Da-da-daaaaaaam..

Saa er vi landet mine damer og herrer. Efter allerede at have oplevet masser af eventyr, er vi landet ved det eventyr vi tog af sted for.. Stedet kaldes Myengele, familien kaldes Musonda og arbejdet staar paa undervisning i 8. og 9. klasse og moeder med lokale farmere, og det er alt i alt, intet mindre end fantastisk!!

Lige indtil sekundet, hvor vi ankom troede vi at vi skulle bo i Chembe, en graenseby til Congo. Men vi tog fejl gjorde vi, for 15 km inden da, drejede vi af ind i en landsby ved navn Myengele. Eller landsby og landsby, Myengele er der, hvor skolen og fodboldbanen er, og saa kommer folk fra de omkringliggende lerhytter, som er spredt udover et par kilometer, dertil for at uddannes og underholdes.. Og vi er bogstavelig talt out-in-the-middle-of-f***ing-nowhere. Zambia markedsfoerer sig som "the real africa", det her er "the, real, real africa". Man har af uransagelige aarsager valgt ikke at udnytte den store powerline der koerer langs vejen, og det er derfor faa der har stabilt el. Dem der har det, faar det ved solenergi eller bilbatterier. Vandet henter vi fra en broend, da vandpumpen er gaaet i stykker, og der ikke rigtig er nogen som vil komme og hjaelpe med at reparere. Mobilforbindelse kan man faa paa en bestemt kvadratmeter i byen, og paa trods af at det er et ret fattigt samfund, er der stadig en del mobiltelefoner, saa der staar tit folk paa den ene kvadratmeter.

Vi er landet hos den lokale skoleinspektoer, saa paa trods af et forholdsvis fattigt samfund, er vi hos en okay velstaende familie. Hvilket de gerne viser ved bl.a. at flashe tre anlaeg i reolen.. Dog har man ikke valgt at bruge nogle finanser paa stabil elektricitet, saa det meste af tiden, er musikken kommet fra en radio, hvor stroemmen skabes via et haandsving. Men bortset fra den lidt mystiske prioritering af finanserne, er det en fantastisk familie. Den bestaar af verdens gladeste og mest omsorgsfulde (ihvertfald i forhold til os)moder, en hoejtrespekteret, men ogsaa utrolig venlig fader, en hoejgravid (barn nummer 2) datter paa ca. 25, en senil bedstemor, som snakker med sig selv om natten, og saa er der 6 unger i alderen fra 15 til 4, hvor isaer de 3 yngste er usandsynligt hyperaktive.

Vi bliver behandlet meget paent. Nok lidt for paent. Vi skal vaere hurtige, hvis vi vil have lov til at baere vores tallerkner ud, vi faar rigtig god mad, og der er altid masser af omsorg fra Mother Musonda. Men efter utallige kampe har vi efterhaanden faaet lov til at tage del i nogle af de daglige pligter, og henter nu vand, hjaelper til med maden, og faar lov til nogle gange at baere vores tallerkner ud.

Vi hygger os vildt meget med boernene, de smaa kaster vi os rundt med, raaber, skriger, og er fuldstaendig hysteriske sammen med. De har et utroligt hoejt energiniveau, indtil de paa et tidspunkt i loebet af aftenen gaar omkuld paa gulvtaeppet i loebet af et par sekunder, og derefter er umulige at vaekke, hvilket tit resulterer i at de faar lov til at overnatte paa gulvtaeppet.. Og naar lyset gaar ud omkring kl 21, fordi solenergien ikke holder laengere, saa tager vi pandelygterne paa, og saa dyster Sinne i akrobatik med 12-aarige Samuel, men da Sinne ikke rigtig kan leve op til split, udfoert mens man staar paa hovedet, taber hun som oftest. Jonathan hygger sig med at beatboxe med Samuel og Musonda paa 14, og vi synger ogsaa tit for ungerne.. Om de kan lide det, staar saa lidt mere til diskussion.

Det eneste lille problem vi har haft med familien so far, er deres voldsomme tro og afhaengighed af ham der med skaegget oppe i himlen. De er 7th-day-adventists, og det er de meget. Mange ting lykkes "om gud vil det", og man tror virkelig paa at det er gud der styrer alt. Foerste konfrontation kom da der den foerste aften blev taendt for fjernsynet (paa davaerende tidspunkt var der stadig stroem), og vi blev moedt af daarlig popmusik, sunget med falske toner, som overgik dem vi selv udsaetter familien for, af smaa soede nigerianske piger og drenge, . Det vaerste var at disse musikvideoers budskab mest af alt lod til at vaere kristen propaganda, og man saa bl.a. djaevlen, som tilsyneladende gaar klaedt i sort latex regnjakke, blive jagtet af smaboern med traesvaer, som til sidst fik hjaelp af Jesus, som ristede den sorte djaevel. Musikvideoerne fortsatte de naeste to aftener, saa da bilbatteriet loeb toer for stroem, saa vi det i foerste omgang ikke som noget negativt.

