Profile
Blog
Photos
Videos
Vi kom 40 minutter for sent afsted fra Las Vegas i går, fordi der var fire gimper, som havde "glemt" at fortælle Todd, at de havde besluttet sig for at blive i Las Vegas. Hvor tankeløs har man lov at være? Jeg var parat til at tilkalde kriminalpolitiet....!
12 timer og små 1.000 km senere ankom vi til San Francisco. Jeg tilbragte en stor del af turen med at høre musik, for jeg gad ikke rigtig se de dvd'er, som blev vist. Vi kørte næsten i ét stræk til Bakersfield i det sydlige Californien, hvor en del af selskabet skiftede til en bus til Los Angeles, og derefter til San Jose, hvor en del steg af, og så til San Francisco langs den vestlige side af bugten.
Jeg boede så på Grant Hotel, som var OK for en nat og fremfor alt centralt beliggende. Morgenmaden bestod dog kun af kaffe og donuts, så jeg valgte at spise min ude.
Jeg blev hentet kl ca 8.30 af en lufthavnsshuttle, som kørte mig til lufthavnen (mærkeligt nok!). Herfra skulle jeg med Monterey Airbus (som er en bus, ikke et fly), og jeg blev den eneste passager hele vejen, da nogle passagerer i San Jose-lufthavnen tilsyneladende var udeblevet.
Hvis jeg have været lidt snedigere, da jeg planlagde min tur, så var jeg stået af bussen fra Las Vegas i San Jose og så overnattet dér. Så kunne jeg nemlig have taget bussen til Monterey derfra. Nå, men hvis jeg selv skal sige det, så er det nu den første lille detalje af min planlægning, der ikke har været lige i øjet.
Mit bed & breakfast her, Martine Inn, tager prisen! Jeg føler mig nærmest, som om jeg er med i en Agatha Christie-krimi. Ikke fordi her sker noget kriminelt, men det er stemningen: "vin og hors d'oeuvres i biblioteket kl 17". Det skulle selvfølgelig have været te, men hvad gør det, - jeg drikker jo alligevel ikke vinen. Stedet ligger helt ud til kysten i Pacific Grove, som hænger sammen med Monterey. Jeg kan simpelthen sidde på mit værelse og se på skumsprøjt på Montereybugten. Der er også en skøn gårdhave. Ikke noget TV på værelset - det ville ligesom være stilbrud. Jeg savner det nu heller ikke, for de sender alligevel næsten ikke andet end reklamer.
Straks jeg var ankommet, gik jeg den lille gåtur langs kysten til det legendariske Monterey Bay Aquarium, som selvfølgelig er et must, når man er på besøg her. Og det var jeg også meget begejstret for. Jeg var bl.a. med på en én time lang bag-kulisserne-rundtur, hvor vi fik indblik i alt det tekniske og bl.a. så "køkkenet", hvor fiskenes mad forberedes. Guiden, Clint, som var pensioneret tandlæge (!) og frivillig, talte desværre drævende louisianask, som jeg ikke er verdensmester i at forstå. Men jeg fik da vist det meste med.
Vejret er fugtigt og overskyet, og sådan har det vist nærmest været de sidste to måneder. Alligevel kunne jeg sidde ude og spise lækker stegt hellefisk her til aften med udsigt over havet. Så skulle man da være et skarn, hvis man klager over vejret! Men det er ikke ideelt til at tage billeder med min iPhone, så det bliver nok ikke til så mange billeder herfra på bloggen, medmindre miraklet sker, og solen kommer frem.
Godt valg!
- comments
Mor og far Tak for den rapport - og for gode valgønsker! Vi krydser fingre for et godt resultat. Kh mor og far
Randi ...og hvor er det dog spændende lige nu kl- 22-31 hvor det er 88 til rød blok og 87 til blå. Vi krydser også fingre.