Vejret siges at være meget omskifteligt her i kapområdet. I dag var det omskifteligt på en meget hensigtsmæssig måde, så solen skinnede dér, hvor jeg var. Udflugtsmålet var kaphalvøen, som strækker sig fra Cape Town ca. 60 km sydpå til Kap det gode håb, som er Afrikas sydvestligste punkt. Langs den vestlige kyst af halvøen løber en meget kold havstrøm, som er genereret af smeltevand fra Antarktis om sommeren. Faktisk er havvandet her koldere om sommeren end om vinteren, netop på grund af tilførslen af smeltevandet, dvs. ca. 13 grader. Det er ofte tåget på grund af forskellen i vandets og luftens temperatur. I dag var ingen undtagelse. Heldigvis var dagens opholdssteder mest på den østlige del af kaphalvøen, hvor havtemperaturen nu er ca. 20 grader, og hvor solen skinnede.

I modsætning til, hvad jeg troede indtil i dag, er dette ikke grænsen mellem Atlanterhavet og Det indiske ocean. Den går noget længere østpå ved Kap Agulhas, hvem der så ellers lige har besluttet det... :-)

Jeg blev hentet af Ronni kl. 7. Han skulle køre mig til Cape Town, hvor jeg overgik til minibus sammen med ni andre turister. Ronni er en farvet mand på 36 år, separeret fra sin kone, fordi han ikke tjener penge nok til at underholde en familie. Hun bor hos sine forældre. Ronnis far blev skudt af apartheids politi, inden Ronni blev født. Han fik senere en stedfar, som drak. Han tjener ca. 33 kr. på en tur som denne, som tog næsten to timer pga myldretidstrafikken. Jeg kan ikke ha' det, så jeg gav ham mere i drikkepenge, end han får i løn, plus morgenmad, som jeg også selv skulle have på vejen. Han så helt vantro på mig, da jeg spurgte, hvad han skulle have. Nogle gange bliver jeg gal over forholdene her i landet.

Jeg var heldig at få sædet ved siden af førersædet i minibussen. Det gav bedre mulighed for snapshots gennem bilruden. Chauffør og guide i ét hed Jackie. Turen gik først til Hout Bay, hvorfra vi sejlede til Seal Island, hvor en sælkoloni holder til. Flot tur! Dernæst til østkysten til Boulder Beach, hvor der findes én af Sydafrikas pingvinkolonier. Hvis man valgte at betale, hvilket jeg gjorde, kunne man komme helt tæt på de små afrikanske pingviner. Nu gik turen så til Kap det gode håb, og på vejen så vi både antiloper og strudse. I love it! Det var en særlig følelse at være på den sagnomspundne kap. Dernæst en lille køretur til Cape Point, hvor det gamle fyrtårn befinder sig, og dertil en restaurant, hvor vi fik en hyggelig frokost. Jeg fik lækker grillet fisk med tomat. Bagefter var der tid til at komme helt til tops, hvor der var en fantastisk udsigt til Kap det gode håb.

Vores sidste stop var Kirstenbosch botaniske have, som ligger neden for Taffelbjerget på den anden side af Cape Town. På vej dertil fik vi hyggeligt besøg af nogle bavianer på vejen, som spiste proteablomster. Vi fik en lille time til at bese denne pragtfulde have. Jeg koncentrerede mig om proteablomsterne.

Ronni havde været klar en time, da vi kom tilbage til udgangspunktet kl. 17.45. Men han havde heller ikke haft andre jobs i dag. Jeg var træt og gad ikke rigtigt, at vi igen havnede i myldretidstrafik, men det lykkedes for Ronni at komme af motorvejen og køre ad mindre veje. Derfor hjemme igen kl. 19, mange dejlige oplevelser, en giraf, en køleskabsmagnet, en kap-polo-shirt og et postkort rigere, og en aftale med Ronni om, at han henter mig i morgen tidlig og kører mig til bussen mod Plettenberg Bay, hvor det næste gæstgiveri har en seng klar til mig.

PS: Har nu konstateret, at det lykkedes kreditkorttyvene at hæve 900 Rand (600 kr), inden jeg fik spærret kortet. Det er da til at overskue.