Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg kom smertefrit til Lima med mit fly. Det er en storby jeg er kommet til med 9 mio. indbyggere, og derfor er det også et mareridt at skulle krydse mellem de forskellige bydele, da der virkeligt er trafikkaos her. Selvom der kun er to spor, så skal de nok sørge for at der er mindst 3 spor af biler. Derudover er taxichaufførerne glade for hornet, også selvom der holder uendeligt mange biler foran dem, så vil de gerne lige fortælle at jeg skal frem i verdenen, men det hjælper jo intet for vejen er alligevel spærret af andre biler...
Jeg bor i Miraflores, der er en overklassebydel, og meget sikkert del af byen. Det er her, der er masser af hostels centreret omkring Parque Kennedy. Dette område er dig ikke videre spændende. Masser af barer, restauranter og shopping malls. Det minder mest om en amerikansk by. Det der i virkeligheden er Miraflores perle er det store anlæg af parker, der er anlagt klods op af de stejle skrænter ned mod Stillehavet. Det er ret flot opbygget, og et lille åndehul midt i kæmpebyen Lima. Sammenlignet med Ecuador virkede denne bydel meget ordnet med gadenavne på skiltene, men det er ikke sikker at det er retvisende for landet, da det netop er et liebhaverområde. Rent økonomisk er det stadigvæk rigtig billig.
På hostelet bor jeg sammen med Eri fra Israel, og sammen tog vi en taxi til den gamle bydel i Lima. Vi aftalte en pris med chaufføren, som jeg altid gør. Han skulle have 10 sol, og det var fint med os, men da vi kom frem til Plaza Mayor, så var prisen pludselig steget til 15. Vi overvejede hvad vi skulle gøre, da chaufføren på bedste latino vis fornærmet signalerede med pegefingeren og sagde "no, no, no". Vi gav ham de penge, som han ikke havde fortjent, da det alligevel var håndøre for os, og så kunne vi komme videre, mens staklen fik sit Gringo-gebyr. Jeg er vant til at blive snydt at taxichaufførerne, men det er første gang det er sket efter at vi har aftalt en pris forlods, så det skal jeg lige vænne mig til.
I Centro Historico gik vi lidt rundt, og så bl.a. Katedralen, præsidentpaladset og Monasterio San Francisco, der er en gammel kirke, der er kendt for sit oldgamle bibliotek og katakomber. Derudover så vi et sted, hvor de mindede gamle krigshelte.
I Chinatown med Israelere
Eri var hurtig til at spotte nogle israelske tøser, så dem slog vi os sammen med, og tog i Chinatown. Bydelen var ikke videre spændende. Den lignede det, som kendetegner en Chinatown nu engang ligner i nærmest alle de lande, hvor der eksistere en sådan. Selskabet var dog fint, og vi hyggede os. Det er dog også en skov tanke, hvor mangfoldig verdenen efterhånden er blevet, når man sidder omringet af Israelere i Chinatown i Peru.
Derefter tog vi i Fountain Park, der er en park fyldt med springvand. Der var fontæner, hvor vandet sprang op som en gejser fra forskellige steder i fontænen, og så kunne man tage chancen at stille sig et sted, og håbe, at det ikke lige var der, der ville komme vand op.
Tæt på at misse bussen
Efter to dage i Lima valgte jeg at starte mit Bamba Pass, der er ikke super meget at foretage sig i hovedstaden, hvilket egentlig overrasker mig, men jeg røg på en bus mod Paracas. Det vil sige, at det kun lige var med nød og næppe jeg nåede bussen, selvom jeg var der en time før den kørte!
