Jeg har ikke skrevet i en hel maaned, saa det er rigtig meget at fortaelle, og jeg aner ikke hvor jeg skal starte!

Sidst fortalte jeg om, at jeg maaske skulle starte paa et boernehjem ved siden af mit fodboldjob, og det er jeg kommet i gang med.
Jeg tager ud til Centro Maria Christina, som er et hjem for boern og voksne med mentale handikap to morgener om ugen.
Beboerne har alle slags diagnoser, fra asperger til down-syndrom, de bliver alle medicineret ret kraftigt, og behandlet fuldstaendig ens, selvom deres behov raekker meget vidt!
De foerste par dage groede der sig et falsk smil fast paa mine laeber, for det er simpelthen saa haardt at se paa. De lever under forfaerdelige vilkaar, og bliver naermest ikke beskaeftiget.
Men med tiden bliver man immun, og nu proever jeg bare at faa det bedste ud af det, og give dem saa meget opmaerksomhed og kaerlighed som overhovedet muligt.
Jeg er der hver onsdag og fredag morgen. Jeg moeder naar de spiser morgenmad, hvilket altid er meget kaotisk. Nogle graeder, nogle skriger, de slaas (for sjov?) og der er en pige som ofte faar bundet sine haender sammen bagpaa ryggen fordi hun slaar andre. (da jeg saa det foerste gang, var jeg lige paa randen til at knaekke sammen!) Men det er umuligt at proeve at aendre deres rutiner - isaer naar mit spanske stadig er ret begraenset.
Naa, men efter morgenmaden kommer der saa en bus og henter de cirka 20 mest raske beboere, og vi koerer saa ud til et sportscenter. Naar man kommer ind i bussen aendrer stemningen sig fuldstaendigt! Der bliver sat musik paa, og folk synger og danser som om de var de lykkeligeste i hele verden - fantastisk syn! Efter en halv times koeretur naar vi frem til sportscenteret, hvor vi bliver moedt af to instruktoerer, som er saerligt uddannede til at dyrke sport med mentalt handikappede. Vi deler os op i to grupper, en som laver uddendoers aktiviteter med loeb og bolde, og en anden som gaar indendoers og laver dans, rytmik og gymnastik. Efter en lille time bytter vi saa hold, saa alle faar proevet det hele.
De to instruktoerer er enormt professionelle og kreative.
Saa ja, det lyder ret positivt det hele. Problemet er bare, at det altid er de samme tyve beboere som deltager, mens de resterende fyrre, ligger derhjemme og laver ingenting.

Naa, udover arbejde saa kommer jeg jo lidt omkring i mine weekender, naar det altsaa er muligt.
For en maaned siden besluttede Marianne (min norske veninde) og jeg, os for at tage en tur til Villa Tunari - som er en lille by 3 timer herfra, som ligger i tropisk klima.
Problemet er bare, at hvis der er noget man utilfreds med her i Bolivia, saa laver man da bare en vejblokade. Saa i perioder kan de store hovedveje (f.eks. mellem La Paz og Cochabamba, eller Cochabamba og Santa Cruz) vaere blokerede i op til en uge af gangen. Det saetter alting i staa, og en masse mennesker mister deres job fordi de ikke kan moede op. (jeg synes ikke det er en fantastisk idè)
Men det er altsaa saadan det er, og vi blev i hoej grad konfronteret med det, da vi forsoegte at tage til Villa Tunari.
Busserne koerte ikke, men der var nogle private jeeps som tilboed at koere os i stedet, og de mindre biler er nogle gange i stand til at koere udenom blokaden, saa vi takkede ja.
Efter fire timer, med et punkteret daek osv, proppet i en lille jeep med en masse bolivianere, naaede vi frem til blokaden.
Vi havde satset paa at den kun var max en km. lang, og at vi maaske kunne gaa i gennem, og finde en taxa paa den anden side eller lignende, saa vi hoppede ud af bilen.
Laengere henne af vejen saa vi nogle andre backpackere. De var danskere, og fortalte os at de lige have gaaet i 4 timer fra Villa Tunari, for nu at finde en random jeep der kunne koere dem til Cocha. De sagde at vi IKKE skulle forsoege os pa samme maade, men skulle se at komme vaek hurtigst muligt.
Vi gik derfor i gang med at lede efter et lift hjem igen, hvilket virkede naermest umuligt. Der stod masser af familier og ventede, og folk var saa desperate at de bare sprang ombord hver gang en ny bil ankom. Vi havde 3 timer til det blev moerkt, og vi var godt klar over at det ikke var smart at staa to hvide, unge piger midt paa en landevej efter solnedgang. Vi maatte altsaa bruge vores eneste fordel, selvom det foeltes ret modbydeligt - penge. Saa naeste gang en jeep passerede, overboed vi indtil han godtog det. Det blev vores redning!

