Profile
Blog
Photos
Videos
(Foelgende blog er delt i to dele, da jeg havde alt for meget at sige, og regnede med det ville vaere umenneskeligt at tvinge folk igennem det hele paa en gang. Laaeses paa eget ansvar)
Er endelig kommet frem til landet som giver mening til frasen; oeje for oeje, tand for tand. Kom i tirsdags til Vestbredden - brugte de to foerste dage i Nablus (paa Vestbredden) og tog derfra indtil Haifa i Israel. Tog i gaar nord paa til Akko, som er den anden aeldste havne by i middelhavet (efter Alexandria), og endte med at blive der natten over da en venlig palaestinensisk israeler tilboed mig husly, og et lift dagen efter til nogle et smukt natur omraader lige ved graensen til Libanon. Vi havde nogle interressante politiske diskussioner - og generelt har jeg haft mange interressante diskussioner siden jeg kom til det som nogle kalder 'The Promise Land'. Har dog alligevel haft svaert ved at finde ud af hvad jeg skulle skrive.
Naar man som venstreorienteret kommer til Vestbredden, burde det foeles som en pilgrims rejse - man er nu en del af den mest retfaerdige sag. Man skal straks melde sig ind i en NGO, kaempe side om side med PLO, arbejde frivilligt med noget livsbekraeftende og helst med boern, og koebe bunkevis af partisaner toerklaeder. Men da jeg kom til Nablus, foelte jeg ikke meget andet end at landet var ufatteligt smukt, og Nablus - som ligger i en dal mellem to groenne og smukke bjerge - var et godt eksempel paa landets natur rigdom. Foelte lidt at jeg manglede at blive ramt af det magiske ved at vaere i palaestina.
De to dage jeg var der snakkede jeg med et par palaestinensere. En gammel dame saa at jeg stod og tog billeder og inviterede mig indenfor til te. Blev der i 1.5-2 timer og snakkede med hende om politik. Eller det var mere mig der interviewede hende. Hun var skole laerer, og kritisk overfor den palaestinensiske Fatah regering - men det kunne hun ikke vaere paa jobbet: Saa bliver man fyret. Hendes svigerdatter kunne ikke faa et job, da hun ikke var fatah eller kendte nogen i Fatah. Generelt saa sagde alle dem jeg snakkede med at det eneste som interresserere Abbas og de andre palaestinensiske politikere "is the chairs"(de politiske poster) "they will do anything Israel says, or Obama or Europe. They all support israel, no one supports us.". De stikker pengene i lommerne og snyder ved valget. Vi var enige om at de fleste arabiske regeringer gjorde det, men hun mente alligevel de havde det bedre i f.eks. Iran, "There they get punished for doing, here we get punished for saying. Very bad." Israelerne, som hun konsekvent kaldte the jews, havde oedelagt deres hjem, og fornylig anholdt hendes 2 soenner. Uden grund. Det kan de, for som hun sagde; hvem skal holde dem ansvarlige?. Pludselig var den smukke bakketop som man kunne se fra deres koekken vindue ikke saa idyllisk - derfra havde de israelske soldater sigtet efter vinduer og huse. Ca. halvvejs igennem vores interview, kigger hun mig ind i oejnene og siger "We have no hope". Havde intet svar. Kunne ikke faa mine oejne til at bryde oejenkontakten. Kunne foele aerligheden i det hun sagde, og vaegten bag hendes ord. Det er noget af det vaerste et menneske kan sige.
Men inden jeg kom til Israel var jeg et par dage i Amman i Jordan, hvor jeg boede hos en CS'er. Det var super hyggeligt, og foelte mig helt hjemme med ham og hans kaereste, og deres roommate. Blev der et par dage, selvom der ikke rigtig er noget at se i Amman. Fik ordnet alle de smaating der skulle ordnes, og fik goede raad om graense overgangen.
Min vaert i Amman var blevet afvist ved den israelske graense 3 gange, fordi den foerste gang havde han svaret "It's a beautiful country, you should go there", til spoergsmaalet, "Why were you in Iran?", saa jeg var forberedt paa en haard behandling ved graense overgangen. Gik overraskende let - de foerste par gange kiggede de kun paa hvor jeg var fra og ikke hvor jeg havde vaeret. Danmark reagerede de venligt paa. Saa kom jeg til paskontrollen. Pigen bag ruden kiggede i mit pas, foerst kom mit syriske visum, saa mit libanesiske visum, saa mit iranske visum og saa kom hendes stille "wooow", og et nervoest blik efter hendes chef. Chefen hjalp hende med (de ellers meget banale, og ligegyldige) spoergsmaal. Svarede kort, klart og kontant, og blev paent bedt om at sidde ned(hvis man ikke er mistaenksom bliver man bare vist direkte igennem.) Skulle kun igennem ca. 10 min's flere spoergsmaal, og efter i alt 2.5 time var det overstaaet - relativt hurtigt og smertefrit for israelske graenseovergange.
