Profile
Blog
Photos
Videos
Nu har jeg opholdt mig i Australien i lidt over tre uger og tænkte, at det måske var på tide med en opdatering til jer derhjemme.
Indtil videre har vi (til dem af jer, der ikke ved det, rejser jeg rundt med en hollandsk pige, der hedder Rebecca) været i Sydney, The Blue Mountains, Surfers Paradise og lige nu er vi i Hervey Bay. På onsdag tager vi på en dagtur til Fraser Island, og torsdag tager vi videre til Bundaberg, hvor vi har fået arbejde på et beach resort i minimum 2 uger. Vi har i alt én uge at komme fra the Blue Mountains til Bundaberg, da vores ophold på det beach resort, vi har fået arbejde på, starter d. 4. april, så de sidste par dage har været lidt hektiske.
Vi var i Sydney i 10 dage i alt (Rebecca et par uger inden da, da hun boede ved nogle venner inden jeg ankom). Rebecca og tre af hendes venner hentede mig i Sydney lufthavn kl 23.30 onsdag aften efter en rejse på næsten 22 timer (6 timer fra KBH til Dubai, hvor jeg havde en 1½ timers layover og til sidst næsten 14 timer fra Dubai til Sydney). Flyveturene var ikke slemme - der var massere af film og serier at vælge imellem, og jeg fik set Life of Pi, Wreck It Ralph og den sidste film i Twilight sagaen (judge me...)
De første to nætter tilbragte jeg på Wake Up! i central Sydney. Wake Up! er det hostel de fleste backpackers tager til de første par dage for at blive vant til byen, så det er dermed et af de største og mest kendte hostels i Sydney. Det er også et meget behageligt, stort og rent hostel, så det var rart lige at have et par dage dér, inden det egentlige backpacker-eventyr begynder.
Dagene brugte vi på at hente mit australske hævekort og sim kort. Ellers fik jeg set Opera huset, Harbour Bridge, Royal Botanic Garden og en masse af byen. Første dag gik vi meget, hvilket resulterede i, at jeg fik mine første vabler (som senere hen blev til en forbandelse - de er først NU TRE UGER SENERE (!!!) helet og jeg kan gå i sko uden at det føles som om min lilletå er ved at falde af). Derudover blev jeg solbrændt på den første dag, men hey, den havde jeg nærmest set komme (især fordi jeg ikke havde smurt mig med solcreme - hæhæ).
Efter to nætter i Wake Up! tog vi til vores næste hostel, Brado's Backpackers i Kings Cross. Kings Cross, også kaldet Sydney's red-light district, er den "skumle" del af Sydney, hvor sandsynligheden for at se junkier, prostituerede og brede dørmænd, der fisker efter kunder til diverse stripklubber på gaden er ret stor. Men for kun $20 per nat var vi villige til at bo i den her del af byen, og vi endte da også med at blive helt glade for stedet.
Anyway, efter at have ventet 1½ timer på at få tjekket ind kom vi endelig op på vores værelse, som vi delte med 10 andre. Vi boede på Brado's i en uge og mange af dem, vi delte værelse med, boede der fast, så vi lærte hurtigt hinanden at kende. Brado's det er helt klart det bedste hostel vi har været på indtil videre. Måske ikke det reneste (vi er nu blevet vant til kakelakker og diverse insekter kravlende på gulvet, på væggene og i vores senge), men alle vi mødte var flinke og vi havde det hyggeligt sammen. Brado's satte virkelig standarten for hostels højt for os, og vi har indtil videre ikke stødt på et hostel med lige så god en atmosfære. Som nye og uerfarende backpackers købte vi rød goon (Google it) første aften, hvilket vi begge endte med at fortryde. For det første smager det af helvedes til (det gør det hvide også, men blandes det med sodavand, er det faktisk ok), for det andet havde vi begge iført os hvide toppe og hvide sko, hvilket ikke er en god idé, når der spilles flip cup (Google it).
Dagene i Sydney brugte vi på at gå rundt i byen, shoppe en smule (Cotton On og Factorie bliver min død - de har ikke H&M her men de to butikker minder meget om H&M, så ja, jeg har måske brugt lidt for meget penge på tøj, end jeg lige havde regnet med, at jeg ville), tage på Bondi Beach og bare slappe af. Vi gik en tur fra Bondi Beach til Coogee beach en dag sammen med to andre fra vores værelse. Det var en virkelig flot tur, da vi gik langs kysten hele vejen, jeg tror det tog omkring 1½-2 timer for os. Derudover tog vi på late-night picnic med udsigt over opera huset og Harbour Bridge en af de sidste aftener vi havde i Sydney.
Efter ca. 10 dage i Sydney vendte vi snuderne mod The Blue Mountains, hvor vi havde vores første HelpX oplevelse. HelpX er en hjemmeside, hvor rejsende kan få en seng at sove i og mad og til gengæld arbejde et par timer hver dag. Vi boede ved Peter, i et hus han selv har bygget og havde indrettet med massere af instrumenter og second hand møbler. Nogle af dagene arbejdede vi i hans forældres store, frodige og fugtige have. Her havde jeg mit første møde med Australiens natur og dyreliv. Nu tænker i sikkert "nej, hvor spændende, hun har set koalabjørne, kænguruer og wombats!", men næ nej, jeg mødte de knapt så interessante små kryp: igler og farverige edderkopper. Og det var ikke bare et par igler i det høje græs, nej, de var OVERALT. Det første råd Jane (Peters danske mor) gav os var altid at have lange bukser på og strømper udenover bukserne. Jo tak - men uhyrene kravlede NED i vores sko og OP af vores bukser. Jeg fandt endda en igle på min mave på et tidspunkt. Men hey, det er jo bare en del af oplevelsen, right?