Weekenden efter lykkedes det os faktisk at komme til Villa Tunari paa normalvis, og vi havde en fantastisk weekend med Zip-lining, rapelling, riverrafting og laekker frisk grillet ferskvandsfisk.

Efterfoelgende maatte jeg sige farvel til to af mine naermeste veninder her i Cochabamba, hvilket jeg bestemt ikke syntes godt om. Men det er jo en del af det, og der er tilgengaeld ankommet en masse nye soede frivillige. (det er bare ikke helt det samme)

La Paz ventede paa os forrige weekend, og det var ikke saa meget for byens skyld, men fordi vi skulle opleve The Worlds Most Dangerous Road paa mountainbikes.
Det er en tur som starter i 4700 meters hoejde, og ender nede i junglen (1180m) efter 5 timers cykeltur downhill. Det er fantastisk at opleve saa mange forskellige klimaer paa sin egen krop, paa kun 5 timer, og saa er det et uafbrudt adrenalinkick.
Og vi overlevede ;) hvilket jo ogsaa var et plus!

Efter en weekend i La Paz, stod paasken pludselig for doeren. Da vi havde et par dage fri i traek, besluttede Synnoeve (norsk veninde) og jeg, at vi ville smutte en tur til Chile!
To andre frivillige hoppede med paa vognen, hollandske Cobi og britiske Heather, saa vi drog fire afsted paa en 12-14 timers lang bustur til kyst byen Arica.
Vi ankom torsdag sen aften og fandt vores hostel "Arica Surf House" som var enormt centralt og saa hyggeligt!
Derefter brugte vi weekenden paa at slappe af paa stranden, bade, to timers surfing-undervisning, blive dejlig brune osv.
Der var koekken paa vores hostel, saa vi lavede selv mad (hvilket jeg slet ikke vidste hvor meget jeg har savnet) - dejligt krydret mad med masser af groentsager! (faar det faar vi ikke i Bolivia.....)
Vi brugte meget tid sammen med to svenske fyrer som ogsaa boede der, og det var saadan en lettelse at bruge lidt tid sammen med hankoensvaesener.
I gruppen af frivillige er vi cirka 70-80% piger, og i kender mig jo, jeg er ikke ligefrem vant til at vaere konstant omringet af en masse toeser, saa det kan vaere lidt haardt! Men der er heldigvis nogle rigtig soede piger i blandt, saa jeg brokker mig ikke - jeg savner bare mine drenge derhjemme :)

Nu er jeg igen hjemme fra Chile, og jeg har indset at jeg kun har to arbejdsuger tilbage i Cochabamba, hvilket er SAA soergeligt :(
Mit spanske er endelig paa et niveau hvor jeg kan have meget smaa, ukomplicerede samtaler med Bolivianere, og derfor har jeg nu taenkt mig at bruge alt min tid i de sidste par uger, paa at laere de lokale at kende. Jeg traener jo et hold paa 15-23 aar, saa jeg er begyndt at bruge en del tid med de aeldste af dem :)

Nu har jeg vidst for laengst mistet de fleste af jer, saa jeg vil stoppe med at skrive nu. Jeg proever at faa lavet en sidste opdatering fra Bolivia foer jeg tager til Brasilien d. 4/5 :)
Haaber I alle har det godt derhjemme, bliv endelig ved med at kommenterer og give mig opdateringer paa jeres hverdag - jeg nyder at laese det :)
Mange knus

Ps, der kommer billeder senere!