Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag skulle jeg klippes og mødtes med Marina for at tage til frisøren. Igen var det bare vildt lækkert med 15 min hårvask og massage, dernæst klipning og styling. Efter en times tid var jeg færdig og fik bestilt en tid til når jeg kommer tilbage til Shanghai efter Tokyo.
Senere tog Isabella, Marie, Camilla og jeg til China Art Museum station. Det var her der blev holdt Verdens udstilling Expo 2010. Det var et stort område med den kendte store røde pavillon. Vi gik rundt i den store Mercedes Benz arena og kunne se så langt øjet rakte (inden smoggen overtog). Det er et vildt flot område og i 2010 havde der været 70 mio. mennesker forbi dette område.
Efter at have gået lidt rundt og set på de flotte bygninger, så vi en masse mennesker gå i samme retning og vi besluttede os for at følge efter. Det viste sig så, at vi blev ledt hen på en bryllupsmesse. Endnu en af de store bygninger fra Expo 2010 var nu et messeområde. Bryllupsmessen indeholdte alt, og folk gik rundt med tjeklister for deres bryllup. Der var stande med ringe, planlægning, tøj til bruden, gommen, forældrene osv., fotografer, biler, kager, rejser, boligindretning, ja alt var der simpelthen styr på. Godt jeg ikke skal giftes her!
Til aften tog vi til food court, som ikke ligger så langt fra uni. Der nok 20 forskellige madsteder med priser omkring 20-30 kr. og så spiser man det i et fællesareal. Vildt billigt, hyggeligt og smart, da der virkelig var alt slags mad, både kinesisk og international mad.
Søndag skulle vi på marked da Jerry havde fortalt os, at Qipu (Cheap) Street var stedet for billige sager. Vi tog derhen og slog ret hurtigt fast, at det var et kæmpe marked i fem etager, men det var kinesiske kopivarer, så der var ikke meget for os at komme efter. Meget af det var simpelthen så vildt usmageligt og grimt. Vi tog derfor videre til Shanghai Science & Technology museum station til et andet marked. Her handlede vi løs og fik mange gode sager med. Jeg købte bl.a. en The North Face taske (80 kr.), som jeg regner med skal med på min tur til Japan, så jeg ikke slæber hele min kuffert derover for en uge.
Efter en masse handlen frem og tilbage, noget bedre end andet, tog vi til tøjmarkedet, hvor vi skulle hente tøj. Jeg fik endelig mit sæt og jeg er ret godt tilfreds med det. Det er i hvert fald flot syet og meget elegant. Jeg bestilte ligeledes et sæt til Stine, et par shorts og en trøje, så det skal jeg ned og hente næste søndag.
Om aftenen skulle vi på en italiensk restaurant med alle fra Teko, da Bogdan havde fødselsdag og det skulle fejres. Vi kom lidt før tid, så vi satte os godt tilrette med udsigt over floden med kig til The Bund og bestilte en flaske vin. De andre kom og vi fik noget lækkert mad og hyggede os.
Mandag er gået med projekt og jeg er for alvor kommet i gang med at tegne. Det tager bare så lang tid, så jeg håber vi når det. Til aften tog vi i Carrefour og handlede lidt ind og smuttede forbi Baker & Spice og købte et rugbrød, så stod den elleres på rugbrød og makrel.
- comments