Profile
Blog
Photos
Videos
Dagen i Paracas startede med en sejltur til Ballestas Islands, der også bliver kaldt "poor mans Galapagos", da der er et rigt dyreliv, men dog ikke lige så godt som på Galapagos Øerne. Der var masser af liv på disse øer. Specielt var der enormt mange fugle, og de fløj i nogle virkelig store formationer, så det så ret godt ud. Ellers så vi Humboldt pingviner, søløver og klippeformationer. Foruden en stor tegning i sandet, der afbilleder en lysestage. Det var en rigtig fin sejlads indtil de mange fugle pludselig skulle bruge et toilet, og det var tilsyneladende vores turbåd, så vi var flere der blev ramt af nogle massive fugleklatter. På vej tilbage til Paracas fik vi lige en koloni af Nose Bottled Dolfhins med på vejen, der hoppede rundt i vandet, så det var bestemt en begivenhedsrig tur.
Næste punkt på programmet var Paracas National Reserve, der er en national park med ørken klima. Først stoppede turen ved et museum, derefter kørte vi til The Cathedral, der er resterne af parkens kendte klippeformation, der desværre blev delvist smadret ved et jordskælv i 2007. Selvom klippeformationen ikke var så betagende, så var udsigten til gengæld forrygende. Dog var det sindssygt koldt i denne ørken, da der blæste en mindre sandstorm, og vinden var iskold, og de fleste af os var kommet af sted i sommertøjet, da det var bagende varmt i Paracas og vi alligevel skulle på ørkentur. Derefter havde vi to stop mere. Et ved et udkigspunkt udover ørkenlandskabet, og et andet stop ved en rød sandstrand. Derefter var det tid til frokost i den ene lillebitte fiskerby, der ligger i nationalparken. Menuen stod selvfølgelig på fisk, og nationalspisen Ceviche var et naturligt valg. Ceviche er rå seafood marineret i lime og løg, og det smagte sindssygt godt, så jeg skal nok se om jeg kan finde det en anden gang. Dog skulle turisterne lige udsættes for et lille nummer. Vi havde bestilt vores Ceviche, og fisken kom på bordet sammen med en skål ris, som ingen havde bestilt, så vi gik ud fra det var en del af tilbehøret til fisken, men bagefter ville de pludselig have penge for risen. Vi nægtede dog, da vi synes det var for fræk bare at placere en ret, som ingen havde bestilt, og som på alle måder lignede en ret, der fulgte Cevichen, så derfor fik de ingen penge, og deres tips røg også, som følge af dette lille nummer, hvilket var ærgerligt, da kokken ellers havde fortjent en lille anerkendelse for den gode fiskeret. Dog er denne type narrestreger ved at være en del af hverdagen, så jeg bliver ikke overrasket længere, når de lige vil lave en ekstra mønt på mig.
Sandboarding i Huacachina
Da vi kom tilbage til Paraca var det tid til afsked med vores vært, Albertos inden jeg røg på en bus sammen med Michelle, Oli og Gemma, der også rejser på Bamba buspasset. Næste destination er Huacachina, der er et spøjst sted i ørkenen. Der er en lille laguna, der også pryder 50 sol sedlen, og ellers er der et par hostels, rejsebureauer, barer og restauranter. Hele herligheden er omringet af store sanddyner, hvor den store turistattraktion er sandboarding på disse mindre bjerge af sand. Lørdagen var den eneste fulde dag, som jeg havde i Huacachina, så den blev først brugt på afslapning ved lagunen sammen med de andre fra Bamba passet. De lokale badede i lagunen, men vi syntes den så noget grøn og grumset ud, så vi listede i stedet ind på Oli og Gemmas hotel, hvor der var en swimmingpool. Det var vist ikke meningen de måtte tage gæster ind på hotellet, men svømmeturen var dejlig forfriskende i denne hede.
Fotoobjekter
Der opstod en lidt pudsig episode, da Kasper, en ligbleg hollænder og jeg ville gå lidt op i sanddynerne for at tage lidt billeder. Jeg fik forrest, da han signalerede et eller andet efter en kort snak med nogle af de lokale. Jeg troede først at vi ikke måtte gå op i sanddynerne, da det kunne være farligt, da der var så mange motoriserede køretøjer, der tordnede rundt i sandet, men jeg fik besked om at vende om, da der åbenbart skulle tages billeder af det, der måtte være de to mest kridhvide personer i den peruvianske ørken.
Om eftermiddagen var det tid til dagens højdepunkt, sandboarding, og det var bestemt en fornøjelse. Først blev vi kørt ud til sanddynerne i en specialbygget vogn, der kunne køre rimelig stærkt rundt i sanddynerne, så det var i sig selv ret sjovt. Derudover fik vi serveret et par smukke View Points, hvor vi kunne tage billeder af det betagende ørkenlandskab, der tårnede sig op foran områdets største by, Ica. Derefter var det tid til sandboarding, der foregik på et snowboard, som vi skulle ligge ned på med hovedet først, og så albuerne inden for brættet, og så fik vi ellers et skub henover toppen af sanddynen, og så var det ellers bare derud ad og nedad. Det var ganske god underholdning. På vejen tilbage mod hostelet havde vi et stop for at se solen gå ned over ørkenen, så det var endnu en begivenhedsrig og fin dag. Om aftenen røg gruppen af Bamba passagerer, der var blevet suppleret af to irer og to hollænder, ud og drak nogle øl og drinks inden vi fik følge af vores barmænd fra vores hostel, der lige skulle vise turisterne de bedste barer i området. Det var en spøjs oplevelse at finde ud af, at det åbenbart er normalt at tage sin hund med i byen. Der er hunde over alt, og altså også i nattelivet. Ellers husker jeg mest byturen for at vi konstant måtte stille op til flere billeder, og konstant nye konstellationer på diverse billeder med de lokale, så der var næsten ikke tid til at drikke øl!
Næste morgen skulle jeg op alt for tidligt for at nå min bus til Nazca, og med en mindre omgang tømmermænd, så er en to og halvtimes bustur ikke lige sagen, men jeg kom dog frem til sidst efter vi havde krydset det, der mest af alt lignede en stor klippe, hvor de havde boret en vej. Det så meget spektakulært ud ligesom det er imponerende at dette ørkenlandskab er stedet for Peruviansk vinproduktion! De nøgne og lyse ørkenarealer bliver af og til indhyllet i grønne vinmarker, så det er et lidt u
- comments