Profile
Blog
Photos
Videos
Hejsa!
Så er vi tilbage med nyt fra sydens sol. Hernede holder vi 1. søndag i advent med 32 grader og høj solskin, så det er lidt svært, for ikke at sige umuligt, at finde julestemningen frem.
I sidste uge var vores kalender booket helt op med arbejde. På Gospel Centret var det især af praktisk karakter med opvask, rengøring og tøjvask, men der var dog også tid til at deltage i et par musiktimer, hvilket var ret sjovt. På børnehjemmet hygger vi stadig, og det virker som om at såvel børn som mødre bliver mere og mere trygge ved os, så det er dejligt.
Sidste weekend blev indledt rundt om grillen/bålstedet i køkkenet, hvor der blev lavet skumfiduser med mariekiks - MUMS! Selv vores kære Baba var vild med det søde stads, som han dog troede var fyldt med mælk pga. den hvide farve!Om lørdagen var vi først ude at få lavet "Afrika-hår" af en af vores kolleger på Gospel Centret. Det var ikke just nogen nydelse at få lavet, men man kan jo ikke være i Afrika uden at prøve at have afro-fletninger, så det var meget sjovt. Lørdag eftermiddag var vi på byvandring i den gamle del af Mombasa, og vanen tro var vi også lige et smut forbi en vestlig café for at få frokost og kage. Søndag var en rigtig dasedag, hvor nogle aldrig kom af nattøjet, men bare lå i sengen og så film det meste af dagen. Stine forsøgte at lave boller, men fandt ud af at ovnen ikke virkede, så vi friturestegte noget af dejen og lavede resten til snobrød.
Mandag aften havde pastoren fra Gospel Centret inviteret os på middag. Vi var ret spændte på at se, hvor vi skulle hen, da dette var en overraskelse, men efter tre timers ventetid, hvor vi seriøst overvejede, om vi var blevet brændt af, endte vi til sidst på en vildt lækker restaurant på stranden. Vi havde en rigtig hyggelig aften og fik SÅ godt mad! Og så blev vi jo velsignet op til flere gange undervejs! - Alt i alt en GUDEskøn aften! (citat Lene)
Onsdag var vi igen blevet inviteret i byen - denne gang dog til lidt mindre luksuriøst omgivelser. Vi var hjemme og besøge Irene, som er køkkendame på Gospel Centret, i hendes 15 m2 store etværelses lejlighed. Der bor hun sammen med sin mand og deres datter - uden vand og elektricitet. Værelset indeholdt en seng, et lille bord og selvfølgelig også et ildsted, som det jo høre sig til i Afrika. På menuen stod chapati med bønne/kålsuppe - det var ikke nogen gastronomisk oplevelse, så spiste mere af høflighed end af lyst. Men det er nærmest hverdag her i landet.
Lørdag var vi til stor 10 års jubilæumsfest på børnehjemmet. Festen skulle have begyndt kl. 13, men da vi jo køre 'African time' hernede, gik vi først i gang kl. 15. Der var en masse mennesker, som holdt tale, og kort sammenfattet kan man sige, at det er Guds skyld, at hjemmet kan løbe rundt. Det er ham som bringer mad, tøj og ikke mindst volontører som os! Kl. 16:30 fik vi frokost, og på det tidspunkt var vi også ved at være en smule sultne efter kun at have fået morgenmad.
Vi vil slutte med at ønske Jer alle en glædelig 1. søndag i advent. Håber I får en god december måned.
Og så er der vist bare tilbage at sige: "Tænkt på os, hver gang du putter julegodter i munden," og ikke mindst: "Frys alt, hvad der fryses kan!"
Mange juleknus fra Lene, Tina og Stine
- comments