Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg har boet hos en veninde i New Zealand. Jeg har set Queenstown, Milford Sound, Rotorua samt en fungerende new zealandsk familie. Jeg har kørt bil, og jeg har været med min veninde inde i hendes klasse til en undervisningstime for 3. klasser. Min veninde var læreren. Det er fantastisk at se, hvordan der bliver taget hensyn til solen. Alle børnene SKAL have solhatte på, når de er udenfor i deres frikvarterer. Klasseværelserne er meget anderledes, ikke kolde og grå. De er artistiske, underholdende og frie. Lærerne underviser i alt, dvs. at de ikke er specialiseret i noget, de underviser i alle fag. På skolens legeplads står der en bænk. Denne bænk er kaldt "Ella's chair". Ella er min venindes lillesøster. Hun døde for 9 år siden af en hjernetumor. Samfundet har støttet op om familien lige siden, de har hjulpet og de har ved denne gestus, æret Ella og hendes minde. For mig vidner det om et utroligt sammenhold i et så lille samfund, og det er fantastisk at se.
Noget andet, der er fantastisk at se, er New Zealands storslåede natur! Det kan nærmest ikke beskrives, hvor flot det er. Jeg vil dog tillade mig at sammenligne det utrolig meget med Grønlands natur. Det er så ubegribeligt, at noget så flot kan eksistere. Klipperne, vandet farve, sneen på toppen af bjergene, fjordene, den termiske aktivitet, de storslåede åbne landskaber. Man føler sig så utrolig lille, når man står overfor noget så stort. Det fik mig til at indse, at der er så meget smukt i verden, vi skal bare åbne vores øjne og turde at gå et skridt frem.
- comments