I den tid hvor der har været ret stille her på Stonewang, har der været knap så stille i det virkelige liv. Jeg har fløjet i fly, spist på restauranter, genset søstre, besøgt seværdigheder, snakket amerikansk og mon ikke, om der har været plads til en enkelt pastaret eller to. Nu vil jeg begive mig ud i at prøve at beskrive, hvad jeg har fået tiden til at gå med.

For omtrent en måned siden tog jeg sammen med Mama Guendalina, Papi Simon, Teenagetvære Brando, Evigtsnakkende Mia og Humoristiske Alberto til New York. Papi Simon bor derovre, så vi blev naturligt nok indlogeret i hans hus på Henry Street i Brooklyn, som han deler med en håndfuld andre italienere. Jeg delte seng med Mia og vi delte værelse med Brando og Alberto, og allerede på førstedagen fik jeg en god idé om, hvad jeg havde i vente den kommende uge, idet jeg flere gange om natten fik en arm eller albue eller krop i hovedet, og kl. 05 om morgenen havde både Mia og Alberto tilsyneladende sovet nok og kunne ikke lade hverken Brando eller jeg være i fred. Det der med at føle sig veludhvilet efter et døgns rejsen er da også totalt overvurderet.

Vi brugte vores dage i New York på at gå rundt i Brooklyn og på Manhattan, spise god mad bl.a. på familiens populære restaurant, gå i butikker og i det hele taget bare indsnuse den friske, klare efterårsluft. Det overraskede mig selv lidt, at jeg fandt det så specielt at rejse med en anden familie end min egen. De tog tingene i et meget langsomt tempo, og ofte kom vi ikke ud af døren før ved tolvtiden om morgenen. Desuden foretog vi os heller ikke som sådan nogle udflugter eller så nogle seværdigheder, og det syntes jeg var virkelig ærgerligt, især fordi jeg kunne mærke på Brando, at han var ret opsat på at foretage sig flere ting. Jeg sætter i hvert fald meget større pris på fars sindssyge, og på grænsen til diktatoriske, planlæggergen nu end tidligere, og jeg har fundet ud af, at han faktisk, igennem årenes rejser, har lært mig en hel del om at rejse. Så tak for det, far!

Heldigvis fik jeg noget fritid, som jeg bl.a. brugte på en løbetur i Brooklyn Bridge Park og over Brooklyn Bridge, og så flaskede min søndagsfritid sig perfekt med, at jeg kunne mødes med Allan, som var min søde værtsbror i den sidste familie, jeg boede ved i Honduras. Han studerer på universitetet i Connecticut og tog toget ind til New York for at mødes med mig. Vi havde den hyggeligste dag i Central Park, ved Times Square og Rockerfeller Center og på pizzarestaurant i Brooklyn. Han var endda så betænksom at have taget en pose "Tajaditas" med til mig - honduranske banan-chips - og snakken imellem os kørte, så man ikke skulle tro, at det var 7 måneder siden vi havde set hinanden sidst. Da jeg om aftenen gik hjem langs Brooklyn Bridge Park med den smukkeste udsigt over lysende skyskrabere på Manhattan, var jeg helt glad og veltilpas og fuld af lykke ved tanken om, at jeg uden tvivl har et livslangt venskab med Allan foran mig.

På min sidste dag i New York havde jeg igen lidt tid for mig selv, idet familien tog til Boston. Derfor brugte jeg dagen på at besøge Ground Zero, som på én og samme tid er enormt smukt og enormt sørgeligt. At stå der og kigge op på de omkringliggende skyskrabere og at læse de 3000 indgraverede navne, mens jeg gik rundt om vandfaldene, som symboliserer hvor de to tårne stod, fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Der er vel ikke ord til at beskrive, hvor forfærdelig en dag 11. september 2001 var, og at stå lige dér, hvor hele mareridtet havde udfoldet sig var, for at sige det ligeud, pissehamrende uhyggeligt.

Den følgende aften fløj jeg fra JFK til Rom direkte på syv timer, og jeg sov hele vejen. Nogle timer senere ankom mine søstre, og jeg mødte dem på Roms travle Termini Station. I et forsøg på at nå bussen til Trevignano tog vi en taxa til den station, hvor busserne afgår, men vi endte i et trafikmylder og ankom til busstationen 40 euros fattigere og med lang ventetid til næste bus. I stedet tog vi så en bus til Trevignanos naboby Bracciano, hvor vi atter strandede, fordi der gik ingen busser eller taxaer. Vi stillede os derfor i vejkanten og stak tomlerne ud, men alle de dumme bilister kørte bare lige forbi os. På daværende tidspunkt begyndte jeg at blive godt frustreret og opgivende, lige indtil en sød, ung mand stoppede og kørte os hele vejen til hotellet i Trevignano. Vi sagde mange tak og indlogerede os på to fine værelser, hvorefter kokken Franscesco og tjeneren Mikele serverede lækker mad og vin for os i familiens restaurant. En lille aftengåtur blev det til inden vi gik omkuld i en stor bunke på værelsets dobbeltseng.