Anden konfrontation kom om loerdagen i kirken. En marathon gudstjeneste med lidt for lange praedikener, et bedekor bestaende af vores soeskende og deres venner, og en maerkelig undervisningslektion, hvor vores laerer fik naevnt at grunden til at det gaar saa godt for os i vesten, selvom vi bruger mindre tid paa tilbedelse, er fordi vi har gud i vores hjerter. Suk, det var en haard omgang, og da vores moder dagen efter spurgte Sinne om hendes tro paa gud, maatte Sinne sige, at det gav hun sgu ikke meget for.. Dette chokerede til gengaeld vores moder, som hev biblen frem, pegede paa omgivelserne, og erklaerede det for guds vaerk. Og da Sinne proevede at forklare om big bang, broed vores kaere moder ud i latter, for det var da aandsvagt. Og da Jonathan senere over for en mindre flok kvinder fortalte om foeraegteskabelig sex, og brug af kondom, skabte det stor morskab.. Og vi har stadig lidt svaert ved at finde ud af om vores moder vil have nogle af de aeldre kvinder til at komme og omvende os..

Men naar man ser bort fra kristent vanvid, er det en fantastisk familie, som vi allerede holder ufattelige meget af. De har ogsaa hjulpet os til at faa noget at lave. Eller dvs. at da vi var oppe og skulle introduceres til skolens elever, spurgte en af laererne os om vi kunne matematik, vores positive svar resulterede i at vi 45 min efter stod og underviste henholdsvis 9. klasse i matematik og 8. klasse i engelsk, fordi laereren havde et aerinde i Chembe. Og siden har vi hjulpet til med undervisning paa skolen, som er i laerermangel.. lige som alle andre skoler i omraadet. Det er baade fantastisk og haardt. Det er svaert nar man staar som engelsklaerer med 57 elever, hvor en stor del ikke kan engelsk, selvom al undervisning skal foregaa paa det sprog. Samtidig har man kun 4 undervisningsboeger, og de er alle sammen halvoedelagte... Men saa finder man paa noget alternativt, og det er fantastisk at opleve elevernes glaede, naar de bliver undervist paa en ny maade.

Naar skolen er faerdig beskaeftiger eleverne os stadigvaek. For fra kl 15.30 til solnedgang er der fodbold og netball (en ret speciel, men fed udgave af basketball). Jonathan er blevet udnaevnt til traener for fodboldholdet, men eftersom det er ret svaert at styre noget hernede, er det sin sag.. Saa indtil videre er det mest bare blevet til lidt snak om maaden at spille paa og, saa ellers nogle gode kampe til to maal paa minimum 2 timer. Men indtil videre er det blevet til en sejr og en uafgjort da vi besoegte naboskolen og udfordrede dem, saa det maa betegnes som succesfuldt.

Fodbold foregaar generelt lidt anderledes hernede.. Fair play giver man ikke meget for, og hvis keeperen kan faa sparket angriberen naar han loeber forbi, saa jubler publikum.. Dommeren goer ikke saa meget, og der er generelt meget selvjustits. Sidelinien er ca. der, hvor man ikke kan komme til for tilskuere laengere, ellers er der naar buskene bliver for taette. Taktikmoede inden er der ikke saa meget af, til gengaeld synger og danser holdet. Taktikmoedet i pausen for man ikke saa meget ud af, fordi der staar 20 forskellige maend, som alle mener de er eksperter og vil raadgive.. Og saadan er det med mange ting hernede, det er lidt mere ukontrolleret og uoverskueligt, men langt hen ad vejen er det ganske underholdende.

Vores job for organisationen har ogsaa vaeret lidt besvaerligt. Det har bestaaet i moeder med farmergrupper, som betragter os som en form for halvguder, for selvom vi gang paa gang forklarer dem at vi bare er highschool students, saa regner de med at vi har svaret paa alle deres landbrugsspoergsmaal, kan skaffe dem uanede maengder af goedning og kemikalier til skadedyrsbekampelse, og et enkelt sted ville de ogsaa gerne have en klinik og en skole.. Og vi aner jo ikke en skid, saa det kan godt vaere lidt svaert.. Men vi har lovet at undersoege en hel masse... laenge leve google!

Alt i alt har vi det rigtig godt, og vi har allerede vaennet os til livet hernede. Man laerer lynhurtigt at tilpasse sig alt ligefra kakerlakker og andre kryb, til ens families dybe religioesitet, og derefter er det sgu ikke noget daarligt liv vi lever hernede, paa trods af at vi ser meget daarligdom..

Denne mail har vaeret meget generel, og vi synes maaske den er blevet lidt smaakedelig, men det er jo ogsaa os der sidder hernede midt i det hele. Vi ville bare gerne give et generelt overblik over vores liv hernede, og saa kan vi komme med de smaa vanvittige historier naeste gang vi faar sneget os i naerheden af en internetadgang...

Mange rejselystne hilsner

Sinne og Jonathan.