Hej igen!

Så er vi allerede halvvejs inde i december, selvom det er svært at forstå, når man er i Kenya, da julestemningen hernede absolute er på nulpunktet. Ingen juleri nogen steder! Vi prøver dog selv at holde julehumøret højt ved fælles pakkekalender, dansk julepynt og en masse snak om al den julemad, vi aldrig får...Heldigvis oplever vi en masse andet hernede, og ved jo at julen kommer igen til næste år.

Siden sidste beretning har vi været på en lille stur, hvor vi fik oplevet en masse - bare ikke lige det vi troede, vi skulle.. Turen gik til Taveta, en lille by tæt ved grænsen til Tanzania, som er kendt for sine store markeder og for at være det sted i Kenya, hvor der er den bedste udsigt til Kilimanjaro. Vi tog bussen fra Mombasa tidligt om morgenen, og efter 5 timers kørsel på de afrikanske grusveje ankom vi gennemrystede og storsvende til byen. Her fandt vi et billigt hotel, og gik så ellers ud for at opleve byen. Dette var klaret på en halv time, så byen var ikke helt som forventet. Den lovede udsigt til Kilimanjaro var heller ikke just, som vi havde regnet med, da der var lettere overskyet, men vi så dog et hjørne af det kendte bjerg. På trods af at det var en lille by, var markedet ret stort og en oplevelse i sig selv. Deres mangoer og blommer kan varmt anbefales, hvis man nogensinde skulle komme forbi! Vi besluttede os hurtigt for at tage videre, da vi tænkte, at vi gerne ville opleve lidt mere. Derfor tog vi dagen efter en matatu mod Voi, en størrre by på vej tilbage mod Mombasa. Matatu-turen var et kapitel for sig: Først måtte vi vente to timer på at komme afsted, da minibussen først skulle fyldes til sidste cm2. Dog var vi alligevel lykkelige for at være kommet i god tid, da de sidstankomne fik plads mellem sæderne. Da vi endelig var klar til afgang, måtte vi lige have 5 lokale til at skubbe os igang - tændingsmekanismen var ikke helt tip top, ej heller gælder for dørene, som ikke kunne lukkes, eller bagdækket, som var punkteret, men langt om længe begav vi os dog på vej. Det gik bare der ud af - i ca. 30 minutter, hvorefter bilen begyndte at hvisle. Så holdt vi der i den afrikanske ødemark og så til, mens to forvirrede afrikanere stod med hovedet nede i motoren på bilen. Efter at have fyldt godt med vand på vognen, var vi igen klar til at køre - i endnu 30 min, og så var situationen den samme! Denne gang stod der dog et helt sprigvand op fra motoren, men det tog de meget roligt og puttede blot mere vand på. Dette mønster fulgte vi hele vejen til Voi, og midtvejs havde vi også lige et enkelt dækskifte. Overraskende nok var vi totalt ligeglade med situationen. Sad blot og grinede og havde det hyggeligt, så har virkelig taget 'Hakuna Matata-indstillingen' til os. Efter 5 timers rejse ankom vi til Voi, lige i tid til at finde et hotel inden mørket faldt på, og vores valg faldt hurtigt på det billige Ghana Guest House - en beslutning vi til at fortryde! Personalet var ellers virkelig søde, og alt var i den fineste orden, lige indtil vi kom tilbage fra vores aftensmad ude i byen. Da opdagede vi nemlig, at der havde været ubudne gæster på vores værelser, som havde flyttet rundt på vores tasker og stjålet nogle af vores ting. Således stod vi nu og manglede en Ipod, to mobiler, vores elskede 'amerikaner-værktøj', som kan skære mangoer og snitte snobrødspinde som intet anden, samt hvad der svarer til 2000 DKR. I denne situation var 'hakuna-matata-attituden' gemt af vejen til fordel for en god portion aggresion. For at gøre en lang historie kort fik vi ringet efter politiet, men endte med selv at tage affære og køre op på politistationen, hvor vi efter en del timers forklaringer fik en politirapport, således at vi forhåbentlig kan få nogle forsikringpenge, når vi kommer hjem til Danmark. Og by the way, så har vi sat 3 kenyanere bag tremmer! Enden på det hele blev, at vi samme aften flyttede til et andet omend noget dyrere hotel, hvor vi trøstespiste resten af ferien.

Da vi kom hjem til Casa Baba i Mombasa, ventede der os et par små overraskelser. For det første var der flyttet 5 personer mere ind i vores lille hytte, således at vi nu er 11 i alt, og disse gæster regnede egentlig lidt med, at de skulle dele seng med os, men der satte vi dog grænsen! For det andet vidste det sig, at vores nyankomne 'søster' havde gjort rent på vores værelser og ryddet op i vores ting, så det var pludelig totalt umuligt at finde noget som helst.

Mandag d. 8. måtte vi tage fri fra arbejde og fejre den muslimske pendant til jul, Eaden Barack. Vi havde fået at vide, at dagen ville byde masser af god mad, gaver og hygge med familien, men vi måtte dog indse, at afrikansk hygge og fest på ingen måde ligner det danske. For det første bestod den lækre mad af hjemmeslagtet ged med orangefarvet ris, tør sandkage, som dog røg ned i store mængder - har endnu ikke mødt en kage i Afrika, som vi ikke kunne sætte til livs - og sidst men ikke mindst et morgenmåltid bestående af friturestegte majsmelsklumper med et tvist af græs fra haven serveret med hvidløg/kokusnøddedip samt ingefærthe. Dernæst kommer vi til hyggen, som efter danske standarter stort set var ikke eksisterende, idet man ikke spiste sammen. Med hensyn til gaverne så fik vi faktisk en lille ting af vores afrikansk 'forældre', hvilket var meget sødt. Fik hver en farverig kanga, et stort stykke stof som samtlige afrikanske kvinder går rundt med om livet. Det er i sådanne situationer, man tager det store smil på og tænker: "Det er tanken, der tæller!"

Resten af tiden er gået med at arbejde både på skole og børnehjem, så har faktisk haft ret travlt. På børnehjemmet har vi forsøgt at skabe en smule dansk julestemning ved at bage chokoladeboller og julesmåkager. Begge blev lavet i en 'ovn' med kul, og var faktisk rimeligt vellykkede, hvis vi selv skal sige det. Børnene blev i hvert fald også rigtig glade, og var især vilde med chokoladebollerne og vaniljekransene.

Alt for nu.

Glædelig 3. søndag i advent!

Vender frygtløs tilbage efter jul...

Mange juletanker og ønsket om en rigtig glædelig jul til jer alle fra de tre små nissepiger i Kenya