Julen varer lige til påske

Vi forlod herlige Paraty, om end vi håbede på bedre vejr. Vi havde sat kursen mod et af verdens største vandfald Iguacu Falls, der ligger på grænsen mellem Argentina og Brasilien. Først skulle vi køre et par timer før vi kom til Brasiliens største by, Sao Paulo, der er en kæmpe by med op mod 20 mio. indbyggere. Vi ankom til storbyens busterminal via de store spaghetti-motorvejsudfletninger, som der jo ofte findes i byer af denne størrelse. Vi havde 3 timers venten på vores bus til Iguacu, men desværre havde vi kun tid til at se busterminalen, da vi ikke ville risikere at misse vores bus, så det blev til lang tids venten i Sao Paulo inden vi kunne starte på vores 17 timer lange natbustur til Iguacu. Vi kunne Sao Paulos sky line på vej ud af byen, men ellers var der ikke mange højdepunkter på den lange bustur, hvor der blev sovet en del. Vi havde et stop på en af de mange veletablerede motorvejsrastepladser, som der findes så mange af her i landet. Der er ofte store cafeteria-linende spisesteder, hvor der i denne ene ende er en buffet, hvor man betaler pr. kilo, som man spiser. Per-Kilo-Restauranterne er generelt ret populære i dette land. Udover buffeten, så er der ofte en grillbar i det modsatte hjørne, og et sted hvor man kan købe brød og kager, udover en lille butik. Så der er et stort udvalgt af mad, og som sædvanlig er der ingen risiko for at man sulter i Brasilien.

Selvom vi er i midten af januar, så er de stadigvæk ikke nået til den tanke at julepyntet snart skal pilles ned. En af de restauranter som vi stoppede ved var fuldstændig fyldt op med julepynt. Ligesom vi så flere store juletræer i flere forskellige af de byer, som vi passerede undervejs på busturen. Så der er måske en sandhed om at julen varer lige til påske!

Storslåede Iguacu Falls

Næste morgen ankom vi til Iguacu, og vi tog nærmest direkte ud til de kendte vandfald. Her fra den brasilianske side af Iguasu Falls har man et panorama view udover den utrolige mængde af vandfald. Udover vi så de store vandfald falde ned over klippesiderne, så fik vi også set et par Coatis.

Om aftenen røg vi på en rodizio-restaurant igen. Så det blev til en overflod af kylling og kød, hvor højdepunkterne nok var kanin i ost, og den lækre ananas grillet i kanel. I øvrigt har rodizio restauranterne ry for at de altid servere masser af kylling og gris i stedet for kød i starten, hvor kunderne er mest sultne, da kød som bekendt er dyrere end f.eks. kylling. Jeg kender ikke prisen på oste gratinerede kartoffelmos, men det var i hvert fald vildt lækkert.

Næste morgen vågnede vi op til et overdådigt morgenbord, der var et par klasser bedre end den hostel-morgenmad, som jeg var vant til, og i bedste brasiliansk stil bestod morgenmaden af søde sager ad libitum. Dette inkluderer bl.a. pølsehorn, karamelrand og chokoladekage!

Denne dag skulle vi se den argentinske side af vandfaldene. Vi passerede floden, der er grænseovergangen mellem Brasilien og Argentina. Det er meget sjovt at man kan se de brasilianske flag på den første halv del af broen, hvorefter det skifter til de argentinske farver lige præcis mit på broen. Desværre var vi kommet af sted i øsende regnvejr. Det stod virkelig ned!

Der kan falde 100 mm regn på en dag her i området, så det kan virkelig pisse ned, hvilket vi fik af føle. Det er bl.a. de store vandmængder, der gør at der er så meget vand i vandfaldene, og derudover er der en underjordisk kilde, der også fører vand til de kolossalt mange vandfald i Foz do Iguacu.

Vi var først på en båd tur, hvor vi sejlede i en zodiac ind under San Martin vandfaldet, hvilket var ret sjovt, og jeg må sige at vi blev pænt våde!

Derefter gik vi en tur langs den sti, der fører en rundt om de mange vandfald, hvorefter vi sluttede ved Djævlens Hals, der var højdepunktet. Det var helt vildt imponerende at se de kaskader af vand, der flød de ca. 85 meter ned af alle de klippevægge, som man overhovedet kunne se. Desuden er det fascinerende at høre den enorme lyd, som det giver, når så meget vand falder ned fra toppen af det, der ellers ligner en stille og fredelig sø. Interessant nok kunne vi også iagttage at fuglene bor inde under selve vandfaldene, hvor de har bygget redder i klippevæggen. Ellers så vi et par store cat fish og enkelte caimans i floden, mens vi var på vej tilbage fra vandfaldene. Iguacu Falls er meget imponerende, men det er flottest set fra den argentinske side og ikke mindst Garganta do Diablo.

