Så! Mine damer og herre! Nu har vi allerede rigeligt med minder til at få et smil på læben resten af livet, og nok til at underholde jer de næste 15 minutter!
Vi er ved at være ved vejs ende på vores australske eventyr, som i den grad har været det rene eventyr! Det startede med en udendørs overnatning i Adelaide og det slutter med en døgner i Cairns.
I mellem de to ting, har vores rejse budt på ting som (hold fast);
Surf Camp, efterfulgt af utallige dage på brættet, på nogen af verdens fedeste strande, skydiving, dykning, snorkling, riverrafting, Fraser Island, Whitsundays, Australiens største zoo, besøg i Nimbin, bungeejumping(!!!!), set noget af verdens smukkeste natur og mange flere fantastiske ting. Og så har vi selvfølgelig mødt mennesker fra hele verden, som vi aldrig kommer til at glemme og som ikke får et "farvel", men et "på gensyn".
Vi har oplevet utrolig meget siden i sidst blev opdateret, og vi kan vel lige så godt starte fra en ende!
Vi skiftede Noosa og Australiens bedste surfer strand ud med tropiske Airlie Beach, 9 timer længere nordpå. Et sted hvor Beach indgår i navnet på byen, men hvor byen ikke ejer noget i nærheden af en strand. Til gengæld er der konstrueret en rigtig lækker lagune!
Airlie Beach blev en speciel oplevelse for os på flere måder. Vi skulle bo der i 5 dage, inden vi skulle på en bådtur for at erfarer utrolige Whitsunday Islands. I de 5 dage havde vi egentlig ikke nogle planer, så vi valgte at leve backpackerlivet til punkt og prikke. Med det menes at vi levede så billigt som muligt.
En bakket 1,5 times gåtur i stegende 35 grader og en luftfugtighed på 95% til discountbutikken Coles, skulle føre til en meget lærerig samtale, der gav to forkælede danskere indsigt i hvor godt vi egentlig går og har det. Med en rygsæk på 20 kilo og lidt i hver hånd, gik vi og brokkede os over hvor varmt og uudholdeligt det var at skulle gå SÅ langt, for at finde et sted hvor man bare kunne handle lidt billigt. Vi tog en pause på vejen for at samle kræfter til os og få vejret igen, og beklage os yderligere. Vi blev enige om at vi følte os som afrikanske børn der rendte efter rent vand. Der gik dog ikke længere end 10 sekunder før vi kiggede på hinanden igen, og tænkte en ekstra gang over hvad det var vi lige havde sammenlignet vores tur med. Her går vi, på vores livs rejse, uden at skulle arbejde, uden at skulle gøre andet end blot at nyde tilværelsen, uden at skulle bekymre os om noget som helst. Og så brokker vi os over der er for langt til det nærmeste supermarked og at der er for varmt. I selv samme sekund er der folk der går 20 gange så langt, for at få rent vand. Folk der måske ikke har spist i dage, og som kun er halvt så gammel som os. Når man er ude at rejse og man virkelig har tid til at tænke over ting som livet, tilværelsen, fremtiden osv. er det sådanne tanker som disse der sætter tingene i perspektiv, og åbner øjnene op for, hvor godt vi i virkeligheden har det. Det er en af de rigtig gode ting ved at være ude at rejse; man giver sig tid til at tænke over de ting man foretager sig, og lærer utrolig meget derved. Siden da har vi (næsten) ikke brokket os over vores fantastiske tilværelse.
Nå! Nok om de sentimentale strøgtanker der krydrer vores hoveder dagligt. Tilbage til det vi i virkeligheden er her nede for; at samle på oplevelser der gør fortiden værd at kigge på. En af de federe oplevelser fandt nemlig også sted i Airlie Beach. En 3 dages tur ud på havet, nær de fantastiske øer ud for Airlies kyst - the Whitsunday Islands.
En tur der minder meget om Fraser Island på flere punkter.
Vi drog ud til skibet New Horizon sammen med 30 andre forventningsfulde backpackere og satte kursen ud mod the Whitsundays. Første dag gik med at lære hinanden at kende og vende sig til at sove i "en seng", der mest af alt mindede om en hundekurv.
