Profile
Blog
Photos
Videos
(Her kommer saa anden del, som burde vaere en minimal smule mere oploeftende. Havde planlagt at ligge den ind i gaar, men havde udfordret mig selv til at cykle rundt om Galilaeas Soe - den som Jesus gik paa - hvilket er 55 km. Saa gik omkuld med en boette Nutella og fjernsyn da jeg kom tilbage. Anyways, her kommer resten, laeses paa eget ansvar, gerne med Nutella.)
Man kan maerke, at paa vestbredden forsoeger de at holde hovedet hoejt, og opfatte deres lille stykke af omraadet som deres eget territorium, deres egen stat, selvom israelerne ofte patruljerere, anholder ol. Saa naar man bevaeger sig vaek fra vestbredden, og spoerger om vej til Checkpoints, bliver man spurgt om hvorfor? Why leave this country? Why go to Israel - 'what are you looking for there? Are you on their side?', skinner klart i gennem deres tonefald. Saa beslutttede mig for ikke at rejse frem og tilbage, baade paa grund af skyld foelelsen, og pga. de mange checkpoints man saa skal igennem. Jerusalem og Palaestina maa vente til sidst.
Men har nydt mine dage i Haifa, som jeg havde regnet med. Min vaert er rigtig flink, og der var film og musik festival i Haifa, saa vi saa 3 gratis live koncerter, og en gammel Chaplin film paa storskaerm. Da han insisterede paa at vise mig den anden side af Israel, blaffede vi til stranden, hvor sandet er bloedt og havet 25 grader. Men politik kommer ind en gang i mellem. Den anden nat jeg var her diskuterede vi indtil kl. 4 om natten, hvor vi endte paa en nogenlunde fredelig note og gik hver til sit. Den foerste aften jeg var her, lyttede jeg bare til kommentare om at alle er imod israel fordi det hele er "taken out of proportions". Forsoegte at vaere meget large, og ikke paapege en del andre ting der var ude af proportioner. Men saa kom diskussionen.
Vil sige at han nok er en af de mere aabensindede - hvilket ofte er tilfaeldet med CS vaerter - og at han maegtig gerne ville have fred og kunne lide alle. Men dybt nede i hans grundvold kan han ikke komme ud over en foragt for arabere, og en paranoi og en frygt, saa faar ham til at mene at den eneste rigtige maade at faa Iran til ikke at producerer atom vaaben, er ved at bombe deres kraftvaerk. Han mente at stabile lande som f.eks. Frankrig godt maatte have atom vaaben, men ikke ustabile som Iran. Personligt, kan jeg ikke finde et mere uegnet land, til at have atom vaaben, end Israel: Hoej frygt for alt og alle omkring dem, og deres skyd foerst mentalitet, burde diskvalificerer dem i saadan en grad at det faar all snak om Irans mulige atom vaaben til at virke latterlig. Naar man gaar gennem israels gader er der mange soldater - utroligt mange soldater - paa vej hjem, paa vej paa arbejde. Der er vaernepligt for alle i 3 aar. Mange soldater, som er paa vej hjem, har deres maskingevaer med sig. Hvis nu der sker noget, og de alligevel ved hvordan man bruger et vaaben, er det saa ikke dumt ikke at udnytte det? var min CS vaerts ganske naturlige svar. Der kunne ikke vaere et mere smertefuldt aabenlyst symbol paa Israels konstante frygt og paranoia, end en stort set konstant bevaebnet befolkning.
"If I have to be honest, and it comes down to wether or not it's Lebanese civilians that die or Israeli civilians that die, I will always chose to protect the israeli civilians." Naar man kommer fra et lille ikke krigshaerget land, er det svaert at saette sig ind i den tankegang. Han indroemmede gerne at den israelske haer gaar for langt, og behandler folk umenneskeligt, men mente samtidig at det er noedvendigt. Proevede flere gange at bryde hans meget faste mening om at det er fair at straffe hele gaza striben for et mindretals forbrydelser, men lige gyldigt hvor meget jeg huggede og stikkede kunne jeg ikke komme igennem.
Mine svar paa det hele var at vold ikke loeser noget, men at begge sider skal se hinanden som mennesker og ikke fjender (og at palaestinenserne skal have en hverdag, med ret til job og skolegang) - han var fuldstaendig enig, men sagde det var umuligt. Haevn begaeret og vreden ligger saa dybt, at selv den klareste taenker ikke kan komme ud over dem. Han er dog utrolig ivrig for at hoere om, og se billeder fra Libanon og Iran, da han som israeler ikke kan rejse dertil. Han spurgte ogsaa om jeg troede at han som Israeler ville blive behandlet daarligt i Jordan, og indroemmede at han generelt er nervoes for at rejse i arabiske lande. Hvis et billede af arafat fra de palaestinensiske flygtninge lejre poppedde op paa skaermen, blev det da ogsaa hurtigt efter fulgt af et "Terrorist!", hvilket jeg ikke kan lade vaere med at kommenterer paa. Mange vil mene at ogsaa Sharon var en terrorist. Der er mange former for terror. Men hans "Do they(palaestinensiske flygtninge) really think they can come back?" ville jeg ikke kunne svare paa uden at bryde husfreden.
