Hej venner og familie

Efter karnevallet i Rio og en fantastisk maaned i Brasilien tog vi afsked med Renan og slaenget. Renan og hans faetter Filippe koerte os til lufthavnen i Rio den 26. februar, hvor vi fangede vores fly til La Paz i Bolivia.

Vores hostel blev Bacoo hostel, som ligger centralt i byen. Vi brugte to dage paa at se lidt af landets hovedstad med 1,5 millioner inbyggere, hvor markeder og billige resturanter flittigt blev besoegt. Vores eneste ambition var dog at komme hurtigst muligt videre sydpaa med Potosi som foerste stop.

Efter en 10 timer lang bustur naaede vi verdens hoejst beliggende by, Potosi. Byen ligger i 4200 hoejde og blev grundlagt paa grund af de store soelvforekomster i de omkringliggende bjerge. Det resulterede i at denne by i slutningen af det 18. aarhundrede var sydamerikas rigeste by. Nu er minerne dog af blandt andet spanierne for laengst toemt for soelv, og nu udvindes mineraler, som bl.a. zink, Vi ankom til byen kl. 6 om morgenen og meldte os med det samme paa en guidet tur i en af minerne kl 8.30. Sammen med 14 andre backpackere klaedte vi os paa til oplevelsen i minetoej, hjelm, gummistoevler og pandelampe. Inden vi naaede minerne koebte vi de obligatoriske gaver til minearbejderne i form af cocablade, bolivianske cigaretter, dynamitstaenger, sodavand og alkohol paa 96%. Vi proevede selvfoelgelig ogsaa selv baaede de tykke bolivianske cigaretter, et par draaber alkohol og de, for minearbejderne, essentielle cocablade, for at goere oplevelsen mere autentisk. Cocabladene var overraskende effektive og gav bedre aandedraet, maethedsfornemmelse og mere energi, hvilket er grunden til, at minearbejderne altid har en stor klump i munden.

Med vores guide i front begav vi os ind i minernes moerke og de til tider klaustrofobiske gange. Efter 500 meters gang med boejet ryg og i tungt moerke kom vi til en af de mest erfarne minearbejdere, en stor tyk mand, der hed Carlos, men blev kaldt Mike Tyson. Han var en mand paa den gode side af 130 kg og var boss i dette omraade af minerne. Han havde arbejdet der i 12 timer om dagen i 36 aar og var stadig positiv, taknemmelig for sit job og ved godt helbred paa trods af sine mange overfloedige kilo. Paa trods af det haarde, utaknemmelige job er de fleste minearbejdere stolte af deres arbejde, selv om det er de faerreste, der oplever den anden side af 50 aar. Efter et lille foredrag af ham, oplevede vi en dynamitspraengning paa taet hold. Efter at have set 4 ladninger dynamit blive pladseret i klippevaeggen antendte en af minearbejderne lunten, og vi "loeb", saa godt vi kunne, 35 meter vaek, hvor vi efter 3 minutter hoerte 4 brag og maerkede trykket paa vores egen krop. Vi saa herefter bl.a., hvordan der bores i minen, og vi hilste paent paa "Tio". Tio er et andet ord for djaevlen, som i foelge gammelt sagn og i foelge minearbejderne selv hersker over deres liv og succes i minen. I hver mine er der en statue af Tio, som minearbejderne ofrer cocablade og alkohol til flere gange dagligt. Vi noed begge oplevelsen til fulde, og var begge forbavsede over denne arbejdsform, som aldrig var gaaet igennem arbejdtilsynet derhjemme. For kun 80 bolivianos (60kr) fik vi denne 6 timers lange oplevelse, som vi sent glemmer.

Naeste dag fangede vi en morgenbus til Tupiza, som ligger 7 timer syd for Potosi. Turen gik igennem smukt, oede bjergandskab, dog paa knap saa smukke veje, som gjorde busturen vaesentligt laengere end den kunne have vaeret. Tupiza er Bolivias svar paa Amerikas wild wild west, med spektakulaert landskab i alle regnbuens farver og forbloeffende stenformationer i dybe kloefter. Vi indlogerede os paa Hostel Mitru, som laa lige ved siden af byens sociale centrum, hvor der ud over adskillige bordtennis- og poolborde var squash-, basket- og fodboldbane, hvilket gav os mulighed for opfylde vores fodboldbehov en smule. Med vores walisiske ven, Dan, drog vi foerste dag ud for at opleve det smukke landskab paa hesteryg. Magnus var meget skeptisk i starten, men blev efter et blomstrende samarbejde med hans hest "Morten Olsen" dybt beroert og betaget af denne nye transportform. Simon var som erfaren rytter, mere rolig og bekvem ved situationen og samarbejdet mellem ham og hans spraglede hest "Lars Buesoe" fungerede optimalt fra start til slut. Paa bedste Lucky Luke manér travede vi gennem kaktusbeklaedte savanner, taarnhoeje kloefter og snoede baekke. Midt paa turen moedte vi tilfaeldigt vores tyrkiske ven Ibrahim, der midlertidigt havde sat sig i en afsides kloeft med benene over kors for at meditere. "Ibo" gav os mange mentale raad med videre paa rejsen og instruerede os i, hvordan man vokser et habilt fuldskaeg som hans eget. Tak ibo! Det var en skoen dag med flot natur og luft under vingerne.

