre grupper på årgangen.

Community Health er nu afsluttet og vi skal de næste 4 uger (tror vi) tilbringe tiden på Ramathibodi Hospital, på nogle forskellige afdelinger alt efter interesse. Derudover skal vi ud og køre i ambulance - det bliver så spændende og jeg glæder mig helt vildt!! (selvfølgelig ikke til at hente syge mennesker, men … adrenalin pumpende i kroppen, det er nu ret fedt )

Tid til lidt adrenalin. Skydiving stod der på programmet og Pattaya var byen hvor oplevelsen skulle ske. 5 piger, meget målrettede, tog vi bussen til Pattaya fredag morgen. En tyver og 2 timer senere ankom vi til Pattaya. Efter en hurtig indlogering på hotellet fandt vi et bureau som kunne gøre vores drømme til virkelighed - 4 timer senere stod jeg med udstyr og nerver klar til at gå ombord i et lille (meget lille .. og trængt) fly. 13.000 feet eller nærmere 4 km. oppe i luften var jeg sammen med min instruktør klar til at springe (eller nærmere .. min instruktør var). WOW, siger jeg bare - den fedeste oplevelse i mit liv, et kæmpe adrenalinsus fór igennem kroppen, en fotograf som tog billeder (ikke at jeg følte mig klar til det), hængende i en faldskærm, den flotteste udsigt og et par minutter senere landede jeg på røven og var igen jordnær. IGEN - Et billede siger mere end ord !! Udover faldskærmsudspring var der ikke meget at komme efter i Pattaya. En masse thai-piger, gamle hvide mænd (igen igen), barer, restauranter, strand og sol. Én gang Pattaya - aldrig mere Pattaya. Dog med forbehold - måske et lille faldskærmsudspring mere, hm, hvem ved?

Endnu en weekend (13-15/9) - En weekend i afslapningens tegn = Koh Samet. Koh Samet er den nærmeste ø nær Bangkok (7 km lang og 4 km bred), og er kendt for at være øen hvor thai'erne tager ud, når de skal holde weekend. Med håb om sol trods vejrudsigterne tog vi af sted med godt humør. Efter 3,5 times buskørsel på knap så gode veje ankom vi til Rayong hvor vi skulle med færge til Koh Samet. Her er princippet at færgen først sejler når der er mindst 20 passagerer. Efter lidt over en times venten var der stadig ikke udsigt til at vi var mere end 5 personer, så en thai'er gav os et tilbud om speedbåd for en ekstra skilling (det er vel Thailand?). Vi hoppede med på tilbudet og 5 minutter og 20 kinesere senere var speedbåden fyldt op og vi var på vej mod Koh Samet. Grundet kinesernes alt for høje betaling for at komme med speedbåd, fik de selvfølgelig en redningsvest på - vi andre måtte undvære (nærrige danskere!?). Men men men .. Hotel midt på stranden, panorama udsigt fra værelset og aircondition - kunne jeg bede om mere? Dog mente (Buddha? eller hvad nu vejrguden i Thailand hedder) ikke at vi fortjente sol, så dagene på øen foregik på hotelværelset med en flot udsigt til .. regn, regn, regn og høje bølger. ØV! Et lille lyspunkt var dog den gode mad vi fik på stranden om aftenen (2 timers tørvejr) samt ildshow som en flok unge drenge præsterede og underholdte med. Søndag hvor turen gik hjem var der (selvfølgelig) høj sol og rolige bølger - 2 timer i solen og så gik turen ellers hjem mod Bangkok (hvor det også stod ned i stænger).

Denne weekend (20-22/9) stod i naturens tegn - alene. De andre piger havde lagt planer for denne weekend, så ville jeg af sted måtte jeg af sted alene. Turen gik mod nordøst ud mod den burmesiske grænse - Mae Sot. Med bus fra Bangkok og 7 timer senere stod jeg i Mae Sot. Overfaldet af en masse taxi chauffører der råbte "Farang - Taxi?" (Farang betyder udlænding på thai). Et skilt med "Umphang" og en blå ladvogn holdte og ventede på mig (og en masse andre thai'er). Rygsækken på taget og så af sted. Den smukkeste natur meldte sin ankomst - jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men dette var noget af et syn. Man skulle have været der for at forstå det. Gennem bjerglandskab med diverse vandfald, dybt nede i dale, igennem landsbyer med forskellige grupper af etniske minoriteter, lyden af dyr fra junglen og mindst 200 hårnålesving senere ankom jeg til den lille landsby Umphang. En lille landsby som kun ser turister i sommerperioden, hvor der er mulighed for en masse trekking ture.

Mit egentlige formål med turen var at se Thailands største og smukkeste vandfald og turen fra Mae Sot til Umphang i sig selv også. Desværre var vandfaldet "lukket" pga. regntiden, så medmindre jeg ville gå 20 km gennem jungle, alene og i regnvejr, måtte jeg indstille mig på at det ikke blev til noget vandfald i denne omgang. Da byen ligger meget tæt på den burmesiske grænse, er det ikke sikkert at gå på egen hånd ud af byen og gå på opdagelse, så jeg måtte bruge resten af dagen på at se den lille by. Efter et godt måltid mad "Tom Yum Kai" begyndte et øsende regnvejr. Og jeg kunne selvfølgelig ikke finde hjem til mit hostel, så efter en halv time ude i regnen var der en thai'er der forbarmede sig over mig, og tilbød mig at sidde bag på hendes scooter og så kunne vi lede sammen. Med en paraply i den ene hånd og den anden hånd på styret drog vi af sted - 20 minutter senere fandt vi stedet. Tak for en fantastisk hjælpsomhed, ellers havde jeg nok stået i regnen endnu?!

Da der ikke var noget at se i denne lille by, tog jeg af sted tidligt lørdag morgen mod Mae Sot igen. Endnu engang skulle jeg på ladvognen (eneste transportmiddel mellem de to byer) i styrtende regnvejr - denne gang i en noget mindre ladvogn og endnu flere thai'er + bagage. Desværre har thai'er det med at blive køresyge, så efter de første 10 hårnåle sving startede stimen med opkast, og det havde ikke tænkt sig at stoppe. På dette tidspunkt følte jeg stor glæde over at have en ipod og nogle høretelefoner der kunne spille meget højt!!

Nu er jeg tilbage i Bangkok og klar til en ny uge og endnu flere oplevelser. Snart er tiden gået og opholdet er slut - jeg har stadig en masse destinationer der skal besøges, men det skal I nok høre mere om. Farvel for denne gang.