Profile
Blog
Photos
Videos
Efter hvad der føltes som en evighed, kom Line endelig til syne blandt de mange blege ansigter i ankomsthallen. Efter en kæmpe krammer og overrækkelsen af minimum et kilo bland-selv slik, satte vi kursen mod Playa del Carmen (hvor jeg fejrede min fødselsdag med Marvin). Her brugte vi et par dage på at drikke drinks og lege turister, inden vi tog videre til Tulum, som kun ligger en times kørsel fra Playa. Selvom Tulum ikke er specielt turistet, skal man på stranden betale for både drinks OG liggestole - medmindre man altså sniger sig ind på et all-inclusive hotel, hvor man får serveret piña coladas i de lækreste liggestole direkte ved havet uden at skulle have pengepungen frem.Udover at drikke gratis cocktails fik vi også besøgt de smukke Maya ruiner, som ligger på en klippe ned til vandet, leget havfruer i nogle store åbne cenotes, samt mødtes med Simone, som jeg boede sammen med i Guadalajara. Efter Tulum gik kursen stik syd, som Bacalar, som ligger tæt ved grænsen til Belize. I Bacalar er der absolut ingenting at lave, så vi tilbragte tre dage med at drikke rom og sejle i kajakker fra vores hostel, som lå lige ud til en stor lagune/sø. Jeg er overbevist om, at vores kajakture har været adskillige film værd; to blondiner der sidder og skælder hinanden ud, mens de forgæves forsøger at ro i takt. Det er altså heller ikke nemt når ens makker ikke gør som der bliver sagt ;-)
D. 15/1 lagde vi Mexico og fastlandet bag os, da vi hoppede på en båd til Caye Caulker. Caye Caulker er en lille bitte ø, tilhørende Belize, som ikke har en eneste bil. Hovedgaden er lavet af sand og det tager højst et par minutter at gå fra den ene side til den anden. Her er om muligt endnu mindre at lave end i Bacalar, så dagene gik med at nyde solen, drikke rumpunch, spise hummer til 75 DKK, samt at gå rundt på bare fødder. Belize er kendt som et af verdens bedste steder til at dykke, men desværre gjorde prisen for 2000 DKK om dagen, at det måtte forblive uden flueben på min bucket liste. Til gengæld var vi på en skøn snorkeltur, hvor vi fik set en frygtelig masse hajer og endnu flere rokker på nært hold. Vi var også så heldige at se en enkelt skildpadde, som svømmede dovent forbi. Den var så tæt på, at Line kunne røre ved skjoldet. Vi havde fem dejlige dage på den lille paradis ø, hvor man virkelig følte sig langt hjemmefra.
Da vi endelig, efter at have brugt en hel dag og 1300 DKK i exit fees, var tilbage i Mexico, blev vi mødt af nyheden om, at der var vejblokader, så alle busruter var nedlagt på ubestemt tid. Ingen køreslap igennem. Det vækkede lidt minder til dengang Christian og jeg var i Bolivia, og vi flere gange blev påvirket af de åndssvage blokader. Men på den anden side er det den eneste måde, hvorpå den svageste del af befolkningen kan blive hørt på.
Efter at have brugt en time på at sidde og surmule på busstationen, gik jeg i problemløsnings-mode. Efter adskillige diskussioner frem og tilbage, fandt vi en chauffør, som indvilligede i at køre hos frem til blokaden, så vi kunne krydse til fods og forhåbentligt finde transport fra den anden side. Beskeden fra de lokale lød på at blokaderne nemt kunne vare en uge, så afsted skulle vi.
Da vi nærmere os blokaden, var den dog blevet så omfattende at den strakte sig over mere end 10km på en eneste hovedvej i hele området. Samtidigt var alle små skovveje og stier blokeret, så med andre ord var der fuldstændigt lukket. Det lykkedes dog for at komme til Bacalar, hvor vi var fem dage forinden. Alt var allerede booket på grund af blokaden, men det lykkedes os at finde et sted vi kunne leje et telt. Der var vi så, strandet midt i absolut ingenting, to mennesker med kæmpe rygsække i et lille bitte et-mands telt, hvor fødderne stak ud, og hvor man skulle beslutte om det tynde vattæppe skulle bruges til madras eller tæppe…
Heldigvis åbnede blokaden op allerede samme aften, så vi skyndte os at tage den første bus mod nord. Vi havde lige et par dage mere i Playa inden vi sluttede af med at tage til Cozumel. På Cozumel fik jeg dykket en sidste gang, hvilket var absolut lige så fantastisk som da jeg sidst var der med Marvin i november. Vi fik også tid til at leje en scooter og køre øen rundt, som absolut var lige så sjovt som det lyder.
Efter to uger i varmen satte vi d. 23/1 kursen mod Mexico City, hvor vi boede fire dage hos América og hendes familie. Som altid var det enormt hyggeligt at gense familien, som jeg heldigvis har set en masse til gennem det seneste halve år.
Fredag d. 27/1 var en dag min mor og andre garanteret har set frem til, men som jeg mest af alt havde håbet aldrig ville komme. Det var nemlig dagen hvor jeg efter 8 måneders eventyr plantede mine fødder på dansk grund. Denne tid har uden tvivl været den bedste i mit liv! Selvom det har været fyldt med udfordringer og det endte med røde tal på bundlinjen, er jeg så evigt taknemmelig for at have fået denne mulighed. Tak til jer alle for at læse med og for at huske mig mens jeg har haft travlt med at udforske verden.
- comments