Profile
Blog
Photos
Videos
Perth er en moderne storby, placeret midt i vest Australiens ørkenområde. Her har vi brugt cirka 10 dage og har overnattet lidt rundt omkring. Den første uge boede vi ved et ungt fransk par, der har et backpacker hostel ved Scarborough Beach; lækkert område helt ned til vandet. Perths centrum er fantastisk smuk. En sammensætning af tornhøje nye bygninger og grønne parker. Et hyggeligt havneområde ud mod vandet og en ældre bydel fyldt med farverige cafeer, graffiti og specialbutikker (hvor det har været alt for svært for os ikke at bruge alle vores penge) på den anden side. Vi har desuden købt to bodyboards og er ved at lære at "surfe" som alle de andre professionelle ved stranden. Indtil videre ligner vi to idioter på et bræt i vandet, men det kommer nok på et senere tidspunkt.
Tiden i Perth er frem for alt gået med at finde en bil, få den rigtige forsikring, papirarbejde, indretning af bil osv. osv. Puha for en stor omgang!! Men nu er det hele klaret. Vi endte med at købe en Toyota Tarago og har nu indrettet den med en seng hævet op på en træplade, så der er plads til at vores grej nedenunder. På med en madras, to puder og et tæppe og så var den klaret. Selvom at Perth har været en skøn by er det nu endelig dejligt at komme videre ned sydpå i den nye bil. En smuk køretur gennem vinområder og ørken til byen Bunbury. Ubeskrivelig smuk strand, turkisblåt vand og hvid sand. I går aftes udnyttede vi et af de mange BBQ steder der findes langs strandene. Michael grillede to bøffer og nogle grøntsager og vi nød en dejlig aftensmad ved havet og faldt i søvn bag i bilen på en campingplads i nærheden. Et par timer ved vandet i morges med den bold som Michael endelig havde fået fingerne i, og så gik turen yderligere sydpå med Sine som Dj og GPS og Michael som chauffør. Et sted langs sydvestkysten hvor landet former sig ud i en spids, ligger der en lille by ved navn Yallingup; her kravlede vi ud på klipperne og sad som de eneste to og betragtede vandet ramme stenene med en voldsom kraft. Smukt, smukt. Og som de to surfere vi nu er tog vi vores boards og hoppede til stranden. Vi kiggede på de 5 meter høje bølger og blev hurtigt enige om at lade vores boards ligge i første omgang, klogt valg! Bølgerne tæskede os som vi aldrig har prøvet det før, - selv på en stormfuld dag ved vesterhavet i Agger ville stranden kigge misundeligt efter de bølger der skyllede ind på stranden i Yallingup. Med blå mærker og trætte arme kravlede resterne af os tilbage ind på stranden og nød solen og delfinerne, der i massevis svømmede rundt og virkede tilsyneladende til at klare bølgerne en del bedre end os. Med en pose chips og Mads Langer radioen trillede vi til den nærmeste campingplads, hvor vi nu befinder os. Aftensmaden står på suppe og vi har derefter intentioner om at åbne bagklappen på bilen, smide os på madrassen og nyde aftens film i den udendørs biograf.
I morgen klokken 10.45 am bliver vi hentet af en bus og skal hele dagen køre rundt i Margaret rivers vidunderlige vinområde og smage på de forskellige druer. Desuden byder arrangementet på ølsmagning og en tur på chokoladefabrikken, mums!! Og da det nok bliver lidt af en fordrukken dag har vi allerede bestemt os for endnu en overnatning på samme campingplads inden turen går ind til midten af Margaret river. Vi nyder livet og glæder os kun til flere oplevelser i det skønne Australien.
Vi undskylder at der endnu ikke er kommet billeder på bloggen, men vi kan desværre ikke komme til at ligge dem ind da vi kun har en iPad og ikke en computer. Billederne kan dog findes på facebook.
Knus fra Michael & Sine :)
- comments