Mine engelske venner var stadigvæk syge, så jeg tog på egen hånd ud og udforskede Perus anden største by, der er kendt for at være en by med stor arv fra kolonitiden. Dette indebar plaza de armas, som jeg synes der eksisterer i alle byerne her, men denne plads var nu flot beliggende med en grøn plads, springvand, masser af bænke og byens katedral. Derudover tronede de mastodontiske bjerge, der kan ses fra det meste af byen, bagved denne plaza de Armas. Går man igennem katedralen, så kommer man ud på den modsatte side af plaza de armas, og her lå der en lille hyggelig gade med masser af cafeer. Arequipa er kendt som den hvide by, da der er mange hvide huse, og maange af disse gamle huse stammer fra kolonitiden, så derfor er Arequipa også rent historisk en vigtig by.

Blandt de historiske seværdigheder er der en del mansions, der kan dateres flere hundrede år tilbage i tiden. Jeg besøgte Casa del Moral, der bevidnede om den rigdom, som nogle besad tilbage i 1800-tallet. Det blev også til et hurtigt kig på Iglesia de la Compania, inden Convento de Santa Theresa, der er et kloster, der stadigvæk er i brug den dag i dag. Det mest interessante var en montre med en juleudstilling. Ellers var der nogle små grønne områder og passager inde i selve klosterets gård, som var meget hyggelige.

Den klart mest interessante af Arequipas kulturelle seværdigheder er Monasterio Santa Catalina, der stammer fra 1580, og som var et kloster, hvor overklassen sendte deres døtre hen. Dog kan det være svært at forstå, da det de næsten levede under nogle fængselslignende forhold, hvor de blev overvåget, når de havde besøg af familien, som de i øvrigt ikke kunne have fysisk kontakt med. Dette sted var dog et interessant besøg, da det er en mindre by beliggende i Arequipa. Der er en masse små snævre gader(opkaldt efter spanske byer), og små flotte pladser. Derudover kunne man naturligvis se de små boliger, som nonnerne boede i.

En søndag i de lokales åndehul

Oliver var kommet så meget til hægterne at vi skulle en tur ind til byen for at proviantere. Det ville sige, at der skulle købes friske forsyninger af medicin. Efter den lange periode med dårlig mave, så var der betalt lærepenge, og derfor ryddede vi det lokale apotek for immodium. Englænderne skulle have 3 pakker, mens jeg nappede en enkelt. Derudover skulle de lige have 2 pakker med noget smertestillende medicin. Det var tydeligvis en stor ordre, som apoteket ikke kunne levere, så de måtte hente friske forsyninger inden de kunne levere de mange piller på vores hostel.

Om eftermiddagen tog jeg til bullfigthing, der er en stor begivenhed i Arequipa. Eventen ligger typisk sidst på eftermiddagen i behagelig afstand fra kirketiden, som jo er særdeles vigtig på disse kanter.

Jeg tog en taxi ud til forstaden Cerro Colorado, der denne søndag var vært for det, der rent faktisk er bullfigthing. Det er nemlig ikke mand mod tyr her i Arequipa, men i stedet for er det tyr mod tyr. Derfor er der nok snarere tale om bullwrestling. Det er altså her på den lille tyrearena at de lokale spenderer deres højhellige søndage. Peruvianerne er et hårdarbejdende folk, og butikkerne er som regel åben fra tidlig morgen til sent aften - med undtagelse af om søndagen. Tyrekamp er åbenbart en familiebegivenhed for der var både små børn, som gamle bedsteforældre, der var troppet op til denne begivenhed, der udelukkende var forbeholdt for de lokale. Jeg tror jeg var den eneste gringo, der havde fundet på at overvære denne søndagsbegivenhed, og det gjorde det ikke mindre interessant, da det gav et indblik i, hvad peruvianere laver på deres fridag.

Starttidspunktet var sat til kl. 13, så det havde jeg timet min ankomst til. Taxien kørte planmæssigt mig frem til forstaden beliggende ude ved lufthavnen. Det er også meget symptomatisk at Cerro Colorados vartegn er to tyre, der stænger hovederne sammen. Det fortæller noget om, hvor betydningsfolk denne type af shows er for beboerne i dette område. Jeg stillede mig op i billetkøen, og langt om længe kom jeg frem til det lillebitte hul, der var lavet i muren, så man lige akkurat kunne stikke en hånd igennem og aflevere pengene for at få lov til at entrerer arenaen.

Indenfor arenaens murer fik jeg dog lov til at vente, da jeg ikke havde taget højde for at starttidspunktet var lokal tid(og nej dette handler ikke om tidszoner, men om ganske almindelig sløvhed!). Så derfor startede festlighederne først kl. 14, selvom der tydeligvis stod i programmet at det skulle starte kl. 13.