Naeste dag spillede vi fodbold og spiste efterfoelgende middag med vores 2 engelske, cyklende venner, som var paa en tur fra Ushuaia i Argentina, verdens sydligste by, til Alaska, og Carla fra Australien. Her delte vi roeverhistorier inden vi besteg en bjergtop ved siden af byen, hvor et kors var plantet (se billede). Om aftenen tog vi en tur i byens gader, hvor vi stoedte paa en lang raekke af boern, der var paa optog igennem byen, efterfulgt af et truttende hornorkester. Herefter tog vi til gudstjeneste i den lokale, katolske kirke. Paa trods af at vi ikke fattede et ord, var det en spaendende og anderledes oplevelse.

Dagen efter drog vi paa en 4-dage lang tur i Jeep med det hollandske par Maurits og Marija fra Tupiza til Uyuni. Turen indebar mange timers koersel, men den blev beloennet med smukt landskab i form af, sneklaedte bjerge og vulkaner, forskelligfarvede laguner, hvor flamingoer flokkedes, varme kilder, hvor vi kunne dybbe vores dovne kroppe, boblende og rygende gejsere og som finale saltoerkenen "Salar de Uyuni", en 12.000 km2 stor oerken af salt. Hver aften blev vi anbragt i meget primitive huse, hvor vi fik tiden til at gaa med at snakke med de andre jeeps, spille kort og gaa tidligt i seng, da vi altid stod op foer solopgang. Vores private kok, Clarice, kunne ikke goere det godt nok, og hun for rundt for at yde den optimale service, vi oplevede dog flere gange at gaa sultne i seng, selv om alle var forbloeffede over vores evne til at spise, hvilket aldrig helt gav mening for os. Husene vi boede i laa midt i ingenting, hvilket gjorde at stjernehimlen var saa smuk, som vi begge aldrig nogensinde havde set. Naar vi koerte afsted om morgenen, var vi ofte noedt til at skulle ud af bilen for at daekke huller i vejene og bygge broer over uigennemkoerlige floder med sten og buske for at kunne fortsaette vores tur. I oejeblikket var det stramt, men naar vi ser tilbage bidrog det blot til oplevelsen.

Vores chauffoer, Beto, var en fart- og pigeglad ung knoes med godt humoer. Dog kunne han ikke et ord engelsk og vores spanske blev sat paa en solid proeve. Da vi kom til togkirkegaarden i Uyuni, forklarede han os at damplokomotiverne paa stedet var 500 aar gamle. Da vi begge havde tygget lidt paa det tal, sagde vores gymnasiehistorie os at det nok ikke kunne passe, da det foerste damplokomotiv kom med den industrielle revulotion og stod faerdigt i 1804. Dette beskriver bolivianerne meget godt - hellere giv et bud end at vaere svar skyldig. Saltoerkenen, og hoejdepunktet paa turen, var et praegtigt syn, hvor vi saa solopgangen og fik taget en raekke gode billeder. Turen var flot, dog savnede vi lidt action og synes maaske vi brugte lidt for manger timer i jeep. Det sociale vaegtede naesten lige saa hoejt som det visuelle og bidrog i hoej grad til en god tur.

Fra Uyuni tog vi endnu engang til La Paz, hvor vi er nu. Busturen blev bedst husket for, at vi efter 3 timers koersel, midt om natten, maette stige ud af bussen, smide sko og sokker og krydse en 150 meter bred flod, som bussen ikke kunne koere igennem med passagere. Det var en iskold fornoejelse, men vi tog det som en oplevelse - det er jo trods alt Bolivia. Vi har efterhaanden fundet ud af, at man er noedt til bare at tage nogle ting med et smil, selv om det i den grad kan saette ens taalmodighed paa proeve. Bolivianerne er et venligt folkefaerd, men service- og uddannelsesniveauet er i bund, hvilket formentlig kendetegner et u-land meget godt.

Nu er vi endnu engang I La Paz og skal imorgen proeve kraefter med Huyana Potosi, som er et 6088 meter hoejt bjerg 1 times koersel fra La Paz. Saa hvis der ikke kommer noget blogoplaeg inden for den naeste maaned, maa i gerne tage kontakt til den danske ambassade i La Paz, tak.

Det var alt for denne gang. Endnu engang tak for, at du laeser med og vi haaber, du synes det er lidt sjovt. Vi nyder rejselivet og er meget taknemmelige for alle de oplevelser vi faar!

Kys, klem og kaerlighed

Magnus og Simon