Næste morgen forlod jeg Rio for at tage til Ilha Grande, der er en ø ud for den grønne kyst. Jeg sprang på den sceniske bustur forbi de små bugter med strande og de grønklædte bakker til Angra dos Reis, hvorfra man kan en færge til Abraado, der er den eneste lille by på øen.

Der er et lille loop omkring Abraado, hvor man går forbi et par små strande til et gammelt, mosklædt fængsel, der har fungerede som karantænestation, inden man kommer ud til en gammel akvædukt. Derefter passere man en naturel pool, hvor en dukkert virkelig er sagen, når temperaturen er omkring de 40 grader. Det er et virkeligt smukt område, som jeg gerne kommer tilbage til, men det bliver nok på et andet tidspunkt, når det er vinter eller forår!

Der er over 100 strande rundt omkring på Ilha Grande, men den mest kendte og mest populære er Lopes Mendes stranden, der af nogle går for at være en af de bedste strande i Brasilien, så det er et flot prædikat at få med på vejen, når man tænker på hvor mange strande de har i dette enorme land. Jeg gik de 6 km ud til Lopes Mendes en tidlig morgen, men det var alligevel ulideligt varmt. Jeg erfarede bagefter at der var over 40 grader denne dag, så man forstår bedre, hvorfor man stadigvæk bare storsveder, selvom man kun går i et par badeshort og sandaler!

Selve turen var ret smuk, og gik igennem den tropiske og meget grønne regnskov-lignende skov, hvor man første kommer til Palmas stranden, og derfra går man via to andre strande, der også er fyldt med palmer, små hoteller og barer inden man rammer den store, brede Lopez Mendes strand. Og jeg kan love for at det var fantastisk at bade i de klare og afkølende vand efter den lange vandring. Det var vel en af de bedste dukkerter nogensinde efter de 2 timers hiking i omkring de 40 grader. Vandet var faktisk så klart at man kunne se fisk, og sandbunden var også totalt ren, og der var generelt ikke mange sten.

Selve stranden var lidt befolket i den ene ende, hvor bådene og hikerne rammer stranden, men går man op i den anden ende af den brede og uendelige lange strand, så kan man næsten få stranden for sig selv. Der var dog enkelte områder af stranden, der var lidt beskidt, og hvor der lå grene og blade, men sandkvaliteten var ganske fin.

Der lå også en lille kirke ved Lopes Mendes stranden. Det virkede som et lidt mærkeligt sted at have en kirke, da området ikke havde mange faste beboer. Jeg hikede tilbage i gennem den smukke og grønne regnskov, der gik op og ned. Det gik nedad, når man nærmede sig en af strandene og opad når man lige forlod en af strandene, men der er åbenbart snak om at der måske snart skal bliver indført en begrænsning på antallet af besøgende på Ilha Grande inden for få år for at beskyttet området mod forurening.

Jeg mødte mine irske venner, der fang ud på en fiskerestaurant lige ud til stranden, hvor der også var servering. Abraado er generelt en lille hyggelig flække med mange restauranter og barer, der har servering på selve stranden, og der er et behageligt liv om aftenen, hvor der er masser af mennesker(og myg!) på gaden disse meget lune sommeraftener.

Dagen efter tog jeg på en sejlads halvt omkring Ilha Grande, hvor vi så den grønne og blå lagune, hvor vi kunne snorkle(den grønne var klart bedst for snorkelling), og vi så nogle koraller og lidt fisk. Ellers stoppede båden ved nogle små strande, der havde været hyggelige, hvis man havde været alene, men desværre var der 10 andre turbåde på samme tid, så dermed var de ellers afsides beliggende strande pakket!,

Dette var den sidste aften på øen, så det blev fejret med en crepes på strandkanten, hvorfra man kunne se lysene på den anden side af bugten i form af en by.

Brasiliens St. Tropez

Næste morgen tog jeg færgen tilbage til fastlandet, og kom til Rio via speed connection, der var et selskab, der levede op til sit navn for chaufføren gav den gas i sådan en grad, da hele bussen vågnede op af morgen søvnen, da han hamrede henover et vejbump med så høj fart, at jeg også vil tro at han lige havde fået sig en lur under kørslen! Han præsterede faktisk at køre så stærkt at vi alle forlod sædderne og røg 20-30 cm op i vejret i den lille tætpakket minibus, og jeg fik smadret min skulder ind i en krog, der lige fik revet min t-shirt op. Så vi var mange der var glade, da vi endelig kom af bussen. For mit vedkommende blev det til et hurtigt busskifte på stationen i Rio inden jeg satte kursen mod Buzios, der skulle være en fashionabel ferieby på kysten nord for Rio. Byen går endda under tilnavnet Brasiliens St. Tropez, hvilket måske skyldes at byens berømmelse startede, da den franske skuespiller Birgitte Bardot begyndte at besøge byen.

Det er et dejligt sted med meget hyggelige brostensbelagte gader og en flot havnepromenade ved navn Orla Bardot, og som svinger sig rundt langs bugten. På denne strandpromenade finder man også en statue af Brigitte Bardot, der faldt for stedet for flere årtier siden, og det kan man egentlig sagtens forstå, da der er mange smukke og farvestrålende huse langs havnepromenaden, der er fyldt med restauranter, barer og butikker. Der er livligt på hovedgaden og strandpromenaden selv sent ud på aftenen, og der er en behagelig atmosfære. På mit hostel mødte jeg en lille gruppe, der var på tur med selskabet Cruz del Coast, som jeg tog i byen med, og vi fik et par øl på en bar, men vi måtte også erfare at det åbenbart er elitens by. Vi var i hvert fald ikke interesserede i at betale 100 rheis(315 kr!) for at komme ind på en af byens natklubber. Det var sikkert også byens førende klub, men vi kunne altså sagtens nøjes med en baggårdsfest med noget live musik. Generelt er nattelivet godt her i Buzios, der som nævnt kaldes Brasiliens St. Tropez, da mange kendte angiveligt skulle frekventere området. Man kunne også se to store cruise skibene ligger udenfor havnen, så der er nok ikke nogen tvivl om at byen er et populært sted. Dog ser man ikke mange store yachts, så på den front er der langt til St. Trop standarder.

Buzios er en strandby, og jeg kom egentlig for at slappe af et par dage på stranden, men vejret var desværre ikke ligefrem godt. Det pissede ofte ned, og det var langt fra samba og sommer. Dog blev der mulighed for at besøge nogle af området mange strande ind i mellem de massive regnskyl. Dog var det ikke rigtig vejr til at ligge på hverken Ossos stranden, Joao Fernandes stranden eller Joao Fernandinho stranden, som var dem jeg besøgte. Strandende er generelt ikke store, men sandkvaliteten er fin, og de minder vel en del om de små strande, som jeg så i de små bugter på Costa Verde.

Buzios var et meget hyggeligt sted, men jeg endte alligevel med at forlade dette strandparadis en dag før planlagt, da vejret simpelthen var for dårligt, og der er ikke så meget andet at lave i området, når det bare konstant regner, så derfor tog jeg tilbage til Rio, hvor der er lidt flere muligheder.