Jeg havde glædet mig helt enormt til endelig at møde min familie og se mit hjem om søndagen efter Copán, så jeg for alvor kunne begynde mit liv her. Men ingen siger det skal være så nemt. Søndag formiddag informerede Elena mig om, at min familie først kunne modtage mig fra kl. 18 om aftenen, så sammen med min kontaktperson Elmer blev jeg sat af ved en AFS-medarbejder ved navn Cesar. Cesar var en meget stor, behåret og knap så vellugtende mand, så jeg...

Jeg skrev i sidste indlæg, at jeg skulle ud på en 12 timer lang bustur for at komme på orientering. Det passede ikke helt. Det var en omtrent syv timers bustur og omkring tre timers ventetid ind imellem. Torsdag stod jeg tidligt (!) op og blev kørt til AFS kontoret i Tegucigalpa af Fran, Mabel (Yes, moren har fået et navn) og faren (og ja, han er stadig Mr. No Name). Vi fik sagt vores farvel og jeg smuttede ind i den private bus, hvor jeg mødte James fra U...

På min fjerde aften i Honduras sidder jeg her i min seng og nyder aftenbrisen fra et åbent vindue. Der har lige været en kort strømafbrydelse i byen, så alle de små lys på bjergene uden for mit vindue slukkede, og der blev kulsort overalt. Tilsyneladende samtlige hunde i hele Tegucigalpa begyndte at gø, som om de vidste, at noget var galt. Strømmen kom dog hurtigt tilbage, så de gøende hunde kunne falde til ro, ligesom mit værelse igen kunne blive opl...

Så er jeg ankommet til Honduras efter en lille flyvetur fra Atlanta til Teguciglapa på tre timer. For noget tid siden i Danmark så jeg et program om Tegucigalpa lufthavn, som handlede om, hvor vanskelig landingsbanen er at lande på. Den er åbenbart meget kort, og for bare nogle år siden, var der et fly som fortsatte ud på den bagvedliggende bilvej, fordi det ikke kunne nå at bremse helt. Denne situation udspillede sig heldigvis ikke for mig i dag, og jeg ...

Nå for søren, så befinder jeg mig lige pludselig på denne anden side af jorden og ikke hjemme i Odense længere. Det har taget mig to fly, kilometerlange køer og hjælp fra venlige sjæle at nå hertil, og nu sidder jeg ved gate E31 og venter på, at jeg kan få lov at gå om bord i det fly, der skal tage mig det sidste stykke vej til Honduras. Rejsen herover er gået godt. Lufthavnen i Paris var, som forventet, overfyldt med rejseglade mennesker, hvilket r...