Profile
Blog
Photos
Videos
Som altid stod América og hendes søde familie klar med åbne arme og kæmpe knus, da jeg landede i Mexico City. Gensynets glæde var lige så stor som altid, selvom det kun er 6 måneder siden jeg var her sidst. Tirsdag er Martes de Mixiote hver gang jeg besøger América og hendes familie (martes er det spanske ord for tirsdag og mixiote er en af mine mexicanske livretter), så mit besøg startede vældig godt ud. América havde som en overraskelse arrangeret en tur til Acapulco med en flok venner - for mit vedkommende både nye og gamle. Acapulco er en ferieby ved Stillehavet, cirka 5-6 timer fra Mexico City. Vi havde fået lov til at låne en af pigernes onkels hus, som eftersigende skulle være hyggeligt beliggende på et bjerg og med egen svimming pool. Det viste sig at være den største underdrivelse til dato. Huset - som nærmere er et kæmpe palæ - ligger på et privat bjerg med udsigt over hele byen. Man skal igennem to sikkerhedstjek for at komme ind i området, hvor villaerne har navne i stedet for numre. "Huset" med fem etager havde ikke mindre end to pools, tre udendørs jacuzzier, to indendørs jacuzzier, eget vandfald, tennisbane, to saunaer, privat fitnesscenter, adskillige barer, 10+ værelser med egne badeværelser. Dertil var der også et køkken dobbelt så stort som min lejlighed og en hold af servicefolk, som også havde deres egen tre-etagers bolig ved siden af villaen. Fra den om aftenen opvarmede infinitypool havde man den smukkeste udsigt til solnedgangen i Stillehavet. Dagene blev brugt på stranden eller ved poolen, mens samtlige aftener endte med poolparty. Acapulco er en meget typisk feriedestination for folk fra Mexico City, så vi havde hele tiden besøg af venner og bekendte. Når vi den efterfølgende morgen vågnede op efter den ene eller anden fest, havde villaens rengøringshold været forbi og klaret det hele. Det var simpelthen vanvittigt! Vi havde fem skønne dage i ren luksus i Acapulco, inden vi søndag satte kursen tilbage mod Mexico City. Uheldigvis var América blevet bidt af en edderkop, så mandag måtte vi et smut forbi lægen. Heldigvis var det ikke noget alvorligt, selvom det er yderst ubehageligt og generne typisk varer længe. Nu har vi lige et par dage til at hygge os og slappe af, inden jeg onsdag eftermiddag flyver til Guadalajara.
- comments