Profile
Blog
Photos
Videos
Hej allesammen
Vores sidste dage her i Guatemala har vi tilbragt ved den smukke soe, Lago Atitlan. Rundt om soeen ligger en masse smaa hyggelige byer, hvor mayakulturen lever videre i mere eller mindre grad. Hver lille landsby har deres egen dialekt inden for mayasproget og snakker saa lidt spansk som andet sprog. Dem af dem, der er saa heldige at gaa i skole snakker ogsaa spansk der. Kvinderne fra landsbyerne lever af at lave typisk haandvaerk herfra, som armbaand, tasker og taepper. Dem tager de ind til de lidt stoerre byer og proever at saelge -dvs. hvis de altsaa har raad til en tur med en af de smaa lokale baade (der cirka koster 2 kr pr person)
Vi har boet hos en lokal familie i San Jorge, som er en meget lille by. Umiddelbart vil vi skyde paa, at der bor omkring 2500 mennesker og det er maaske endda i overkanten. Det er ikke helt nemt at regne med naar nogle af familierne rummer 11 boern!
Familien vi var hos bor lidt oppe bag byen og bestaar (indtil videre i hvert fald) af mor, far, datter og soen. Mariljeta, Daniel, Ingri og Danielito. Fantastisk soede mennesker. Vi snakkede dog mest med Mariljeta og boernene eftersom Daniel arbejde hver dag, hele aaret rundt, fra 9-21/22!
Ingri er 7 aar og gaar i skole, men har lige nu juleferie i tre maaneder og lille Danielito paa 1,5 aar koncentrerer sig bare om at laere at snakke. Derhjemme snakker de maya, saa selvom vores spansk er noget fattigt, forstod vi ikke et kvaek af hvad der foregik halvdelen af tiden. Til gengaeld fik vi os nogle overraskende lange snakke paa spansk med Mariljeta og vi laerte rigtig meget om deres, en anelse primitive, kultur:
I huset boede ikke kun familien vi besoegte, men ogsaa alle Daniels soeskende og deres boern. Vi har ingen anelse om hvor mange det bliver i alt, for vi naaede kun at faa forklaret sammenhaengen om den ene familie, og med dem var vi saa 17 mennesker i huset. Saa mangler der stadig 4 af Daniels soeskende og deres boern, saa det kommer sikkert nemt op paa en 50 mennesker. Og de holder jul sammen alle sammen -det bliver til mange gryder der skal i brug!
Til gengaeld er man kun social med familien. Hverken Mariljeta eller Daniel har nogle venner, de ser i fritiden. Boernene leger selvfoelgelig med andre boern, men naar de selv faar familie skal kontakten cuttes. I forhold til Danmark er baandet til familien paa den maade ogsaa meget staerkere. Og faetre og kusiner taeller naermest som soeskende, fordi de allesammen vokser op i samme hus.
Vi fik ogsaa et godt indblik i rigtig typisk mad. Selvom familien vi boede hos, vist har det nogenlunde godt oekonomisk (de havde baade doere, toilet og et bad), skal der spares, spares og spares. Aftensmaden hjalp vi til med at lave og meget enkelt bestod den af suppe med pasta og blade og hjemmebagte tortillas. Det smagte nu rigtig godt, men det var lidt sjovt at sidde og spise blade, der rent faktisk "bare" var hentet et sted udenfor.
Vi proevede ogsaa at forme tortillas, og selvom det ser super nemt ud naar kvinderne her selv goer det, er det faktisk ret svaert. Vi fik i hvert fald ikke en eneste til at se normal ud, trods uendeligt mange forsoeg. Mariljeta grinede bare af os og fortsatte selv i hendes eget sindssyge tempo. Deres haender er helt sikkert lavet af noget andet end vores!
Til maden, inden, efter og hele tiden fik vi hjemmelavet majste. Grundlaeggende laver de majspulver ved at riste majsene helt toerre og derefter pulverisere dem. Pulveret bliver saa bare blandet op med varmt vand og vupti har man den laekreste te. Vi har ledt efter det overalt i de smaa supermarkeder/kiosker her, men det er aabenbart noget de vil holde helt for dem selv. Flaber ;)
Morgenmaden bestod af mole (heldigvis bedre end den vi tidligere har beskrevet i Mexico), hjemmelavet tomatsovs og et stykke broccoli stegt i aeg. Faktisk rigtigt laekkert og maettende. Mums :)
Alt i alt var det en rigtig fed oplevelse at faa lov at opleve saadan en skoen familie og komme helt ind under huden paa de her mennesker, med den rigeste kultur vi endnu har oplevet.
De har saa meget at fortaelle og det er paa trods af. at de maks har bevaeget sig faa kilometer fra hvor de er blevet foedt.
Imorgen tidlig kl 6, smider vi os ind i en bus og koerer tilbage ind i Mexico, til byen San Cristobal de Las Casas.
Haaber I har det godt derhjemme -vi hoerer dejlige historier om baade haandboldpigerne og FCK. Det er jo kanon!
Hasta luego amigos :)
- comments