Det gik nu alligevel meget fint med at sove den første nat, og vi blev vækket klokken 6:30 AM sharp til morgenmad. Det første vi skulle, var at besøge Whitehaven Beach. Hvis ikke i har hørt om stranden før, kan vi informere jer om at den er indehaver af titlen; verdens bedste strand. Denne titel kan man roligt sige er fortjent. Det var noget af det mest sindssyge natur vi har set, i vores liv. Vi vil ikke kunne beskrive det på en måde, så i får det samme indtryk af stranden som vi fik, så i kan tage et kig i galleriet her på bloggen, hvor i kan se hvordan Whitehaven Beach tager form. Det var intet mindre end ubeskriveligt!
Til de kulturelle læsere kan vi desuden lige diske op for et par interessante facts:
Sandet på stranden er det reneste sand i verden, som består af 98% silicium (spørg os ikke om hvad der er, men det er sikkert rent). Dette giver sandet den kridhvide farve. Det er faktisk så rent, at man kan børste tænder med det, og smører man det på huden, bliver ens hud blød som silke. Verdens reneste sand er selvfølgelig med god grund, ikke lovligt at fjerne fra området - det giver en bøde på godt 10000 dollars at tage en håndfuld sand med derfra. De eneste der nogensinde har fået lov til at tage sand fra Whitehaven Beach er NASA, som fik lov til at snuppe et par ton sand, til at støbe linsen på deres fineste teleskop.
Efter vores besøg på Whitehaven Beach, tog vi snorkeludstyret på og drog mod en lille bugt, hvor man kunne snorkel. Her oplevede vi endnu er syn, som næsten fik vores øjne til at hoppe ud af hovedet, og kæben til at synke til bunds. Vi så måske et af de fedeste dyr man kan se under vandet; en ordentlig havskildpadde. Da vi først så dem blev vi faktisk bange. Ikke fordi de gjorde os noget eller så skræmmende ud, de var bare så åndssvagt store. Men efterhånden som vi så en 10 stykker, begyndte vi at vende os til dem.
Havskildpadder er nogle yderst mærkeligt væsner. De kan blive op til 150 år og lever at giftige jellyfish. Det mærkelige ved denne kombination er, at jellyfish har den samme virkning på havskildpadder, som marihuana har på mennesker. De er teknisk set skæve i 150 år og har desuden sex så snart de bare ser en af modsat køn.
Vi tror pludselig på reinkarnation...
Resten af dagen gik med at sippe lidt at den nationale backpackervæske i os. Der refereres her til goon hvis nogen skulle være i tvivl.
Den næste dag startede som sidste dag sluttede, med snorkling. Her skulle vi møde endnu en mærkværdig skabning. I det område hvor vi snorklede, var ser en fisk der hedder Elvis. En ordentlig bassemand der vejede nogen hundrede kilo. Vi har ingen anelse om hvilken slags fisk det er, men den har en meget speciel historie bag sig. Elvis er selvfølgelig hankøn, men det har han ikke altid været!
Den slags fisk som Elvis nu er, er den eneste han i dette område som han hersker i. Han har her 7 hunner til at.. tilfredsstille ham.. i alt den tid han lever. Når Elvis en dag dør, så skal der en ny han til at overtage. Det er her det mærkelige kommer. Den nye han som skal overtage Elvis' plads, findes ved at de 7 hunner går sammen og beslutter hvilken af hunnerne der er størst og klare sig bedst. Over 4 måneder danner denne hunfisk så mandlige hormoner og ender faktisk med at blive til den nye Elvis. Det lyder helt åndssvagt, men den er god nok.
Snorklingen fik en ende og det samme gjorde vores Whitsunday tur. Vi sluttede 3 oplevelsesrige dage af med et brag af en fest, hvor vores gode kammerater Frederik og Stefan gjorde os ved selskab.
Whitsunday turen har dog endnu en historie der skal fortælles. Endda en meget speciel en af slagsen. Det er jo sådan at vi filmer alt det vi oplever med Mathias' GoPro kamera, og Whitsunday var jo selvfølgelig ikke en undtagelse.
