Profile
Blog
Photos
Videos
Da vi boede ved Peter i The Blue Mountains skete der det forfærdelige, at vi kom til at slå et firben ihjel. Rebecca og jeg havde det simple job at vaske op efter aftensmaden, men vi udsatte arbejdet til næste morgen efter morgenmad, hvor vi vaskede alt undtagen en gryde med indtørret pasta i bunden, som vi valgte at lade stå i blød indtil vi kom hjem igen senere. Da vi så kom hjem, fik vi noget af en grum overraskelse, da jeg ville vaske gryden op. Et sødt, lille, grønt firben lå i bunden af vasken. Han havde druknet i vores klamme opvaske-vand.
Vi holdte en ceremoni i haven, hvor vi begravede den lille fyr, som vi døbte Bruce, under et stort træ (her havde han dog ikke fred længe, da myrene var meget interesserede i ham). Her var vi desuden også vidner til Bruce's sidste åndedrag. Peter sagde et par ord og vi afsluttede ceremonien med en god omgang aftensmad og en kold øl.
Siden sidste blog indlæg har jeg forladt Hervey Bay og befinder mig nu i Bargara, en lille by 14 km øst for Bundaberg, 1½ timers kørsel nord fra Hervey Bay.
Vores hostel i Hervey Bay
De sidste par dage i Hervey Bay brugte vi som nævnt i tidligere indlæg på at låne cykler og på en heldagstur til Fraser Island.
Tirsdag lejede vi cykler for 15 dollars hver for en hel dag. Vi cyklede og cyklede og cyklede, i håb om at nå ind til Hervey Bay centrum. Centrum så vi aldrig noget til, men vi cyklede en god, lang tur langs kysten og fik brugt lidt for mange penge på unødvendige ting. Hver gang jeg køber noget jeg ikke burde siger jeg til mig selv, at vi skal til Bundaberg og bo på et beach resort, hvor vi får mad og en seng til gengæld for 4½ timers arbejde. Altså ingen udgifter, så de penge jeg ellers ville have brugt på hostels og mad kan jeg godt bruge på slik og tøj. Ja, helt tabt bag en vogn er jeg ikke.
Vi cyklede til Botanic Gardens, hvor vi blev nødt til at tage hen på info-kontoret efter Rebecca var blevet bidt af et insekt. Hvilket insekt vidste hun ikke, så vi blev begge ret urolige og ville have nogle lokale til at kigge på det. Det var åbenbart ikke slemt, så vi fik nogle isterninger og lidt tea tree creme til at putte på og det blev hurtigt meget bedre.
Vi kom forbi en lille "sell, trade and buy" bookshop som vi brugte lang tid i. Der var SÅ mange bøger. Jeg købte dog ingen bog, da jeg stadig er igang med 127 Timer. Jeg fortryder at jeg ikke tog min A Game of Thrones bog med mig og det er næsten umuligt at opsnuse en brugt en af dem.
Vi blev hentet ved vores hostel kl 7.30 af Hans (tysker, som nu bor i Australien) fra Unique Fraser. Vi bestilte vores tur til Fraser igennem hostellet, som havde flere forskellige tilbud, én dagsture, 2- og 3-dagesture, hvor man fik alt inkluderet i prisen (mad, overnatning osv) men eftersom vores budget ikke rigtig er stort nok til at betale 4-500 dollars "bare" på en tur til en sandø, valgte vi at tage en heldagstur i stedet. Vi valgte dog at tage den dyreste heldagstur, da vi ikke havde lyst til at køre rundt på øen i en stor, svedig bus med 40 andre passagere. Så vi betalte lidt ekstra og vi kørte rundt i 12 timer i en stor 4-hjulstrækker sammen med 5 andre; et irsk par, et tysk par, Hans og en lokal fyr, hvis navn jeg har glemt.
