Næste dag besluttede jeg mig for at springe på bussen til Cafayate, der er Argentinas næstvigtigste vindistrikt(efter Mendoza), og på bussen igennem Valles Calchaquis mødte jeg Megan fra Seattle, som jeg kom til at bruge en del tid sammen med de næste dage. Turen til vinområdet var ret imponerende ikke mindst, da vi krydsede igennem den smukke Quebrada de Cafayate. Der er et tørt klippeområde. Ja det er faktisk nærmest et ørkenterræn med sand, bare klipper og kaktusserne, så derfor er det også fantastisk at et af Argentinas bedste vinområder ligger i dette ørkenmiljø. Det var lidt en overraskelse for mig, men det gør ikke området mindre interessant.

Da vi kom frem til Cafayate blev vi mødt af repræsentanter fra byens hostels, og vi blev overtalt til at følge med til Backpackers Cafayate, der var et lille hyggeligt familiedrevet hostel, hvor vi først fik en lang introduktion omkring anbefalinger om hvad man kunne lave i byen, og hvor man kunne spise og drikke god vin.

Det var blevet spisetid for os, da vi ikke rigtig havde fået frokost, da vi havde siddet i bussen i 4,5 timer. Så derfor var det tid til aftensmad her kl. 18-19 stykker, men vi blev klogere. Det var umuligt at finde en åben restaurant! Det er nogle helt andre åbningstider de har her og en helt anden kultur, der gælder vedrørende spisetider. Man spiser ofte en lille morgenmad omkring kl. 9, og derfor en stor frokost vel omkring kl. 13-14, og så er der ellers lukket de fleste steder indtil aftenserveringen åbner, hvilket tidligst sker kl. 20, hvis det er tidligt. Flere restauranter åbner først kl. 22. Selv på en søndag er åbningstiderne ret sene, og det virker ikke til at de bekymrer sig om at skulle på job mandag morgen. Det er vist meget normalt at argentinerne drikker en kop te og får en snack(f.eks. empanadas) ved 17-tiden, så de kan vente med at spise indtil meget sent! Jeg skal lige vende mig til disse spilleregler, hvor alt bare er lukket, hvis man vil spise kl. 18-19, som derhjemme! Heldigvis er deres empanadas virkelig gode, så det er et godt mellemmåltid.

Det endte med at Megan og jeg måtte vende tilbage til hostelet, og spendere et par timer, der inden vi kunne gå ud, og spise. Vi fandt en rigtig hyggelig restaurant, hvor de serverede en velsmagende roquefort pizza og en super kold torrontes hvidvin, hvilket er områdets specialitet. Det var virkelig herligt at sidde her i den lune aften udendørs med et glas kold, frugtfyldt og frisk hvidvin. Det er disse aftener, som vi ikke har mange af i Danmark, så det var fantastisk at sidde på denne fortovsrestaurant og nyde det stille og afslappede liv i Cafayate.

Vinsmagning og dramatisk natur

Dagen efter stod på vintur. Vi besøgte først Vasilja Secreta/Bodega La Banda, der var den første vingård i byen. Det var en Lille vingård, hvor vi smagte en tør torrontes, der ikke var lige så god som den vi havde fået på restauranten dagen forinden. Derudover serverede de en rødvin, som heller ikke var prangende, men det var dog en smuk vingård. Grunden til vinen ikke var fantastisk kan skyldes at vinrundvisningen og vinsmagningen var gratis, så vi har nok fået det billigste sprøjt.

Derefter var det tid til en udflugt til Quebrada de Cafayate, som var virkelig imponerende og meget mere spektakulær og dramatisk end den mere kendte Quebrada de Huamaca nord for Salta. Klipperne var mere stejle her, og havde nogle dramatiske former. Derudover var de også ganske farvestrålende. Endelig var der en del grønne træer i dalen langs den udtørrede flod, så det er et imponerende område. Vi stoppede en del forskellige klippeformationer, der var blandt andet togvognen, elefanten, slottene, frøen, obelisken og fuglenes hus. Efterfølgende havde vi det mest imponerende stop, som var ved "det klassiske billede" af Quebrada'en(kløften eller slugten). Vi kravlede op på toppen af et lille bjerg, og havde derfra et suverænt view ud over de farvestrålende og forskelligformede klipper Derefter fortsatte vi til det imponerende amfiteater, hvor der er koncert engang om året inden vi sluttede ved djævlens hals.

Om aftenen tog jeg igen med Megan på en restaurant, som vi havde fået anbefalet af hostelets ejer, og vi fik husets specialitet, der er empanadas(det er en form for fyldt butterdejsruller med kød, kylling, grøntsager, (gede)ost m.v.), og disse var virkelig lækre. Derudover var vi selvfølgelig nød til at drikke torrontes til.

Berusende vinsmagning på Bodega Etchart

Min sidste dag i Cafayate startede med et besøg hos Bodega Etchart, der havde lukket 5 minutter før vi ankom dagen forinden. Det var en meget stor vingård, hvor der er en stor industriel produktion, og derfor havde vi fået anbefalet stedet, da det var den modsatte oplevelse end den lille Bodega La Banda. Bodega Etchart producerer vin til ca. 30 lande, hvor hovedeksporten går til USA, England, Belgien, Holland og Brasilien. Det var en helt fantastisk god guidet tur, og vinen var ikke mindst velsmagende. Jeg fandt ud af, hvorfor den første torrontes vin jeg smagte i byen var meget cideragtig. Det er fordi de har to typer af torrontes. En der er senthøstet, og derfor har den et meget højt sukkerindhold, da druerne er længere tid på grenene.

Derfor formoder jeg at den torrontes, som jeg smagte på Bodega La Banda må have været den "normale" torrontes, der ikke er langtidshøstet, og derfor var den mere tør. Jeg er ikke så vild med den tørre udgave af torrontes, men den langtidshøstede er perfekt til dette varme klima. Den er meget frugtagtig, frisk og sød. Grunden til at Torrontes druen er meget anvendt her i Cafayate er at der er gode vækstbetingelser her, da dagene er meget varme, mens nætterne er kølige(for de lokale - Jeg synes de er super behagelige!), og dette skift mellem varme og kølighed skulle være godt for torrontes druen. Derudover skulle de omkringliggende bjerge også have en beskyttende virkning for vindruerne.

Ellers smagte jeg på Bodega Etchart en malbec rose, en malbec reserve rødvin og en rødvin dyrket på cabernet sauvignon druen. Begge to ganske fyldige og stærke vine. Den sidstnævnte var nok den smagsmæssige mest kraftige, men grunden til at vine er ret stærke i dette område er at vindistriktet er højt beliggende og dermed tæt på solen. Begge rødvine havde derfor også en alkoholprocent på 14,5%.

Efter Etchart gik jeg videre til Bodega Domingo Hermanos, hvor den guide tur var rimelig elendig i forhold til den jeg lige havde fået på Etchart, og vinen var også rimelig ringe i forhold til de gode varer, som jeg lige havde skyllet ganen i, men dog skal Domingo Hermanos krediteres for at serverer en fremragende quso de cabra(gedeost) til vinen. Denne ost var suveræn, og vel den bedste ost, som jeg har smagt i Sydamerika! Så i dette tilfælde var det faktisk osten, der opgraderede vinen, og ikke omvendt!

Efter dette vinbesøg steg jeg lettere beruset på bussen tilbage til Salta efter et par yderst behagelige dage i vinlandet.