Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg ved ikke, hvordan amerikanerne har fået deres morgenmadsvaner. I dag stod den på 1 stk blåbærmuffin og 1 stk pandekage med ubestemmeligt fyld pyntet med ferskenbåde og sirup. Bevares, det smagte godt, men det ER altså ikke ordentlig morgenmad. Det er vist godt, jeg skal herfra i morgen....!
Jeg blev hentet kl 8.45 af Dave Engelberg i kridhvid Volvo. Jeg havde hyret ham i fire timer til at tage mig på et Big Sur eventyr. Big Sur er kysten syd for Monterey, som må være et af de smukkeste steder på jorden....! Stejle klipper afløses af hvide sandstrande, som igen afløses af frodige dale og enge. Lyset skifter på samme måde, og snart er der tåge snart er der sol. Bedre kan jeg vist ikke beskrive det. Det skal ses! Der var også tid til et par afstikkere fra kysten, bl.a. ind i en dejlig redwood skov.
Dave er en tidligere tennistræner fra Los Angeles, som for 7 år siden har slået sig ned her, og nu lever han af at tage folk med på tur, navnlig i kystområdet mellem San Francisco og Hearst Castle. En rigtig flink fyr, som kunne fortælle en masse, jeg ellers aldrig ville have hørt, også om tidligere kunder, hvoraf nogle havde været kugleskøre, omend pengestærke. Han er ikke helt billig, men det var det værd! Specielt når man ikke selv har en bil. Og faktisk endte jeg med at få næsten 5 timers tur ud af det.
Til sidst spiste vi clam chowder på Fisherman's Wharf - det er en slags legeret muslingesuppe med kartofler og selleri. Det kunne jeg lige akkurat nå, inden jeg skulle på min hvalsafari.
Og det var OGSÅ en skøn tur. Vejret i dag har været venligt med sol fra tid til anden, og ude på Stillehavet klarede det fuldstændig op. Der var slet ikke koldt, som jeg havde ventet. Til gengæld var der rigtig god søgang! Det tog 1,5 time før vi var kommet langt nok ud til at se hvaler. Imens gik den utroligt søde marinebiolog rundt og snakkede med os passagerer. Tænk, hun kunne alle hvalernes navne på dansk - det er faktisk mere end jeg kan :-). Hun ville også gerne lære noget mere dansk, så jeg fandt på ting, hun skulle lære.
På vej ud så vi masser af søløver, som lever langs kysten her (jeg ved godt, at en søløve ikke er en hval, men jeg kan jo ikke gøre for, at vi så dem). På denne tid af året er det muligt at se pukkelhvaler og blåhvaler heromkring. Det blev ikke til nogen blåhvaler, men pukkelhvaler var der - de var herlige at se på. Belært af min erfaring fra Island havde jeg besluttet mig for at lade mit kamera blive i tasken. De to hvalbilleder her på min blog er altså fra Google, men repræsentative for hvad jeg så. På turen tilbage var der tillige delfiner.
Og da vi nåede anløbsbroen, lå det en megastor søløve på broen, præcis hvor vi skulle træde. Ved siden af sad en grå pelikan, som der er mange af her. Pelikanen fløj, og søløven skvulpede til sidst i vandet efter at have brokket sig en del over vores ankomst.
Og sådan var klokken blevet 18. Hvad jeg ikke fik af natur i går, har jeg fået i rigeligt mål i dag. Det har simpelthen været pragtfuldt.
Så nu er jeg klar til afgang i morgen til storbylivet i Los Angeles.
- comments
Mor og far Hvor er det spændende at høre om dine oplevelser - en mere varieret USA-tur kan man næppe forestille sig! God tur til LA - igen en helt anden oplevelse! KH
Hans Chr. Superflot blog du har lavet,Søren,Spændende at følge med.Fortsat god rejse.Kh Hans Chr.
Søren Mange tak, Hans Christian! Dejligt, at der er læsere ....