Nu kan jeg nok ikke komme udenom det laengere... Jeg tog jo egentlig til Bolivia for at lave frivilligt arbejde! Jeg ved at I indtil nu har hoert om ferie og afslapning, men jeg arbejder faktisk naesten hver dag.

(mit hus)

Min hverdag ser nogenlunde saadan herud:
Dagen starter med morgenmad, som bestaar af noget toert, hvidt broed (jeg saaaaaavner rugbroed!!!!) med ost, et glas juice og et stykke frugt.
De fleste morgener har jeg 1-3 timers spansk undervisning. Min laerer er rigtig soed, men hun taler rigtig daarligt engelsk, hvilket goer noget af det lidt kompliceret. Men jeg synes nu jeg har meget godt fat i den simple del af grammatikken, har bare intet ordforraad - men det kommer jo nok.

Ved 12-tiden tager jeg tilbage mod lejligheden, hvor familien samles til frokost. Vi faar naesten altid suppe til forret, og saa noget koed eller kylling OG aeg, med ris OG kartoffeler (godt med kulhydrater) paa gode dage faar vi dog ogsaa lidt groentsager til. Maden er fin, men den er ikke fyldt med kryderier, urter, eller andet smag.

Efter frokost er der siesta, som jeg (til den store overraskelse) er kaempe fan af! :)
Derefter staar den saa paa arbejde. Jeg arbejder i en fodboldklub ved navn Real Cochabamba. Min arbejdsdag er tirsdag-fredag kl. 15-18.30 + nogle loerdagskampe.
Den foerste time traener vi (Guillermo, som er en boliviansk traener, og jeg) "op til 13 aar". Der var en enkel pige paa holdet, men jeg har ikke set hende i lang tid, saa nu er det kun drenge. Deres niveau er ok, men man kan tydeligt maerke at de bliver traenet som solister, og ikke saa meget som hold. F.eks. starter hver traening med 15min jongelering - hvilket jeg ikke helt kan se meningen i.
Naeste time er det 9-11 aar, og de er rigtig soede. De er dog en kaempe gruppe paa naesten 30 boern, saa det kan vaere en anelse svaert at traenge igennem stoejen paa mit daarlige spansk. Nogle af dem er meget fokuserede og dygtige, og andre er det vist mest bare for at vaere der.
Den sidste halvanden time traener vi Team Independent, som er fra 15 til 20 aar. De synes det er lidt maerkeligt at jeg er der, og jeg er da ogsaa blevet inviteret paa dates osv. men det forsoeger jeg bare at ignorere. Naar det saa er mig der staar for oevelserne og irettesaetter dem, bliver de lidt overraskede over hvor haard jeg kan vaere.

Real Cochabamba er en klub for nogle af de fattige boern, men naar de har fodboldtoej paa ligner alle hinanden, og jeg har ingen idé om hvordan deres hverdag ellers ser ud.
Alt i alt er mit arbejde sjovt, men haardt, men jeg aendrer ikke ligefrem deres haarde skaebne ved at vaere der, og de kan sagtens klare sig uden mig.
Derfor overvejer jeg nu at begynde paa et andet projekt ved siden af, for jeg traener alligevel kun om eftermiddagen, og har altid mandagen fri.
I eftermiddag skal jeg maaske ud og se et boernehjem for boern med saerlige behov, og de har brug for alt hjaelp de kan faa. To af mine veninder hernede arbejder derude, og de siger at boernene ikke kan noget som helst, og der er kun ansat seks personer, tre om formiddagen og tre om eftermiddagen, til 40-50 boern. Jeg tror derfor at jeg begynder at vaere der et par gange om ugen, saa maa vi se hvor haardt det bliver.

Efter fodboldtraeningen tager jeg hjem til aftenkaffe (aftensmad er ikke eksisterende i min familie) saa jeg spiser somregel lidt broed med ost og frisk tomat og drikker kaffe med familien.
2-4 hverdage om ugen er der saa et eller andet arrangement med de andre frivillige, vi tager for det meste ud og spiser, efterfulgt af en kaffe, is, oel eller cocktail. (tingene koster jo ingenting her, saa jeg har faktisk raad til cocktails) Nogle gange arrangerer Projects Abroad en fodbold/volley/bowling-kamp eller et andet slags soccialt event, men de fleste dage aftaler vi bare selv at moedes paa en restaurant, i biografen eller andet.

Saadan ser min hverdag altsaa ud.
Familien jeg bor os er rigtig soede, men ogsaa meget rige. Bedstemoren, som er min host-mor, er glad for hendes penge, og praler gerne af vores swimmingpool eller housekeeper over for mine veninder. - Det har jeg lidt svaert ved at vaenne mig til.
Hendes barnebarn som er 24 aar, er heldigvis meget mere afslappet og taknemmelig for hvad hun har, paa en ikke-pralende maade. Marife (Maria Fernando) som hun hedder, taler flydende engelsk, og har en meget vestlig mentalitet.
Det er i det hele taget gaaet op for mig, at familien jeg bor os er usaedvanligt moderne og lever meget vestligt. Hvilket selvfoelgelig har gjort kulturchokket vaesenligt mindre for mit vedkommende.

(Marife paa hendes 24 aars foedselsdag og jeg.)

De sidste tre weekender har jeg brugt paa at udforske Cochabamba, som er en skoen by. Jeg har f.eks. besoegt Botanisk Have, El Christo (enorm statue af Jesus som altid vogter os), biograffen, vaeret paa hiking i bjergene med picnic og senest igaar lejet en robaad i en skoen soe udenfor byen, og spist friskfanget fisk paa en restaruant ved siden af.
Vejret har sjovt nok vaeret fantastisk hver loerdag-soendag, saa jeg har ogsaa brugt lidt tid med en god bog i en park, eller ved vores pool.