Færgen til Fraser Island
For at komme til Fraser Island skal man med en færge, en tur der tager omkring 30 minutter. På færgen var der en kat, som bare chillede og nød alt opmærksomheden. Alle børnene (og mig og Rebecca) var meget elektriske over katten - især fordi vi begge ikke har kælet med en kat siden vi tog hjemmefra. Da vi ankom til Fraser Island kørte vi igennem regnskoven til østkysten. Her kørte vi på stranden, som forresten er en registreret motorvej, så man skal passe godt på, når man krydser stranden for at komme til vandet, for 4-hjulstrækkerne kører hurtigt! Det prøvede vi også - Hans kørte 100 km/t på et tidspunkt, imens jeg sad på forsædet. Nogle ville måske være lidt utilpasse ved det, men jeg syntes det var vildt fedt at prøve. Fraser Island er et paradis. Strandene er helt hvide, vandet er klart og lyseblåt og når man kører igennem regnskoven er det som om man er i Jurassic Park (uden alle dinosaurene). Udover at cruise på måske verdens eneste sand-motorvej stoppede vi og så bl.a. skibsvraget Maheno, som har lagt på stranden på øen siden 1940. Skibet var en ocean liner, som sejlede mellem New Zealand, og blev desuden også brugt som hospitalskib i første verdenskrig. Udover Maheno havde vi stop ved the Champagne Pools, Indian Head, Eli Creek og Lake McKenzie. Champagne Pools er fuldstændig klare pools af saltvand fra havet. De er omringet af store sten, som holder de ellers meget voldsomme bølger ude. Udover navnet Champagne Pools bliver de også kaldt et mini akvarium, da når bølger vælter ind over stenene er der ofte små fisk med, som ikke kan komme ud i havet igen. Så hvis man er heldig kan man se små, farverige fisk svømme rundt omkring en.
Maheno
Det tog lidt tid for mig at komme i vandet eftersom vi havde siddet i en bil med meget kold air-condition og jeg havde derfor ikke den største trang til at hoppe i vandet. Men jeg gjorde det, og det var dejligt. Lige indtil jeg trådte på en meget skarp sten. På det tidspunkt gjorde det ikke specielt ondt, men det blev værre og værre de næste par dage. Mere om det senere..
Indian Head er det mest østlige punkt på øen og har den flotteste udsigt. Når man står på toppen af bjerget, er det som om man er i et postkort. De der postkort man ser i butikkerne og tænker "Det var slet ikke så flot i virkeligheden". Men det var det virkelig her. Det var virkelig, virkelig flot. Hans, vores guide, fortalte, at stedet har fået navnet Indian Head af Captain Cook, der passerede stedet engang i 1700-tallet og så aboriginals. Dengang kaldte man åbenbart alle indfødte for indianere.
Indian Head
Udsigten fra Indian Head
Efter Indian Head kørte vi videre lidt ind på øen for at spise frokost. Hans, Kris (en anden guide - vi var to biler i alt på den her tur) og den lokale dude fra vores truck forberedte burgers. Efter to uger med insant noodles, gulerødder og peanutbutter var det vildt lækkert at få rigtig mad. Og kød. Når jeg bor på hostels spiser jeg næsten aldrig kød. Den eneste grund til det er, at det simpelthen er for dyrt for mig. Udover når vi tager på McDonalds selvfølgelig.
Efter frokost tog vi videre til Eli Creek. En klar, smal, ikke særlig dyb flod der ender i havet. Strømmen i floden er nogle steder så stærk, at man bare kan lade sig flyde ned af floden, hvilket jeg gjorde omkring tre gange. Efter Eli Creek tog vi videre til Lake McKenzie. Sandet og vandet her gør huden SÅ blød. Man kan også polere sine smykker i sandet. Rebecca gjorde det med sin sølv ring, og den blev så meget pænere. Vandet i søen er 100% regnvand. Efter Lake McKenzie tog vi den sidste færge hjem til fastlandet og var hjemme på vores hostel kl 19 om aftenen. Trætte og udmattede efter en lang dag med massere af indtryk varmede vi vores pasta/tomatsovs rester, spiste, pakkede og lagde os til at sove.
Lake McKenzie
Hervey Bay var helt klart et lækkert og meget afslappet sted, og jeg har virkelig nydt vores ophold der. Der var ikke super meget at lave udover at slappe af ved stranden og spise god mad. Vi spiste forresten fish n chips ved stranden til frokost en dag. Det var min anden gang i hele mit liv jeg spiste fish n chips. Første gang var da jeg var i Skotland med skolen i 7. klasse. Anden gang var klart MEGET bedre. Meget mindre eddike. Mere fisk. Mums.
Udover fish n chips har jeg opdaget Nerds og Iced Chocolate. Nerds kender nogle af jer måske, men til jer der ikke gør, er det små, farverige, knasende, sure stykker slik, som vidst er ret populære i USA. Jeg er en sucker for surt slik så sådan en pakke Nerds overlever ikke længe i mine hænder. Iced Chocolate er den bedste opfindelse siden hot chocolate. Her i Australien er der meget varmt (medmindre det regner, hvilket det har gjort meget de sidste par dage - mere om det senere) og jeg kan derfor ikke drikke hot chocolate medmindre jeg går efter at få hedeslag. Jeg opdagede den himmelske drik, der bliver kaldt iced chocolate, da vi var i Katoomba for et par uger siden. Iced chocolate består af chokoladesauce, kold mælk, en spoon vanilieis, toppet af med flødeskum og kakaopulver. M-U-M-S!