Først kunne selskabet ikke finde mig i deres register, og så stod vi og parlamenterede, da det ikke lykkedes ville jeg finde noget internet, så jeg kunne kontakte Bamba med mit problem, og det at de tilsyneladende ikke havde fået booket en plads til mig, men manden fra internetcafeen skulle naturligvis lige have sin siesta, da jeg ankom. Han sagde dog jeg kunne komme tilbage om 10 min, men han dukkede aldrig selv op. Så jeg måtte trække en ny billet, og pænt vente i køen af folk, der skulle betjenes. Og den var allenlang, så efter 45 minutters venten og ingen åben internetcafe, fandt jeg ud af der var en computer i et VIP rum, så der sneg jeg mig ind, og fik kontakt til Bamba. Desværre skulle min bus køre 10 minutter senere, så det var ret sent og jeg var i en træls situation. Mens jeg chattede med Bamba online, så jeg pludselig at mit nummer blev kaldt op ved skranken, så jeg lod min bagage ligge, og chatten med Bamba stoppede omgang, da jeg var i fuldt firspring på vej mod disken for at klage min sag. Mens jeg stod og talte ved disken, så kom det pludselig over højtalerne Ultimo Llamada for pasajero Simon Maul, og med dette "last call" gik det op for mig, at Bamba ikke havde booket mig under Hansen, og det var årsagen til at busselskabet ikke kunne finde mig i systemet, og derfor ikke kunne give mig en billet. Jeg fik lynhurtigt vist mit ID-kort, fik billetten og styrtede mod bagageafleveringen. Tiden sagde 10 minutter over bussen oprindelige afgang, men gutten i bagageafdelingen havde ikke synderligt travlt, så der kunne jeg storsvedende stå og vente lidt endnu, men det lykkedes til sidst at få afleveret mine ting, og komme ombord på bussen. Rimelig dejligt, da jeg ellers stod til en bødestraf hos Bamba for at have misset min bus.
Hele bussystemet virker mere ordnet og struktureret end i Ecuador, men det betyder dog også at det er mere bureaukratiske og tager meget længere tid at komme igennem en lang kø, for derefter at stille sig i en ny kø med sin bagage, der skal tjekkes ind. Der var meget mere enkelt i Ecuador at møde op på busstation, høre vor de forskellige busser kørte hen, springe ombord og betale et par dollars.
Selve bussen var dog af virkelig høj kvalitet, og langt fra de 1 dollar per time bus, jeg var vant til fra Ecuador. Jeg havde godt læst at det var en første kvalitets bus, men dog tænkt. Ja ja det er efter Peruviansk standard, men jeg tror danske busselskaber ville blive misundelige. Der er enorm god benplads, og stewardesse ombord, som kom med mad og tæpper og puder til os, så det var kanon.
På ruten sydpå mod Paracas passerede vi ikke de store byer, men det var alligevel en seværdig tur ned igennem det golde landskab med de nøgne bjerge, der flere steder var sprængt i stykker så man kunne trække en vej rundt langs kyststrækningen med de dramatiske udover Stillehavet. Derfor sad alle turisterne også med deres kameraer, og skød løs på det meste af turen.
Peru er kendt for Inka ruiner, men Vi fik dog også set at landet ejer andre former for ruiner, da vi passerede flere mindre landsbyer, der stort bestod af små ruiner. Det var sådan at man ofte tænkte at disse huse måtte være forladte, da der ikke var mange mennesker på gaden/jordvejen, men det flagrende vasketøj signalerede at husene var beboet. Derudover havde næsten alle ruinerne det peruvianske flag stoltvejende, så de måtte være beboet. Interessant nok var det de mest fattige små pueblo´er, hvor der var flest flag og hvor de tilsyneladende var mest nationalistisk angående benyttelse af flag. Man må sige at disse ruinbyer minder om den store fattigdom, som landet besidder, og disse områder fik amerikanske trailerparker til at ligne mindre idylliske oaser.
Om aftenen i Paracas blev jeg indlogeret hos Alberto, en herlig og varm gammel herre, på Paracas Backpackers house. Derefter røg jeg på en lokal bar med nogle af de andre fra bussen. Vi skulle prøve den lokale drik Pisco Sour, der består af noget lokal brændevin/likør og lemon og blandet hviden fra et æg, men jeg bliver aldrig fan af denne virkelig sure drink, som i den grad lever om til sit navn om at være sour. Til gengæld var udsigten udover havet om den lillebitte fiskerby smuk fra toppen af den terrasse, som vi sad på. Det blev til en del drinks, og en overraskende stor bar regning taget i betragtning vi blev lokket med Happy hour, men de må have bonget os efter danske barpriser for vi var lidt overrasket over, hvordan de var kommet frem til beløbet. Vi fandt en løsning, så vi kunne komme hjem på hostelet og sove ud inden næste morgens strabadser.
- comments