På min fjerde aften i Honduras sidder jeg her i min seng og nyder aftenbrisen fra et åbent vindue.

Der har lige været en kort strømafbrydelse i byen, så alle de små lys på bjergene uden for mit vindue slukkede, og der blev kulsort overalt. Tilsyneladende samtlige hunde i hele Tegucigalpa begyndte at gø, som om de vidste, at noget var galt. Strømmen kom dog hurtigt tilbage, så de gøende hunde kunne falde til ro, ligesom mit værelse igen kunne blive oplyst fra loftslampen og ikke det blåhvide lys fra min computerskærm.

For en halv times tid siden kom jeg hjem fra en udendørspool et stykke herfra. Der har jeg været hele dagen med lillesøster Nadia og moren. Ja, jeg ved godt, det er rigtig dårlig stil, men jeg ved stadig ikke, hvad hun hedder, så i de få indlæg her på bloggen, hvor hun bliver omtalt, hedder hun altså bare moren. Efter at have spist lækker lasagne til frokost, kørte vi afsted i familiens enorme bil. Fra bagsædet fik jeg set flere områder af den kæmpestore by. Nogle mennesker vil måske mene, at byen ser for beskidt og forfalden ud, men jeg synes tværtimod, det er en del af byens charme, at ikke alle bygninger ser ultra-rene og super-moderne ud. Byen slanger sig ind og ud imellem bjergene, og det ser simpelthen så fint ud med de små skure og bygninger i forskellige farver, som ligger højt oppe på de frodige bjerge.

Udendørspoolen var en del af en moderne idrætspark af en slags med bl.a. tennis- og fodboldbaner, og der tilbragte vi hele eftermiddagen. Engang imellem gemte solen sig bag skyerne, men både luften og vandets varme temperatur gjorde det alligevel til en rimelig behagelig og udholdelig oplevelse. Efter at have slået kolbøtter, stået på hænder, slappet af og selvfølgelig svømmet stærkt som lynet (gæt selv hvordan jeg fordelte tiden mellem de forskellige discipliner) i et par timer, spiste vi lidt sushi og kørte atter tilbage mod huset. Det var en smuk køretur, hvor solen var på vej i seng og derfor lignede det næsten, at himlen stod i flammer. Jeg ville ønske, jeg havde haft mit kamera med, så jeg kunne tage et billede af det, men det må blive en anden gang. I det hele taget virker det ikke så oplagt at gå rundt med et kamera om halsen her, så jeg har ikke fået taget så mange billeder. Det kommer.

I går var jeg ude at spise frokost med Elena, som hentede mig i lufthavnen. Vi fik snakket om en masse ting, og så hjalp hun mig også med at veksle penge og købe et sim-kort til min telefon. Hun kørte mig rundt i byen og viste mig Tegucigalpa downtown, som vrimlede med mennesker i form af skolepiger, sælgere, forretningsfolk og arbejdsløse. Overalt på lygtepælene hænger der valgplakater, og Elena fortalte mig, at der er seks forskellige partier, som kæmper om at få magten. Det bliver dog først afgjort i slutningen af 2013, og måske kan Honduras få deres første kvindelige præsident. Elena håber på det, for det lader til, at hun vil gøre mere for de fattige og middelklassen end den nuværende præsident.

I morgen, torsdag, skal jeg afsted på orientering kl. 6 om morgenen. Elena fortalte mig, at vi er 12 frivillige plus to arrangører, men jeg er vist én af de eneste, som først lige er ankommet. For de fleste andre frivillige er det en midtvejsorientering, så jeg er blevet fortalt, at det måske ikke er alt, som er lige relevant for mig. Orienteringen skal foregå i byen Copán, hvor der ligger nogle gamle ruiner, som Maya-folket opførte i sin tid. Jeg ved ærligt talt ikke så meget om det endnu, men I skal da være velkomne til at google det og blive lidt klogere end mig. Jeg regner med at lære om dét og en masse andet i løbet af orienteringens tre dage.

Jeg har været rigtig glad for at bo hos denne her familie med Fran, Nadia, moren og faren (ja, undskyld mig, hans navn kender jeg heller ikke. Fy Marie!). De har været enormt gode til at inddrage mig, men også samtidig give mig masser af plads til at vænne mig til stedet og landet. Det har været en perfekt start for mig. De har desuden også allerede lært mig at danse salsa, idet jeg fik privat danseundervisning af Fran og moren forleden aften. De satte lidt latinamerikansk musik på, og så svingede deres hofter ellers løs til rytmerne, imens jeg mere eller mindre lignede en rigtig klodset type, som prøvede lidt for meget at gøre ligesom dem. Derudover har jeg også lært at holde vejret, når vi kører forbi politiet, fordi moren kører uden kørekort, og så har jeg lært, at de er ligeså vilde med tv-serien How I Met Your Mother og super-hittet Gangnam Style, som vi er hjemme i Danmark.

Nu må jeg hellere se at få pakket min rygsæk, så jeg er klar til en 12 timer lang bustur i morgen.

Kram Marie.