Fish N Chips på stranden
Nå, men efter Hervey Bay gik turen til Bundaberg med Greyhound bussen. En bustur der tog 2 timer inkl en halv times pause i en lille, forladt by ved en benzin tank, der tog alt for mange penge for deres chokolade. Men jeg købte en kit-kat alligevel. Hæ.
Efter at have ventet en times tid i McDonalds, kom Pip (fra Beach Resortet som jeg nu bor og arbejder ved), og hentede mig, Rebecca og en amerikansk fyr ved navn Phil.
Vi bor alle tre sammen, sammen med Fannie, en fransk pige, i en "villa" i beach resortet. Villa er måske lidt overdrevet. Hytte passer bedre. Phil, Rebecca og jeg sover oppe på hemsen.
Nu er det tid til at vende tilbage til firbenet, vi desværre druknede i The Blue Mountains.
Da vi skulle til at gå i seng første aften her, bemærkede Rebecca noget, der lignede fuglelort på hendes pude. Lidt grossed-out smølfesparkede hun det væk, vendte puden om og lagde sig til at sove. Aftenen efter var det min tur. Og sådan har det været lige siden vi ankom.
Efter at have snakket lidt om det, endda inddraget damen i receptionen i samtalen om, hvad det dog kunne være, er vi kommet frem til, at et firben har en vane med at skide på vores senge. Vi har indtil videre ikke set skyggen af et firben i vores hytte. Vi har hørt mange mærkelige lyde om aftenen, og jeg er sikker på, at Bruce er kommet tilbage for at få hævn. Så nu må vi leve med at være hjemsøgt at et firben, som skider på vores senge. Hver aften inden vi ligger os til at sove, gennesøger vi vores senge for lorte. Et ritual, jeg ikke vil savne når vi engang tager videre herfra.
Anyway. Som sagt bor jeg sammen med Rebecca, Phil og Fannie. Og vi har det dejligt sammen. Der er godt nok ikke meget at lave her, udover at gå lange ture på stranden, se tv og spise. Og tro mig, de sidste to ting er noget vi gør meget i. For 4½ timers arbejde hver dag får vi morgen- og aftensmad. Frokost skal vi selv sørge for, men det er vel nok også det billigste måltid. Indtil videre har mit arbejde været ret varieret. Jeg har gjort et par villaer rene, gjort rent med en højtryksrenser i området rundt om en af grillene, gjort klar for konference, gjort rent efter konference, arbejdet en del i haven og bare udført en masse små, åndssvage jobs, som de ansatte her ikke selv har lyst til at gøre. F.eks. at lægge t-shirts sammen, klippe skure-svampe i halve og tørre borde og stole ved poolen af. Men hey, så længe jeg får min mad og en seng at sove i er jeg glad.
Beskidte fødder efter
at have gjort rent med
højtryksrenser rundt om
grillen.
Villa number 40
Welcome to my crib
I søndags (d. 7) blev jeg kørt på hospitalet af Anette (ejeren af beach resortet) efter at jeg spurgte ind til hvilken læge jeg skulle tage til. Hun tog et kig på min fod (som jeg knapt nok kunne gå på efter jeg trådte på en sten, da vi var på Fraser Island) og sagde, at hun ville køre mig på hospitalet dagen efter, men at jeg skulle være forberedt på at vente dér i lang tid og betale meget for det.
Søndag fik jeg besked på ikke at arbejde og at Anette ville køre mig på Bundaberg Base Hospital. Efter kun at have ventet 1 time i venteværelset kom jeg ind til en læge, som tog et kig på mine fem (!!) betændte sår. Ét sår (det værste) under min venstre fod, to myggestik på min højre fod, et sår fra en gren og et sår fra en ukendt kilde, begge på højre ben. Han sagde ikke meget, trykkede lidt på mit sår under foden og sagde, at jeg skulle tage antibiotika de næste 7 dage. Fire piller om dagen. Jeg var lidt utryg ved at skulle tage antibiotika, især fordi jeg aldrig har været på antibiotika før (jeg kan i hvert fald ikke huske at jeg har) og ikke kender til eventuelle bivirkninger. Men jeg var ret desperat for at komme af med smerterne i min fod og for at kunne komme til at gå normalt igen og ikke overbelaste mit andet ben. Da lægen gav mig de to æsker med piller i, var min første tanke at det ville komme til at blive meget dyrt. Men til min behagelige overraskelse fortalte manden i receptionen (...hedder det det, når det er på hospitalet?) at det var gratis for mig at komme til lægen, fordi de åbenbart har en aftale med Danmark og Holland. Jeg fik heller ikke besked på at betale for medicinen, så alle mine bekymringer om at skulle betale flere hundrede dollars på et lægebesøg forsvandt lige så hurtigt som de kom. Dog skulle jeg lige betale 45 bucks på en taxi hjem til beach resortet. Men det er ret overkommeligt, da jeg havde regnet med at skulle af med det dobbelte bare for medicinen og lægebesøget. Nu er der gået fire dage siden jeg var til lægen og min fod har det meget, meget bedre. Mine sår heler også unaturligt hurtigt. Eller måske er det meget naturligt og jeg er bare vant til, at de er der. Men jeg er glad for at mareridet er ovre nu, og at jeg endelig kan gå ordentligt og ikke bekymre mig om at mine fødder bliver for beskidte.