Vores fredag i Rom var regnfuld, men det stoppede os ikke i at gå på sightseeing og opdagelse i de smukke gader. Vi spiste god mad, fjollede masser og snakkede om alle de ting, som søstre nu snakker om. Om aftenen gik vi ud i nattelivet, men det lykkedes os kun at finde en lille snoldet bar, hvor vi fik drinks side om side med folk der spiste aftensmad ved midnatstid. Skørt. I følge Nina var jeg klædt som autonom, hun selv som politiker fra Liberal Alliance og hvad Ninas beskrivelse af Julie var, husker jeg ikke, men mon ikke en autonom og en kedelig politiker også er nok modsætninger på én gang alligevel.

Lørdag havde vi vejret med os, så der blev til stor jubel sat solbriller på næsen, mens vi gik ud til fine Colosseum, som vi så udefra. Vores frokost fik vi på en hyggelig lille café i området Trastevere - et enormt hyggeligt og temmeligt hipt område af Rom. Vi brugte eftermiddagen på at gå rundt i de typiske, smalle gader og bare snuse indtryk og Romsk-heden til os, inden vi gik over til Vatikanstaten, hvor vi kom ind i Skt. Peterskirken. Unægteligt en af de smukkeste kirker jeg nogensinde har set, og vi fik sågar lov at komme ind i et aflukket område, hvor alle skriftestolene var. Nogle var tomme, men fra nogle kunne man høre en sagte hvisken og nærmest fornemme synder, anger og tilgivelse svæve rundt i luften. Efter at have brugt tilstrækkelig tid i Guds hus begav vi os hen på restauranten Da Franscesco, hvor vi dagen forinden havde bestilt bord. Dette viste sig at være heldigt, da der var flere gæster i kø og det var tydeligt, at denne restaurant var en af byens meget populære. Jeg fik også en skøn omgang pasta med muslinger, mens Nina og Julie fik saltimboca, og så gjorde det ikke situationen værre, at vi blev betjent af den rareste tjener, som tog masser af fis på os og fik os til at grine.

Tidligt søndag morgen skulle Nina og Julie desværre allerede hjem igen, så der blev krammet farvel og så begav jeg mig selv mod Trevignano. Måske efterhånden ingen overraskelse at jeg missede min egen bus, tog til Bracciano i stedet og blaffede derfra. Samme show om igen men mon ikke det bare snart er rutine. Hjem kom jeg dog, og det samme gjorde familien senere samme dag, og siden da er dagene gået med det sædvanlige - sove længe, sport, italiensk undervisning to gange om ugen, lektier, restaurant, aftensmad, leg, tv, putning, sove. Min sidste tid her kommer til at gå sindssygt hurtigt. I morgen kommer min mor og far til Rom, hvis altså Bodil tillader det, og når jeg siger farvel til dem mandag, er der kun halvanden uge til, at jeg selv skal sige farvel til Italien. Og netop dét begynder jeg at blive lidt trist ved tanken om. Det er som om, det hele først lige er faldet på plads nu. Så sent som i dag fik jeg telefonnummer på en pige fra Spanien, som jeg har italiensk med. Hun sagde, at jeg bare kunne ringe, hvis jeg ville lave noget i weekenden. Hun er rigtig sød, og jeg kan øve mit spanske med hende, hvilket jeg elsker. Men hvorfor er hun først lige dukket op nu, når jeg skal hjem om to uger?

Desuden tror jeg endnu ikke, det er gået op for mig, hvor meget jeg kommer til at savne Mama G og børnene. Forleden dag snakkede jeg med dem om, at jeg snart skal hjem, og Alberto sagde noget, der fik mig til at indse, at jeg ikke bare forlader Italien, men også den her skønne familie. Han overhørte min og Mama G's snak og sagde til mig: "And my tooth?" hvorefter jeg spurgte ham: "Yes, what about your tooth, Albi?" og så kiggede han på Mama G og sagde: "Jamen mor, hvad nu hvis jeg ikke når at tabe min rokketand , inden hun tager hjem?" Som om det var den mest forfærdelige situation for ham, hvis jeg ikke når at opleve det, og samtidig som om, det var det mest indlysende, at jeg skulle opleve det.

Så nu kæmper vi på højtryk for at få den tand løs, så han kan tabe den, inden jeg tager hjem om to uger. På den måde tror jeg, at min tid som aupair i Italien bliver afsluttet på bedste vis for både Alberto og jeg.