Da vi var ude at snorkel, skulle Mathias op for at skifte memory card, så der blev plads til nogle flere optagelser. Da vi var færdige med at snorkel og vi kiggede i Mathias GoPro taske, var memory kortet forsvundet. Det var INGEN steder at finde. Vi ledte i hvert et hjørne af rummet vi boede i, vendte hver et par beskidte underbukser og rev bogstavelig talt gulvet op, for at lede efter dette kort. Det var bare ingen steder at finde.
Det var jo selvfølgelig noget rigtig møj, da alle vores optagelser lige fra da vores rejse startede, nu var pist væk. Det var sørgmodigt at forlade skibet, uden at have de sidste 4 ugers minder med. Men sådan var det, det var der ikke noget vi kunne gøre ved. Men det kunne de højere magter åbenbart.
Da vi kom tilbage og skulle indlogeres på et hostel, sammen med vores nye schweiziske venner, skete det mest mærkelige vi i lang tid har oplevet. Vores schweiziske kammersjuk, Joshua, var ved at rulle en smøg til ham selv, da han pludselig stopper op og kigger først ned på smøgen, derefter på os.
"What the f***" var de ord der skulle give os en dejlig overraskelse. Dér midt i alt tobakken, ligger det ellers fortabte memory card. Det har simpelthen taget en lille flyvetur direkte ned i Joshuas tobak. Så kan vi ellers lige love jer for, at der blev delt highfives ud efterfulgt af glædeshyl! Der var ikke er øje tørt! Det var ikke så meget en oplevelse, men bestemt en historie vi aldrig glemmer.
Vores tid i Airlie Beach var ved at komme til en ende. Vores næste destination hed Mission Beach - yderligere 9 timer nordpå. Vi begyndte at nærme os et rigtig tropisk klima. Det gjorde det ikke mindre fugtigt og varmt, at vi skulle bo på et specielt hostel, som lå midt ud i regnskoven. Helt klart en fed oplevelse, at bo et sted som det, men vi må indrømme at det nok bare ikke er os, at overnatte i sådanne omgivelser. Ikke fordi vi ikke nyder de ting der er at nyde, det gør vi bestemt. Men vi vænner os aldrig til at sove i så fugtige omgivelser, med hundredevis af sengekammerater i form af kryb (hovedsageligt blodtørstige, ubarmhjertige, griske myg). Men det har da sin specielle charme at prøve sådanne ting alligevel.
Grunden til Mission Beach var på vores to-do liste, er at det er et af de eneste steder på den australske østkyst, hvor man kan riverrafte. Derfor havde vi også kun 2 overnatninger her.
Riverrafting var en af de "ekstreme ting" som vi virkelig glædede os til. Vi blev kørt ud tidlig morgen til Tully River, hvor vi mødtes med vores guide, Fish. Den mest rutinerede guide af alle fik vi at vide. 52 år og stadig på sit højeste - imponerende og ikke mindst livsbekræftende. Det var dog heller ikke svært at se, at han var den mest rutinerede. Med det menes der ikke, at det var fordi han virkede sikker og rutineret i det han gjorde. Han havde bogstavelig talt været riverrafting guide i flere år, end han har tænder. 24 år som guide, mindre end 20 tænder tilbage. Noget af en achievement. Det første smil han sendte af sted til os, var ikke just det man kan kalde et colgate-smil. Fish her havde mistet så mange tænder igennem tiden som guide, fordi dumme backpackere som os, ikke kan finde ud af at styre sin padel (Det kunne vi selvfølgelig godt).
Det var en vildt fed oplevelse at sejle ned af floden, hvor der var store, skarpe sten der skulle undgås og 5-meter høje fald der skulle mestres, for ikke at falde direkte ned og gøre stenene ved selskab. Der skete dog en gang, at Mathias faldt forover i vandet. Mest af fordi vores kære guide synes det kunne være sjovt at vippe os ud af båden. Det var sådan set i en god mening, at han styrede os direkte mod en sten efterfulgt af 2 meters fald. Han ville simpelthen bare give os nogle fede optagelser på GoPro kameraet, som Mathias havde i panden. Han grinte dog da vi fortalte ham at der ikke var mere strøm på, så det optog ikke... Men sjovt, der var det bestemt!