Den Arequipianske udgave af tyrekamp består i, at de to tyrer, der kæmper, skal forsøge at få den anden til at flygte. Det starter med at de forsøger at stænge hinanden og presse modstanderen baglæns, og efter noget tid, så giver denne tyr op, og forsøger at undvige og flygte fra den anden, der så har vundet.

De lokale går virkelig op i det, og der bliver jublet, når en tyr angriber eller tvinger den anden til at flygte, mens der ligeledes bliver buhet kraftigt, når tyrene ikke rigtig gider at angriber hinanden, og bare står og gloer. Det fører til at tyrens træner/ejer(eller hvad han er) må stimulere tyren, hvilket enten gøres ved at han stikker hånden op et vis sted på tyren for at stimulere den, ellers kører han et reb omkring tyrens horn, og det kan åbenbart også få sat gang i dens angrebslyst.

Efter en del kampe, så var der en pause, hvor alle rejste sig op, og der blev spillet en melodi på mundharmonika. Det kunne være den peruvianske nationalmelodi, da de lokale tog de store cowboylignende hatte af hovedet. Jeg ved ikke om man har søgt inspiration i baseball-verdenen, og dens 7th inning stretch for det virkede som om, der lige skulle gives plads til at folk kunne få et break fra tyrekampene.

I sig selv er det ikke den mest inspirerende form for underholdning, men det var sjovt at studere de lokales adfærd. Udover der var fuld gang i de mange madboder, kage- og issælgere, så blev der kyllet en del arequipena - den lokale øl - indenbords. Derudover er det åbenbart meget normalt at man bare pisser, hvor man lyster, selvom arenaen har masser af ledige toiletter! Det ser ud til at de har en anden kultur i forhold til hygiejne for jeg tror folk ville brokke sig på stadion, hvis jeg stillede mig op og pissede i et hjørne af stadion, når jeg er til fodbold.

Det mest sindsoprivende øjeblik opstod, da en tyr pludselig angreb en mand. Jeg kunne ikke se om denne man var en træner/ejer eller en af dommerne, men der løber altid et hav af personer rundt inde i selve arenaen, når tyrene kæmper. Denne uheldige mand blev stanget i jorden, men så ud til at slippe med noget, der lignede en brækket arm. Måske en forstuvet arm, hvis han var heldig. Han blev i hvert fald fragtet væk i ambulance, men det hele satte sindene i kog. Jeg kender ikke reglerne, så jeg ved ikke, hvem havde ansvaret for dette, men pludselig stod der en hel kødrand af tilskuere på selve kamppladsen, og det medførte at politiet måtte køre ind i arenaen for at afhverve optøjerne. Da politiet ville køre ud af arenaen igen var der tilskuere, der forsøgte at blokerer politibilens vej ud, hvilket førte til at i hvert fald en person blev anholdt, hvilket skete ved at han blev hevet op bag på ladet af polititrucken.

Det var også blevet tid for gringoen til at forsvinder ud af de lokales søndags åndehul. Det var også ved at blive koldt, og jeg havde ikke rigtig påklædning på til at befinde mig i Arequipa, når solen er gået ned, da det var brandvarmt, da jeg tog afsted til bullfighting om eftermiddagen. Det er altid super varmt om dagen, når solen er igennem, men ligeså snart den forsvinder, bliver det koldt i byen. I taxaen tilbage til hostlet fra tyrearenaen, og den efterfølgende taxitur til busstationen, kunne jeg virkelig forstå på mine taxichauffører, hvor stor denne type af begivenheder er i Arequipa. De går virkelig meget op i bullfighting.

Tid til at forlade Arequipa

Arequipa har været en behagelig oplevelse, og det skyldes ikke mindst Evalina, der driver det hostel, som jeg boede i. Det var endnu et fint hostel og en sød vært. Derfor måtte jeg igen tager en stak brochure med, som er blevet min nye tradition, når jeg har været glad for et hostel, så spørger jeg om, de vil have at jeg tager nogle brochure med til mit næste hostel. Det vil de altid gerne have.

Når jeg ankommer til et nyt hostel, så spørger jeg om de vil have betaling med det samme, eller først når jeg checker ud, og det plejer at være indikator på, hvor meget man kommer til at kende receptionisten. Vil de have pengene omgående plejer det være en indikator på, at stedet handler om at tjene penge på dig, mens dem der siger det kan vente til du rejser, ofte er ensbetydende med at de har en større interesse i, at lære deres gæster at kende, og det i lige så høj grad er det, der driver dem i deres arbejde som hostelvært. Det blev til et farvel til Evalina med kram og hele pivtøjet på Cabanitas house, så det var endnu en fin peruviansk vært, der blev taget afsked med.