I dag markerer min månedsdag i Italien, og jeg finder det derfor passende med en opdatering om, hvordan alting skrider fremad. Det bliver vist en blandet affære, det her.

Hverdagen hos familien Gallo går sin gang, og jeg er lidt efter lidt blevet en del af den. Mine opgaver som aupair er simple og består i at holde børnene med selskab, fra de kommer hjem fra skole til sengetid. Nogle dage går med lektielæsning, cykelture og tv-kiggeri, mens andre går med fremstilling af superhelte i modellervoks, is på Piazza'en og tandbørstningsdiskussioner. Jeg føler mig efterhånden helt veltilpas her, og det føles så rart, når jeg kan mærke, at børnene faktisk nyder mit selskab. Jeg elsker aftenerne, hvor Mia og Alberto ligger i sengen - samme seng, da Alberto er bange for mørket - og Mia siger "Goodnight", Alberto siger "Sleep tight" og jeg siger "Don't let the bed bugs bite". Efterfølgende plager de mig om at blive til de sover, men de skal jo lære at sove selv, så jeg bliver kun på de aftener, hvor de har opført sig godt. Jeg elsker, når Alberto, helt ud af det blå, giver mig et kram, eller når jeg kan få dem begge to til at grine over et eller andet åndssvagt.

Men nogengange går alting bare ikke særligt nemt, og når klokken når elleve om aftenen, og jeg endelig kan lukke døren til deres værelse, klemmer mit hoved så meget og min krop er helt tom for energi efter utallige diskussioner om, hvorfor tandbørstning er vigtigt, hvorfor de skal høre efter, hvad jeg siger, hvorfor Mia ikke skal læse i den bog lige på dét tidspunkt, hvorfor de skal stoppe med at slås med hinanden... De aftener kan jeg ikke andet end at smide mig på min seng, trække vejret dybt en milliard gange og lykkeligt minde mig selv om, at det heldigvis ikke er mine egne børn. Hvor forfærdelig en tanke det end er. Men helt ærligt, så er børn sgu nogen små monstre, hvis de får for frie tøjler, og jeg forstår først for alvor nu forældrene, der siger at børn er sødest, når de sover.

Okay, grovheder til side, så er de virkelig nogle søde børn og Guendalina er en powerwoman uden lige. Hun jonglerer tre børn, et hotel, en restaurant, en bar i Rom, en mand i New York og en mor, der blander sig i tide og utide på én og samme tid og endda uden at være blevet smælderfed eller tarvelig undervejs. Respekt. Og så har hun tilmed overskud til at lade en fremmed pige som mig være en del af familiens liv og inddrage mig på en måde, så jeg føler mig tilpas og værdsat. Dobbelt respekt.

Jeg er dog stødt på en opdragelsesmetode, som hun benytter, og som jeg absolut ikke bryder mig om. Det sker nemlig af og til, at hun slår børnene. Hører de ikke efter, får de et lille dask på benene, et slag i nakken eller en flad lussing. Børnene bliver naturligvis dybt ulykkelige, og jeg får instinktivt lyst til at holde om dem og trøste dem. Men hvis jeg gør det, så tror jeg ikke, at Guendalinas budskab når børnene ligeså tydeligt. Hvor forkert jeg end synes fremgangsmåden er, så er det ikke mit sted at blande mig, hverken ved at trøste børnene, og derved vise dem, at de ikke skal være kede af det - for det bør de jo være, når de ikke hører efter - eller ved at spørge moren, om hun ikke kan lade være med at slå dem. Så længe det ikke er mine hænder, der langer ud efter dem, så har jeg relativt nemt ved at blande mig udenom, især efter jeg har observeret, at det er en ganske normal opdragelsesmetode her i Italien. Jeg ved ikke engang, om det er ulovligt her, ligesom det er i Danmark. Jeg har det naturligvis elendigt med, at børnene modtager slag nu og da, og jeg ville ønske forældrene ikke så det som en selvfølgelighed, men jeg synes ikke, jeg har ret til at belære dem og irettesætte dem overhovedet. Og hvor meget ville de også lige lytte til en 21-årig , leverpostejsfarvet evigsingle med minus erfaring indenfor børn og opdragelse og en livsglæde, der afhænger af, hvordan det går yndlingsparret i en eller anden dum tv-serie?

