Tog bussen til Quilotoa, som virkelig ligger på Lars Tyndskids marker, men det er et interessant område, som jeg bevæger mig ind i, da det er meget traditionelt. F.eks. bærer rigtig mange i dette område hjemmestrikkede tøj og sorte og grønne hatte med bånd(de grønne minder faktisk utrolig meget om tyrolerhatte). Udover tøjstilen er anderledes i forhold til de andre steder, jeg har været i landet, så har de også et mere indianerprægede udseende i dette område. Så det er virkelig de indfødte og meget traditionsbundne ecuadorianer, som jeg besøger. Der er nærmest ikke nogle byer på busstrækningen mellem Latacunga og den lille flække Quilotoa. Derfor var det også sjovt at se bjergbønderne blive sat af bussen i absolut øde områder, mens andre stod i vejkanten og ventede på bussen i områder, der ville betegnes som det absolutte ingen ting.

Denne meget traditionsbundne del af Ecuador er kendte for sine markeder, og hver lille by har nærmest et marked en dag om ugen. I morgen er der f.eks. marked i Zumbahua, så min rygsæk røg ind under bussen sammen med poser med hønsefoder og majs. Det mest fantastiske var dog, da vi holdte i netop Zumbahua. Dette skete nemlig det fantastiske optrin, at busmedhjælperen kravlede op på taget via den stige, der var udfor min vinduesplads. Jeg kunne se noget snor blive hejst ned fra taget, og til sidst var der minsandten 10 levende kyllinger i den anden ende af snoren(Ordsproget om at det er bedre at have en høne i hånden end 10 på taget blev hermed modbevist!). Det var sgu et sjovt syn, men kyllingerne skulle nok sælges dagen efter på markedet, og det fortæller også noget om at det er Lars Tyndskids marker, jeg er kommet til.

I Quilotoa, der er en meget lille og fattig flække, er nærmest alle husene(hvis de kan kaldes det!) "hostals". Dette dækker over at de lokale forsøger at leje senge og værelser ud til de turister, der kommer til byen for at se Laguna Quilotoa, der er et gammelt vulkansk krater, der i dag er en lagune. Det er tydeligt at se, at de lokale lever højt på denne beliggenhed tæt på lagunen, da de kan lave en mønt på at transportere turister ned i bunden af lagunen på hesteryg, eller driver "hostels", hvilket jeg nærmere vil betegne som homestays hos fattige familier.

Jeg blev indkvarteret på Hostal Samana Wasi, hvor jeg blev budt velkommen med Coca Te og brød af Fabrizio på 14. Efter lidt snak, så skulle jeg selvfølgelig se selve den berømte lagune, der var et ganske smukt syn.

Man kan både se og mærke at områder er præget af fattigdom, og derfor forsøgte de lokale også at hive gringoen ind i deres små værksteder, hvor de strikker tøj, huer og jakker, eller laver masker ud af træ, som de så kan sælge på diverse markeder i området. Jeg kunne ikke nænne og sige nej, når de gerne ville vise deres produkter frem, selvom hverken hjemmestrik eller træudskæringer interessere mig. Der var alligevel ikke noget at foretage sig i denne lille flække!

Om aftenen spillede jeg fodbold med drengene fra den lille Pueblo, men jeg måtte sande det med at løbe efter en fodbold i 4 kilometers højde er nærmest umulig, når man kommer fra det flade Danmark. Derfor var jeg mest målmand, eller stod og "fiskede" i angrebet. Jeg forstår bedre, hvorfor Bolivia havde en vild hjemmebanestatistik efter at have spillet fodbold i den tynde luft. Det giver en enorm fordel til de akklimatiserede!

Spartanske forhold

Generelt var standarden af fodboldbanen i stil med resten af byen. Bolden var flad, og vi spillede på en jord/støvbane med nogle store og ganske farlige huller. Foran det ene mål var der en kæmpe grav, hvor folk virkelig kunne komme til skade!

