På hostellet i Latacunga mødte jeg Ole, der også var frisk på den massive udfordring, som det ville være at nå toppen af Ecuadors næsthøjeste punkt, Volcan Cotopaxi i næsten 5900 meters højde. Jeg må hellere slå fast, at Ole ikke hedder Jensen til efternavn og ikke er dansk. Han har i stedet det historiske tyske efternavn Goebels, og derudover har han en mor, der er(svenskofil, hvis dette ord eksisterer i det danske sprog!) så glad for Sverige, at sønnerne er blevet døbt de atypiske tyske navne Ole og Arne.

Sammen fik vi bookede en tur hos selskabet Volcan Route. Derefter tog vi tilbage til hostellet for at lade op til de hårde strabadser dagen efter. Vi fik os dog en lidt underlig oplevelse, da jeg modtog en mail fra en af de andre selskaber, der arrangerer klatreture på Cotopaxi. I denne mail stod, der at vi skulle passe på selskabet Volcan Route, og så var der et link til et forum, hvor der var en der kritiserede selskabet synder og sammen. Vi havde muligheden for at brænde vores forbindelse til selskabet, da vi ikke havde betalt, men vi valgte dog at møde op dagen efter som aftalt med vores penge, da vi synes mailen fra konkurrenten var lidt underlig, og luftede af bitterhed over at vi ikke havde købt hans produkt.

Om søndagen tog vi hen til selskabets kontor, hvor vi mødte Paolo, der skulle være vores guide. Han kørte os til Parque Nacional Cotopaxi, hvor vi så et museum og en lille lagune inden bilen blev parkeret på en parkeringsplads, hvorfra vi skulle gå 300 meter opad med alt vores bagage, klatreudstyr og mad. Vi kom op til det refugio i 4800 meters højde, hvor vi skulle overnatte og hvorfra vi skulle starte vores hike.

Vejret var dog ret skidt, så vi frygtede at det hele kunne løbe i vasken, da det kunne være for farligt. Derudover var der risiko for aflysning, hvis en af os ikke var ordentligt akklimatiserede, hvilket vi fandt ud af om eftermiddagen, da vi havde en træningssession med kramponer og isøkser, da hverken Ole eller jeg havde den store erfaring med den slags udstyr, der er nødvendig, når man skal gå på en gletcher. 200 meter over refugioet startede gletcherne, og jeg var ved at være bange for om jeg kunne klare mosten, da vi passerede de 5000 meter, og det begyndte at trykke i hovedet. Dette kunne være begyndelsen på højdesyge og for dårlig akklimatisering, men jeg prøvede at tage 100 meter mere opad, og det var ligesom om hovedet blev bedre, og lige skulle vænne sig til dette tryk, der findes så højt oppe. Da vi kom tilbage til refugioet kunne vi se en anden klatre, der var blevet ramt af højdesyge, og ikke havde det godt, og havde feber, så vi kunne se at det ikke var noget man skulle spøge med.

Om aftenen spiste vi aftensmads i refugioet, men stemningen var super god, da vi kunne det begyndte at sne. Samtidig med at en venezuelansk klatrer kunne fortælle at hans guide havde fortalt, at det var umuligt at klatre dagen forinden på grund af for meget sne, og nu sneede det igen. Vi gik i seng efter maden, da vi blev vækker kl. 24 til morgenmad, og derefter skulle vi være klar kl. 1 om natten til at starte. Jeg havde dog lige det problem, at jeg ikke kunne sove ret meget, da jeg havde smidt de ekstra kontaktlinser og briller, som jeg normalt har i tasken, da jeg vidste alt overflødigt udstyr skulle væk fra tasken for at reducere vægten til det minimale. Dette ville være afgørende for om vi kunne nå vores mål om at komme til toppen af bjerget. Det var vildt fedt at vågne(havde nok fået en time eller to med kontaktlinser i øjnene) op til synes af et kæmpe lyshav i det fjerne. Paulo kunne fortælle at det er Quito 80-90 kilometer længere nordpå, som vi kunne se. Dette imponerende syn af storbyen betød også at vi have været virkelig heldige med vejret, og det var slået om fra sne og overskyet vejr til fuldstændig klart vejr. Hverken Ole eller jeg havde troet på dette, og vi havde egentlig troet at det havde været spild af penge, da det lignede en aflysning på grund af vejret.

Udover det smukke syn ned over Quito denne stjerne klare nat, så var det også et flot syn at følge de små kolonner af lyskegler, der marcherede 3-4 personer i hver kolonne, op ad bjerget. Alle klatrerne var nemlig udstyret med en pandelampe, så man kunne se noget i mørket.