Nu fik vi gjort hvad vi skulle i Mission Beach, og vores næste samt sidste destination i Australien hed Cairns. Her kan vi love jer for at vi fik overskredet nogle grænser - big time!
Efter at have slappet af og fået set byen den første dag, skulle vi endelig til det, som vi havde glædet os allermest til; Bungeejumping! Nu har vi hørt så mange fortælle om hvor vildt det er, så vi var godt kørt op, da vi drog mod det 53 meter høje tårn, der er omgivet af frodige regnskove og en majestætisk udsigt over Cairns.
Da vi først så tårnet, sank vi lige en ekstra gang. De 50 meter der var op, mindede nærmere om 50 km når man stod og kiggede op på det. Men hoppes, det skulle der!! Med tunge skridt, bankende hjerter og et falskt selvsikkert smil, begik vi os mod toppen.
Da vi nåede toppen og kiggede udover, må vi ærlig indrømme at vi måske lige tænkte en ekstra gang om, om det her nu var klogt valg. Men det var det. Det skulle vise sig at være det bedste valg vi nok nogensinde har taget! Vi blev spændt fast og guidet i gennem hvordan vi skulle gennemføre springet. Det var nu egentlig meget simpelt. Opskriften lød således; "hop".
Og hoppe, det gjorde vi. Vi overvandt vores skræk og hoppede med hovedet først ned mod vandet, 50 meter under os. Det var det vildeste vi nogensinde havde prøvet!! Og her skal man altså lige have i mente at vi har oplevet ting som at kælke ned af pikkerbakken og set bangsbomuseet. Ironi kan være anvendt.
Anyways! Det var som sagt det mest fantastiske vi nogensinde har prøvet. Faktisk så fantastisk at vi blev nødt til at købe endnu et hop. Hvorfor leve livet på kanten, når du kan hoppe ud over?
Vi kunne nu sætte flueben ud for 1 ud af de 2 ting som vi havde glædet os rigtig meget til. Den anden ting har i nok regnet ud hvad er. Nemlig skydiving. Endnu en grænse der skulle brydes. En hviledag efter bungeejump på vores hyggelige hostel i godt selskab, skulle der lige til, så vi kunne samle kræfter til at skydive dagen efter. Vi blev desværre ramt af dårligt vejr, faktisk så dårligt at vores skydive blev aflyst. Det var på dette tidspunkt noget rigtig ****, da vi kun havde 2 dage tilbage i Australien, hvor den ene dag skulle bruges ude på vandet, for at opleve The Great Barrier Reef. Vi havde altså med andre ord kun en dag til at skydive, og hvis ikke vejret holdte der, måtte vi bare indse at det ikke blev på denne rejse at vi skulle skydive.
Meeeeen men men! Vi har selvfølgelig ikke skrevet hele denne overflødige intro, hvis ikke vi kom til at skydive. For det gjorde vi! På den sidste dag i Australien, dagen idag, sprang vi ud fra et fly i 4,5 kilometers højde og landede 5 minutter senere sikkert på fast jord. 5 fantastiske minutter hvor sanserne knap nok kunne følge med og hvor adrenalinen pumpede lige så hurtigt rundt, som vi faldt. Det er endnu en af de her situationer, som vi kun forværre hvis vi prøver at beskrive den yderligere. Der er simpelthen bare noget der skal prøves.
Og hvilken slutning på vores eminente australske eventyr. Det har været intet mindre end fantastisk at opleve den australske østkyst, og det har giver os minder, venner og oplevelser for livet! Vi kan med hånden på hjertet sige at vi elsker Australien og alt hvad det har at byde på. Men nu er vi også klar til at skifte 8 og 16 dorm bedrooms ud med eget værelse. Og vigtigst af alt, eget toilet.
Såååååe... Find elefanterne og de store Komodo veraner frem, for nu skal der sku være bal! De fede nordjyder er på vej! Næste stop, BALI!!!
/over and out
Mathias & Oliver