Men israelerne har kun vaeret flinke, og det er rigtigt nemt at blaffe. Kan stadig ikke vende mig til at bilerne stopper naar jeg vil krydse gaden - sker ikke paa samme maade i f.eks. Damascus - de saetter farten ned, men stopper kun hvis der alligevel er taet trafik. Men kan dog ikke slippe den lille nagende foelelse af at jeg nyder alt hvad Israel har- rent postevand og havregryn - paa ryggen af palaestinenserne. Det er nemt at se se hvordan de kan gaa helt i glemmebogen, hvis man laenge nok har fundet sig til rette i Israel, da det eneste man hoerer om palaestinenserne er naar Abbaas goer noget, eller hvis nogen bomber.
Haifa er en blandet by - derer baade joeder, og kristne og muslimske arabere, bahai (for det meste iranere Bahai er forbudt i Iran) og russere. Nord paa i Akko, var der ogsaa en del israelske arabere- nogen lunde lige fordelt mellem kristne og muslimer. Har paa fornemmelsen at jeg evt. kan faa lidt mere negativ opmaerksomhed pga. min, nu meget, brune farve i mindre blandede byer, og ikke mindst Jerusalem.
Min midlertidige vaert i Akko hed Sami og var kystvagten i Akko. Han er noget saa sjaeldent - som han selv sagde - som en muslimsk palaestinenser, der elsker Israel. Han har israelske flag, og billeder af de meget troende joeder med de lange kroeller - som han mente var de mest venlige og milde vaesner paa jorden. En af hans broedre havde konverteret til joededommen, mens resten var muslimer - endnu mere sjaeldent. Han lagde meget staerkt ud med at han ikke kunne fordrage arabere og muslimer, men bloede det op med at selvfoelgelig hadede han ikke alle muslimer og arabere (han er selv begge dele), og at han selvfoelgelig heller ikke syntes at israelerne var engle. Han sagde mange gange at de(israelerne) opfoerte sig som Nazister naar de angreb - men han beundrede hvordan de 'tog sig af deres eget folk'. Det som gjorde ham mest vred, var tydeligvis at palaestinenserne blev ved med at slaas internt: "Islam is so beautiful, but most muslims don't go by Islam." Den gamle dame som jeg moedte i Nablus, delte denne mening - naesten ordret endda. Han er nok det taetteste jeg er kommet paa en som ser konflikten fra begge sider.
Han havde foer kaempet (via diplomatiets vej) for en palaestinensisk stat; for sit folk, men var tydeligvis blev et skuffet over sit eget folk gang paa gang. F.eks. da Arafat doede og efterlod en kaempe sum penge til sin kone (som nu bor i Paris), mens hans folk sultede. Eller naar selvstyret faar penge fra EU, uden at folket ser en oere; "Where is the money?!" Han var traet af at 'araberne' gjorde det nemt for israelerne at angribe, han mente at gang paa gang var det palaestinenserne som gav undskyldninger til Israel (laes: de raketter som sendes ind i Israel fra gaza og vestbredden), men sagde ogsaa - "Israel doesn't want peace (fordi fred ville betyde at de skal opgive vestbredden)! They(palaestinenserne) should reach out a hand, and say we want peace, so the Israeli will be forced and embarrassed to sit down at the table!" Som han selv sagde saa er hans holdning sjaelden blandt palaestinensere - "But I tell the truth, am I right?"
Jeg ved ikke om han har ret, men indtil videre er mit syn paa det hele at, den israelske regering er alt for handle kraftig, mens den palaestinensiske er naermest ikke eksisterende. Man kan se (ulovlige) joediske bosaettelse overalt naar man koerer fra Jericho til Nablus, mens at palaestinenserne lever paa naesten ingenting, da der er ingen job at finde, og selv hvis der er, kan man ikke faa det hvis ikke man er i famlie med de rigtige. Men naar Fatah er de eneste som vesten vil lege med, hvad skal palaestinenserne saa goere? Det eneste (politiske) som har forenet alle jeg har snakket med, er en dyb, dyb, dyb forargelse over at Barack Obama har faaet Nobels Freds Pris. I en region, og i et land, hvor saa mange haabede paa at han kunne bringe noget nyt til de endeloese "forhandlinger", er naesten alle blevet skuffede. "We hoped so much when he came, now we see that it was all talk" som jeg fik fortalt i Nablus. Hvis, hvad Obama har udrettet indtil nu gaelder som at bringe fred til mellemoesten, i Nobel Kommiteens Oejne, er det intet under at det staar saa slemt til i mellemoesten.
Skrevet d. 13. oktober 2009
- comments