Men, da jeg skulle fra Nablus til vestbredden skulle jeg igennem et checkpoint, for i teorien krydser man en graense. Tror aldrig jeg har foelt at graense personalet har saa maalrettet forsoegt at ydmyge mig. Tog mig 2 timer at komme igennem (en del palaestinensere spurgte mig "what happend??" da de ikke forstod hvorfor det skulle tage saa lang tid for en udlaending.) Foerst venter man i ca. en halv time i et slags bur indtil graense vagten aabner doeren (gaetter han var paa kafe pause), for et par stykker af gangen. Stiller nogle spoergsmaal, og lader en gaa videre - saa skal tasken checkes. Blev scannet et par gange af to israelske graense vagter i betonning/bly/kryptonit beskyttede smaa rum, mens hele omraadet (inde og ude) patroljeres af soldater med maskingevaerer). Hvis noget skal gennem checkes eller holdes op for ruden ringer de efter en af de paleastinensiske ansatte, som er de eneste uden for de smaa sikre celler der ikke baerer skudsikre veste. Saa er det ligesom understreget hvis liv der er vigtigst. Skulle toemme min taske. Scannes igen. Skulle vente, mens de to - i hver sin boks - snakkede paa telefonen sammen. Blev saa ledt til det naeste rum, hvor man afleverer sit pas, gaar i gennem to doere, ligger sin taske and then; "Open the door." er det eneste der lyder i det lille klaustrofobiske rum, hvor der var et kamera en hoejtaler og 4 doere. "Which door?"(mig)"Open the DOOR!" Buldrer det ud i en frekvens der ville have skraemt sandalerne af Moses. "There are FOUR doors!" "This door" (det skal siges at her var der ingen doere der lyste op eller sagde lyde. Foeltes ret latterligt) Tog hende 2 min. at konstruerer saetningen "the door you come through" "Ahh". Saa gik jeg ud, og maatte vente mens hun gennemsoegte mine tasker. Saa ind igen i det lille rum og pakke mine tasker igen. Blev saa sendt ud til den sidste paskontrol, hvor jeg skulle vente endnu en halv time paa at chefen skulle komme, og stille mig spoergsmaal, mens flere og flere mennesker passerede forbi uden problemer. De spoergsmaal som chefen havde, havde jeg svaret paa ved graensen, og vidste de havde skrevet dem ned, men han blev ved alligevel. Men saa kom de nye spoergsmaal og grunden (udover mine stempler) til hvorfor de havde holdt mig saa laenge:
Irriterende Graense Vagt: What's your religion?
Meget Vred Sophia: I don't have any. (indre monolog; what does that have to do with anything?)
IGV: I don't have any?(hehe. Meget svaert ikke at lave en joke).. I mean, you don't have any?
MVS: No.
IGV: You were born in Denmark?
MVS: Yes. (were you born in Israel?)
IGV: What's your mother and father's name?
MVS: Fadya and Paul (you racist ass)
IGV: Where was your mother born? (sagt med verdens mest irriterende smoerede ha-jeg fangede dig smil)
MVS: Tanzania (Which is absolutely NON of your buisness, you racist a****** - where were my manners) - han var tydeligvis skuffet over ikke at have fanget en halv palaestinenser i forklaedning.
IGV: Were you body searched at the Allenby bridge? (graenseovergangen)
MVS: No (is that a threat?)
IGV: Hmm... Okay... (tjekkede papirer)... Enjoy Israel..
Svarede ikke. Surmulede bare ud, og pustede ud i 10 min. paa en baenk. I bussen paa vej ind til Haifa havde jeg utroligt svaert ved ikke at foele en intens vrede - hvis ikke had - overfor hele det israelske folk. Her levede de deres magelige forstads middelklasse liv, paa bekostning af saa mange, uden at taenke over det - byrden af alt hvad de nyder, alt hvad de har, baeres af palaestinenserne. I et split sekund forstod jeg vreden som faar folk til vaaben - og jeg var sikkert blevet behandlet utrolig paent i forhold til mange palaestinensere. Men i maven vidste jeg godt at jeg ville komme ind til Haifa, moedes med min CS vaert, og sikkert nyde byen. Hvilket fik mig til at foeles endnu vaerre.
(To be continued...)
- comments