At vurdere graden af min egen livsvisdom bruger jeg masser af tid på i mine stunder for mig selv. Jeg har haft et par fridage, hvor jeg har været i Rom og se mig omkring, og jeg har set en mange smukke bygninger, som jeg hverken ved hvad indeholder eller symboliserer. Så nu har jeg fået købt mig en bog om Rom, så jeg kan få bare en lille smule viden om, hvad det er for bygninger, søjlekonstruktioner og springvand, man går og måber over i ledtog med resten af verdens turister. Desuden har jeg rigeligt af tid for mig selv hver eneste dag, da børnene først kommer hjem fra skole kl. 16.45, og jeg derfor i realiteten har fri helt indtil da. Jeg bruger tiden på at løbe ture, tage ned i parken og bruge udendørs træningsmaskiner, læse bøger, surfe internettet og tulle rundt i huset med katten Prilli og hunden Vasco. Det kan godt blive ret ensommeligt, og jeg føler mig ærligt talt som noget af en doven skid. Men forhåbentlig kan jeg snart begynde på italiensk kursus to eftermiddage om ugen, og derved kan min uge få lidt ekstra indhold, hvilket jeg savner. Måske jeg kan tilmed møde nogle nye venner, for dem har jeg ikke fundet nogle af, vil jeg blankt erkende. Jeg er en alene sjæl, jeg nyder at være alene og høre roen omkring mig, og i mange tilfælde har jeg vel på en eller anden egoistisk måde nok i mig selv. Men jeg har også brug for én at dele mine tanker, oplevelser, indtryk og små, store, ligegyldige og sjove ting med. Dér slår en ugentlig Skype-samtale med en veninde eller søster eller mor bare ikke helt til.

Med fare for at jeg nu har tegnet et billede af en deprimeret, ensom og ulykkelig pige på ukendt grund, så lad mig lige liste fem grunde til, at jeg er sindssygt glad for, jeg greb den her mulighed, da den bød sig.

1. Jeg har fundet ud af, at jeg glæder mig så meget til at blive mor en dag. Der er intet mere rart end at se Guendalina stråle af stolthed, når Mia får gode karakterer i skolen, eller Alberto opfinder en eller anden smart urrem i modellervoks. Den der helt specielle kærlighed mellem mor og barn er virkelig fin, og jeg ser frem til at opleve den for mig selv i fremtiden.

2. Jeg går i t-shirts i oktober uden at fryse, spiser italiensk is og har Rom lige om hjørnet. Hvis jeg var blevet i Danmark, havde jeg sikkert bare arbejdet et par dage om ugen som børnehavevikar, brokket mig over kommende trist efterårsvejr, og så ville der ikke være én eneste latterlig video på Youtube, som jeg ikke havde set, for dem ville jeg bruge alt min fritid på at finde.

3. Jeg får et andet perspektiv på ting omkring mig. Rent geografisk set er jeg ikke langt væk fra Danmark, men derfor er kulturen, sproget og maden stadig ret forskellig fra den danske og menneskerne tænker anderledes end danskerne.

4. Jeg savner mine søstre men kan se frem til at nyde en forlænget weekend i Rom med dem, når de kommer på besøg. Fuldstændig unødvendigt at nævne at jeg glæder mig så meget.

5. Jeg har mødt den cooleste mor og sejeste kvinde i hele Italien, og jeg bruger tid sammen med hendes søde, sjove og kærlige børn, som får mig til at grine og varmer mit hjerte flere gange i løbet af en dag. Børn som spørger mig, hvor meget jeg kan lide dem på en skala fra 1-10, og når jeg svarer 10 og spørger dem om det samme, siger de 11.

Så listen her - som for øvrigt kunne have været meget længere - minder mig om, at jeg befinder mig det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. Og mine negative tanker og "problemer" er ingenting i forhold til, hvad andre knokler med hver evig eneste dag, hvortil jeg afslutningsvist vil knytte en lille historie om hunden Vasco.

Her snakker vi om et levende væsen i seriøst hårde tider. Han blev i forrige uge opereret for en blodansamling i øret, og siden har det bare ikke været nemt for ham. Han er 12 år og trist som bare pokker, fordi han slet ikke kunne håndtere den kæmpe skærm, som dyrlægen gav ham om hovedet, og endnu mindre de forbindinger vi har udsat ham for siden, som får ham til at ligne en mumie. Han har bare fået nok og har knap energi til at logre med halen, så i dag flåede han det hele af og ligner som resultat et uhyggeligt, blodigt Golden Retriever-mareridt. Nu har han fået en forbinding på af IKEA-servietter, malertape og køkkenfilm. Stakkels dyr. Jeg krydser fingre for, at han snart er på toppen igen, så vi kan få glade, hoppende, dansende, logrende og energiske Vasco tilbage.

Hvis I er så dedikerede, at I er kommet igennem den her lange, forfærdeligt blandede affære, kan jeg så ikke bede jer om at krydse fingre sammen med mig?

Tak og pas på jer selv.

Kram Marie.