En af dagene tog vi med Peters far, Rick, op til den lokale park for at hjælpe med den årlige rengøring og vedligeholdelse. Sammen med 10 pensionister, heriblandt to danskere, rengjorde vi hytten og parken. Vi arbejdede i måske én time, så var det tea-time, hvor vi drak te og spiste hot cross buns, hvorefter vi arbejdede i endnu en time, og så skulle vi afprøve den ny-indkøbte grill. Vi brugte måske lige så meget tid på at spise, som vi brugte på at arbejde.
Udover iglerne og de skræmmende røde edderkopper var vores ophold i the Blue Mountains med Peter og hans forældre en kæmpe oplevelse. Peter tog os ud på et par gå ture i bjergene, hvor vi havde den smukkeste udsigt. Søndag havde Rebecca og jeg en fridag og vi tog til Katoomba, nok den mest besøgte by i The Blue Mountains, sammen med to fra vores hostel i Sydney, så The Three Sisters og gik en lang, MEGET hård tur: først en lang tur ned af et bjerg hvorefter vi gik en times tid i skoven, og til sidst måtte vi kæmpe os op af utallige trapper for at komme op til civilisationen i en by ved navn Leura ved siden af Katoomba. Det var meget hårdt, men helt klart en af de mest fantastiske gåture jeg har været på.
Peter tog os på en endnu hårdere gåtur den sidste dag. Vi gik ned til en flod, hvor vi tog en pause og hoppede i vandet. Derefter kravlede (er det overhovedet sådan man beskriver det? på engelsk: we climbed) vi op af bjerget igen, hvilket måske er noget af det hårdeste, og samtidig fedeste, jeg har prøvet. Vi blev i hvert fald trætte, og jeg havde intet problem med at falde i søvn på bussen senere den dag.
Udover myggene, iglerne og edderkopperne var vores ophold i Peters magiske hus, med fantastisk udsigt, betagende solop- og nedgange, lækker mad, en dejlig seng at sove i, varmt vand i bruseren, frisk luft i lungerne og godt selskab helt klart et højdepunkt på min indtil videre ret korte rejse.
Efter 14 timer i bus fra Sydney ankom vi endelig til Surfers Paradise. Det var meningen at vi ville til Byron Bay, men eftersom der var en stor blues festival og vi ikke havde fået booket et hostel i god tid, bliver vi nødt til at vente med at tage til Byron indtil vi på et tidspunkt skal tilbage til Sydney igen.
Surfers Paradise er efter min mening en smule overvuderet. Jo, stranden er lækker, men det er også det. Som min Lonely Planet guide beskriver byen: "some say the surfers prefer other beaches and the paradise is tragically lost, but there is no denying this wild and trashy party zone attracts phenomenal visitor numbers all year around". Byen er intet specielt, fyldt med turister, og jeg fik ikke den Australia-vibe, jeg ellers oplevede i The Blue Mountains og Sydney. Derudover blev vi snydt (måske en overdrivelse - men vi følte i hvert fald ikke vi fik hvad vi havde betalt for eller var blevet lovet) af en ret så charmerende engelsk gut, der stod på gaden og solgte billetter til club crawl. Han lovede os gratis entré til fire clubs, inkl én drink hvert sted, plus mad. Efter 14 timer i bus lød hans tilbud meget fristende og vi betalte ham naivt $40 hver. Da vi så ankom til vores hostel, tilbød de lignende tur til $30 og havde et skilt oppe, hvor der stod, at man IKKE skulle tage imod organisationerne på gadens tilbud, fordi de næsten aldrig holder hvad de lover. Men vi havde betalt, og tog sammen med 2 norske piger fra vores værelse i byen. Vi så aldrig skyggen af den mad, som han havde lovet os, og vi fik kun gratis drinks to af stederne. Skuffede gik vi hjem i seng kl 12 om aftenen (efter en tur på McD, som hjalp lidt på humøret).
Efter 3 dage i Surfers Paradise er vi nu i Hervey Bay. Vi bor på et hyggeligt hostel ved navn Woolshed. Alle hytterne er bygget af træ, der er hængekøjer, palmer og grill i haven, TV og film i fællesarealet og den lækreste stemning. Vi har brugt vores første dag på stranden, i morgen er alle butikkerne lukkede, så vi tager måske endnu en dag på stranden, tirsdag lejer vi to cykler, cykler en tur rundt i byen og onsdag skal vi på en heldags tur til Fraser Island, verdens største sandø.
Torsdag rejser vi videre til Bundaberg, som ligger en to timers bustur nordpå herfra. I Bundaberg skal vi arbejde og bo på et beach resort. Egentligt er vi bare "unpaid staff", og for 4½ timers arbejde hver dag får vi mad, egen villa (godt nok skal vi deles med andre hjælpere) og fri adgang til tennis baner, pool, sauna, cykler og snorkeling gear. Jeg glæder mig!
Nu har jeg efterhånden skrevet meget, og jeg kan næsten ikke overskue at skrive mere, selvom jeg blot har skrevet en brøkdel af det, jeg har oplevet indtil videre.
- comments