Profile
Blog
Photos
Videos
LØRDAG
I morges kl 7 sagde jeg farvel til Chateau Tivoli, og nu slænger jeg mig på en chaiselong i et enormt værelse på Hotel Sheraton i Fresno midt i Californien. Om det så lykkes mig at slå dette blogindlæg op i dag, ved jeg ikke. Det er endnu ikke lykkedes mig at få hotellets WiFi til at virke.....
I mellemtiden har jeg været i nationalparken Yosemite, som ligger i det østlige Californien tæt på grænsen til Nevada.
Vores første stop var i den frugtbare dal på den anden side af bjergene uden for San Francisco. Det var helt underligt at komme fra det kølige klima i SF til den mur af varme, der mødte én her, når man steg af den airconditionerede bus. Men varmen har sine fordele: masser af fantastisk frugt. Og vores stop var netop ved en landhandel. Jeg købte to nektariner, som saften fossede ud af, når jeg satte tænderne i. Nøj, hvor var de gode! Det er melonsæson, så der var to store vandmeloner for $7, men de var lidt store at tage med på turen.
Vi holdt frokostpause i en lille by Groveland lige før Yosemite. Jeg fik en saftig burger af bøffelkød på Californiens ældste Saloon, skrev de i hvert fald. Og det var en rigtig god burger.
Som vi kom længere op i bjergene, trak skyerne sammen, og det skulle da også ende i et brag. Så det blev Yosemite i skyet vejr og regnvejr. Det gjorde ikke noget, bortset fra at det ikke er så taknemmeligt at fotografere i. Så mine billeder derfra er noget grå og mørke. Men det ER godt nok et fascinerende sted! Vi besøgte stederne Bridalveil Fall, El Capitan (som er verdens største sten), Yosemite Fall og Tunnel View.
Vores guide Todd er rigtig dygtig. Uddannet i religion, kinesisk og geografi, mandolinspiller og svampeekspert. Han har i øvrigt et møntvaskeri i San Francisco. Så har man da mange talenter! I bussen har jeg godt selskab af en indisk ingeniør, der bor og arbejder udenfor San Francisco, og som har besøg af sine forældre, som han viser rundt.
Vi kørte nedad i 5 kvarter fra
Yosemite. Jeg blev en smule køresyg af alle svingene, men heldigvis ikke så meget, at jeg måtte ofre. Og så nu på luxushotel i Fresno, - en by jeg ikke kommer til at kende, da vi skal køre mod Las Vegas allerede kl 7 i morgen tidlig.
Jeg har på fornemmelsen, at det også bliver en begivenhedsrig dag.....
- comments