Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg tror, at jeg er dømt til at blive skadet meget i mit liv. Der hjemme har jeg haft brækket armene, benene, forstuvet fingrene, flækket læben og øjenbrynet, brækket halebenet to gange, haft hjernerystelse og små skavanker. Det er ikke fordi, jeg har noget imod at være på hospitalet, tværtimod har jeg også valgt at arbejde der i min fremtid, men jeg synes, det er lidt groft, at kun efter at have været i Australien i tre uger, så brækket jeg min højre ankel. Denne gang var det ikke min egen skyld; jeg hverken løb eller spillede håndbold! Jeg dansede. Jeg var til toga-fest langt fra kollegiet, og der stod jeg på dansegulvet og havde det mægtig sjovt, indtil en meget, og jeg gentager, meget stor mand, valgte ubevidst at træde på min fod. Fuld som jeg var, mærkede jeg det ikke lige med det samme, og mens han står på min fod med en masse pres på, gør jeg en eller anden bevægelse, og så gør det ellers bare hammer ondt. Is på og smertestillende om natten, der var ikke så meget at gøre. Dagen efter var det på krykker, bestilt en MRI-scanning, og lige siden har jeg så gået med en ankelskinne på og skal tilses af en ortopæd kirurg, når jeg kommer hjem til Danmark. Jeg har lært, at forsikringsselskabet kræver en bestemt procedure og en helvedes masse papirarbejde! Så skulle man tro, at jeg havde været uheldig nok ved at blive udelukket fra min håndboldtræning, mine løbeture (anger-management) og unit-sports, men nej.
Da jeg tog til Cairns i Queensland, havde jeg en fantastisk ferie - stadig med ankelskinne på. Ferien fandt sted sidst i september, så efter at jeg havde været i Australien i ca. 3 måneder. Da vi sidder i lufthavnen og skal til at flyve hjem, kollapser min krop. Jeg kan ikke komme op at stå igen, jeg har kvalme og kraftig hovedpine. Jeg bliver hentet af ambulancen og bliver indlagt på skadestuen i tre dage. Gennem disse tre dage kom jeg til at understrege, at de INTET medicin skulle give mig, når jeg sov, at jeg er sygeplejestuderende, og at jeg er allergisk overfor Dicillin. Jeg vågner på et tidspunkt af en kraftig allergisk reaktion, fordi de har givet mig Dicillin, mens jeg sov. Hævet hals og lukkede øjne, men jeg kunne alligevel råbe dem op og igen forklare, at jeg intet medicin ville have, når jeg sov. Et navneskilt fik jeg på tyve timer efter, at jeg blev indlagt. Et armbånd, der skulle indikere, at jeg er allergisk, fik jeg på syvogtyve timer efter, at jeg blev indlagt - det indikerede bare ikke, hvad jeg er allergisk overfor.
Disse oplevelser fik mig dog til at tænke, at jeg er glad for, at det var mig, der blev indlagt, og ikke nogle af mine venner, som var med på turen. For jeg kender alligevel til systemet, og selvom det ikke burde være sådan, så behandler de altså en anderledes, når de ved, at man er sygeplejestuderende. Jeg er blevet stærkere af disse oplevelser, men det var bestemt ikke sjovt at ligge helt alene på skadestuen i et fremmed land, ikke vide, hvad der var galt med mig, og ikke kunne komme i kontakt med Danmark og mine forældre før den sidste dag, jeg var indlagt. Jeg har fundet ud af, at jeg er stærkere, end jeg tror, og jeg er kommet hel ud på den anden side af begge oplevelser.
- comments