Som sagt laver vi ikke så meget udover at arbejde, spise, se tv og sove. Grunden hertil er, at vi bor 30 minutters gåtur/15 minutters cykeltur fra Bargara, som ikke engang er en særlig spændende eller stor by. Vi bor 14 km fra Bundaberg, men hvis vi vil dertil, skal vi betale for en bus. Vi har fri adgang til pool, sauna og tennisbaner, men det er ikke specielt sjovt at spille tennis eller svømme i regnvejr. Og det regner meget for tiden. De sidste tre dage har der været vildt kraftige byger flere gange om dagen, så vejret er ikke til at stole på.
Vi har dog aftalt, at vi vil til Bundaberg og på en rom-tur. Bundaberg er kendt for sin rom, og vi har fundet en ret overkommelig pris på $25, der giver en tour og få smagsprøver på rommen.
I dag, torsdag d. 11., holdte Rebecca og jeg vores anden begravelse i Australien. Phil fandt i dag da han arbejdede i haven en flot, farverig fugl, som vi nu har døbt Pippy, der desværre var afgået ved døden. Da vi begge havde fået fri, gravede Rebecca og jeg en lille grav med to spiseskeer i haven og begravede Pippy. Vi fandt blomster og Rebecca lavede et kors ud af to kviste.
Egentlig havde vi aftalt, at vi ville blive her på Kelly's Beach Resort i en måned for at spare en masse penge, hvis de ansatte og ejerene var okay med det. Nu har vi været her en uge og vi har ombestemt os. Der er virkelig ingenting at lave udover at slappe af, hvilket også er helt fint, men når man bor det samme sted i en længere periode har man brug for at komme lidt ud og opleve noget andet. Så vi bliver her kun endnu en uge, og så tager vi videre til 1770. 1770 bliver det sidste stop på vores tur op til Cairns med mulighed for at surfe. Så det er i hvert fald én ting, vi ved vi skal lave dér. Vi har ikke faste planer efter 1770, udover at vi skal være i Townsville i starten af maj. Vi har lige købt billetter til en festival, Groovin the Moo, der bliver holdt i Townsville d. 5. maj, og d. 7. maj tager vi til Magnetic Island, hvor vi skal bo og arbejde ved Ray, endnu en vi har fundet på helpx.com. Jeg har hørt meget godt om Magnetic Island, så jeg glæder mig til at se øen. Groovin the Moo bliver også godt. Line-up'en er ret god, jeg glæder mig især til at se The Kooks, The Temper Trap, Last Dinosaurs, Tegan & Sara og Boy & Bear.
Det var endnu et langt indlæg. Jeg vil prøve at skrive oftere og dermed gøre det hurtigere for jer og mig selv at komme igennem.
Forresten, jeg så en dingo på Fraser Island. På billederne ser de mega nuttede ud og man får lyst til at kæle dem. Men i virkeligheden er de rad-magre og ikke så nuttede alligevel. Men hey, jeg så en dingo. Nu kan jeg sætte kryds ved det, i min imaginære Australien tjekliste. Jeg har stadig ikke set kænguruer eller koala bjørne, hvilket jeg virkelig gerne snart vil. Jeg har ikke set krokodiller eller slanger endnu, hvilket jeg er vildt glad for (og så alligevel ikke, for det kunne være ret fedt at se en kæmpe krokodille... på afstand).
Possum i Hervey Bay
Kæmpe frø i Bargara (overalt!)
Jeg håber alt går godt derhjemme. Efter mødet med katten på færgen til Fraser Island er jeg begyndt at savne mine to tykke katte og dumme hund derhjemme endnu mere. Og selvfølgelig mine forældre og to storebrødre. Og alle jer andre. Alle sammen. Jeg savner jer. Jeg glæder mig til at vi ses. Jeg glæder mig til, at Julie kommer til Sydney i maj måned. Jeg glæder mig til, at jeg er tilbage i Sydney igen i juni måned. Jeg er glad. Og halvvejs rask. Det går den rette vej.
(Af en eller anden grund vil Kilroy ikke lade mig uploade billeder til bloggen, så hvis I vil se billeder, må I gøre det på facebook)
- comments