På vejen tilbage fra Djævlens Hals, der ligger i det fjerneste hjørne af parken, kørte vi med et lille tog, og på togturen så vi en Tucan, som en stor fugl med et kæmpe gult næb. Den var ret flot som den sad, der og tronede i toppen af et stort træ.

Vores aftensmad spiste vi nok engang på en all-you-can-eat rodiziorestaurant. Denne gang var det pizzaer, som man bare kunne spise løs af. De almindelige pizza var vel mest af alt gennemsnitlige - palmetræs pizzaen var vel en af de bedste, men jeg har dog svært ved at skjule min begejstring for de gode dessertpizzaer, som stedet kunne diske op med. Disse kunne f.eks. indeholde fyld som chokolade og jordbær, banan, honning og kanel og en kokospizza. Vi kunne bestemt lære noget derhjemme med denne type af dessert pizzaer. De er virkelig lækre!

Undgik at blive rullet i Paraguay

Dagen efter havde vi en fri dag. Nogen brugte den til at tage ud til en dæmning, andre ville ud i en fuglepark, mens jeg tog til Paraguay sammen med to andre fra Gap-gruppen. Jeg ville over og se på et billigt vækkeur eller alarm, da jeg har haft lidt problemer med mit nuværende vækkeur, og det dur ikke. Elektronik, tøj og parfume skulle blandt andet være nogle af de produkter, der skulle være billigere i Paraguay, så jeg tog en taxi sammen med Samara og Christian hen til den bro, der markere grænseovergangen mellem Brasilien og Paraguay. Vi skulle passere denne bro til fods, og dermed gå ind i Paraguay.

Det var dog en lidt spændende tur henover broen, da min Lonely Planet bestemt ikke anbefalede at gå over broen, mens Jørgen(en anden dansker fra gruppen) havde Turen går til Brasilien, og denne bog var i endnu højere grad fordømmende overfor at passere denne bro, og de skrev vel nærmest at man ikke kunne krydse broen uden at blive rullet. Så derfor havde jeg efterladt mine værdier(bortset fra lidt kontanter) i Brasilien, men vi havde ingen problemer, da vi vadede over broen og ind i Paraguay. Der var ingen paskontrol eller lignende, og det må være første gang jeg har gået ind i et andet land via en bro og en fodgængerovergang på den måde!

Således stod vi lige pludselig i et større gedemarked i Ciudad del este, som grænsebyen hedder på den Paraguayske side. Nok engang kunne jeg ikke skjule at jeg var udlænding, så sælgerne flokkes om turisten, og nogle gange tror jeg, der gik i sport i at se hvor mange gadesælgere, der kunne forsøge at sælgere alt muligt ragelse på samme tid. Det virkede i hvert fald nærmest som en magnet på de andre sælgere, når der var en der antastede mig.

Ciudad del Este er et stort gademarked fyldt med fake produkter, og det foregår på gader, der støder op til de omkringliggende shopping malls. Man kan købe alt muligt, men elektronik, tøj, kosmetik, ure og solbriller m.v. er vel de mest klassiske ting, der sælges, men det er vel også de mest typiske fake produkter. Det var lidt sjovt, da jeg stod og kiggede på et ur, som sælgeren forlangte en høj pris for, hvorefter jeg spurgte om hun ikke havde et billigere ur, hvorefter jeg fik svaret "nej, mine ure er jo cassio". Det var jo lidt sjovt, da alt der blev solgt på gaden utvivlsomt var falske produkter, men måske der findes både mærkevarer produkter og mindre gode produkter indenfor fake branchen. Jeg skal ikke kunne side det!

Ciudad del Este var ikke ligefrem den bedste ambassadør for Paraguay, og Brasilien ser umiddelbart meget velfungerende ud sammenlignet med Paraguay, hvor der var skrald, og det var beskidt over alt i disse handelsgader i denne triste grænseby.

Jeg fik købt mig et billigt vækkeur, men vi var også blevet væk fra hinanden på den kaotiske markedsplads, så jeg måtte vente en del tid udenfor et shopping center, inden jeg pludselig fik øje på Samara, og efter endnu længere tid dukkede Christian også pludselig op, og så tog vil ellers turen tilbage over broen, der bestemt ikke virkede farlig. Hellere ikke selvom vi i bedste turist-stil begyndte at tage billeder af den gule linje, der midt på broen markere grænsen. Derudover var der de to landes flag på hver side af denne gule linje. Samtidig er der på hver side af denne gule streg farver i henholdsvis de gule og grønne brasilianske farver, mens det er de paraguayanske farver, der vejer på den anden side. Da vi var kommet tilbage over broen, så kunne vi tage en taxi tilbage til Iguacu, og således fik vi brugt en dag i Paraguay.