Jeg tror på at de ekstra 10-12 timer i refugioet havde hjulpet på akklimatiseringen for da vi kom op i de 5000 meters højde havde jeg bedre end da vi trænede på gletscheren. Der var dog stadigvæk en vis trykken på hovedet, men det er vist normalt, når man er så højt oppe. Man kan jo også nogle gange mærke den slags ting med tryk i et fly. Jeg længere vi kom op ad bjerget, og trykket ikke ske, så vidste jeg at jeg var akklimatiserede, og derfor kunne fortsætte forsøget.

Det er dog modbydeligt at vandre på et bjerg i denne højde og i over 1000 højdemeter, da man virkelig veksler mellem at være i dyb krise og have et overskud og momentum, der gør at man virkelig tror på det kan lykkedes. Selve klatringen er kategoriseret som værende let, og det er også derfor at urutinerede klatre som Ole og jeg kunne have en reel mulighed for at nå toppen af verdens højst beliggende vulkan. Det skulle tage 6-7 timer fra refugioet til La Cumbre - toppen. Derfor var det først hen under morgenstunden at vi for alvor kunne se de gletschere vi gik på. Nogle af dem var ret flotte og kringlede sig rundt, og andre havde kampe store istapper. Derudover kunne vi denne klare nat se ned over dalen med lagunen og de omkringliggende vulkanske tinder.

Aftalen på denne type ekspeditioner er, at får en af deltagerne det dårligt, så skal man vende om. Dette skete for vores venezuelanske ven, da hans makker ikke kunne klare mosten, og måtte følges tilbage til refugioet af deres guide. Han skulle egentlig vende om og gå ned, men Ole og mig tilbød at han kunne følge med os og have en guide i Paulo. Det er alt for farligt at tosse rundt på et bjerg uden en guide, så det er en nødvendighed. Så dermed blev vi til 4 i vores gruppe og kunne fortsætte, og det gik stadigvæk godt. Jeg havde haft en krise omkring de 5300-5400 meter, men var kommet ovenpå igen, men da vi nærmede os toppen, og kunne se at den lige var der oppe, så ramte jeg muren, og var fuldstændig syret til i armene, og var på nippet til at vende om, men på den anden side havde vi vandret i 4-5 timer for at nå toppen, og det ville være spild, hvis vi vendte om nu, og derudover ville jeg fratage de andre muligheden for at nå toppen, så jeg forsøgte at fortsætte i håb om at momentum endnu engang ville tippe om til min fordel, og jeg ville ramme en god periode igen. Dette skete dog aldrig!

Mission accomplished

Dog kan man komme langt med viljestyrke og adrenalin i kroppen og godt teamwork. Derudover havde vi en kyndig guide, som vi havde tillid til, så vi fortsatte, selvom vi var færdige, og efter to timers ekstra slid kunne vi sætte vores modbydelige trætte ben og arme på La Cumbre. Det var sindssygt fedt, at vi kunne fuldføre vores mål om at nå toppen, hvilket jeg på forhånd ikke var sikker på var muligt, da det kræver en sindssyg indsats, da det er en megastor udfordring. Derudover var det ekstra fedt, da vi aften inden var overbevist om, at ekspeditionen ville blive aflyst på grund af for dårligt vejr. Derfor var stemningen kanon blandt de 4 adrenalin junkier, selvom jeg da efterhånden begyndte at frygte for, hvordan jeg skulle komme ned igen!

Udsigten var naturligvis fænomenal fra toppen af Volcan Cotopaxis 5897 meters højde, og derudover blev vi belønnet med udsigten ned i vulkankrater. Så det var alt i alt en vildt fed oplevelse at klatre på Cotopaxi både udsigten, og det at vi kunne opnå den tårn høje ambition, det er at nå derop. Det er ikke alle forundt at komme til toppen, og derfor fik vi også efterfølgende udleveret et bevis på, at vi faktisk har været der. Dermed må man sige, at missionen lykkedes(og patienten lever skam i bedste velgående!) om at besejre mastodonten i næsten 6 kilometers højde, hvilket ikke er dårligt for dansker fra det flade kongerige.

Om eftermiddagen tog jeg bussen tilbage til Quito, hvor jeg bare skulle sove ovenpå denne kraft anstrengelse. Dagen efter skulle jeg flyve fra Quito til Lima i Peru, og dermed vinke farvel til det herlige land, Ecuador, der har givet gode oplevelser.