Hostelet var også yderst spartansk. Der var det værelse, jeg skulle sove i, hvor der stod to senge, en gammel stol og en brændeovn, mens der var et andet værelse, hvor der også stod to senge, og til min overraskelse en gammel computer(der lignede dem man havde i Danmark i slutningen af 90´erne). Derudover lå badeværelset bag dette rum. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at der hverken var rindende vand eller lys på badeværelset, så det var virkelig svært at benytte toilettet for man kunne ikke se, hvor man skulle ramme!

I den anden bygning var der et lille køkken med to små borde og nogle gamle stole og en kamin. Man må sige at det var langt fra danske standarder, og man finder virkelig ud af hvor godt vi har det, der hjemme. Jeg ved ikke om dette var den generelle standard for de små bebyggelser i byen for jeg lagde mærke til at der var et offentligt toilet med rindende vand i byen, hvor man kunne betale for at komme til. Jeg så aldrig moren i familien. Hun har nok haft et arbejde et eller andet sted, så det var børnene, der stod for at drive "hostelet". Det var datteren på 16, der lavede aftensmad, mens det var Fabrizio, der lavede morgenmad og generelt sørgede for gæsten bl.a. ved at tænde op i brændeovnen om aftenen. Det var sindssygt koldt her i højderne i det dårligt isolerede stenhus, men det hjalp da der kom gang i kaminen. Dog var jeg skeptisk overfor, hvor lidt brænde der kom i kaminen, men der var nok ikke råd til mere. Generelt var det en ret kold nat, da ilden var brændt ud hen under morgenstunden. Indtil da var der ellers ok varme i den lille stenhytte.

Det er en by, hvor de lokale ikke har de store glæder, og det er et sted, der er interessant at se for en dag, fordi de er så totalt anderledes fra den hverdag og kultur, jeg lever i. Dog var jeg dog også glad, da jeg smed 3 dollars i hånden på en af de lokale for at blive kørt tilbage til Zumbahua, hvorfra jeg kunne tage en bus tilbage til civilationen. I modsætning til de lokale beboer, der lever af at sælge de hjemmelavede produkter på de lokale markeder, og derfor er disse markeder også ret vigtigt.

En sjov oplevelse på Lars Tyndskids mark

Om lørdagen var der som nævnt marked i Zumbahua, og det var et sjovt syn, da de virkelig er meget traditionelle markeder, og noget de lokale går op. Det mest underholdende syn var, da jeg fandt min bus tilbage mod Latacunga, og kunne se at der var bundet to får fast til bussen. Jeg må erkende, at jeg var spændt på at se, hvad der skulle ske med disse får. Intet kan efterhånden overraske mig, så jeg var nysgerrig på at se om fårene blev losset ind i bussen, eller de ville forsøge at sende dem op på taget af bussen, men ingen af delene skete.

Min oplevelse i dette hjørne af Ecuador er meget autentisk, og det er en forunderlig rejse igennem fortiden, og et tilbagestående område, så jeg er glad for at jeg fik set dette. Samtidig med at jeg kunne blive akklimatiseret og få værdifuld træning i højderne før mit forsøg på at nå toppen af Volcan Cotopaxi i 5897 meters højde.

Da vi ramte byen lige inden Latacunga fandt jeg ud af, hvad der var blevet af fårene. De var såmen blevet transporteret med bussen alligevel, men bare i de små rum under bussen, der bruges til bagage! Heldigvis havde min rygsæk ikke delt garderobeplads med et får. Den havde nøjes med at dele plads med hønsefoder, korn og andet godt, der var blevet købt på lørdagens marked i Zumbahua. Da vi kom tilbage til Latacunga fik vi læsset de sidste får af bussen, og dermed fandt jeg også ud af, hvordan man transporterer får i dette land, der bare fungere anderledes end Velfærdsdanmark, hvilket også er en del af charmen ved at rejse i Ecuador.