Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en hektisk dag i søndags, med en masse oplevelser som gjorde stort indtryk på os - og som gav os en grusom nattesøvn, da vi tror, at virkeligheden virkelig gik op for os, så var mit humør i hvert fald ikke så godt mandag morgen. Jeg var træt, i dårligt humør og vidste ikke rigtig hvad jeg syntes om min beslutning om at tage til Ghana, da jeg var så påvirket af den fattigdom og de vilkår vi havde set, samtidig med at lille forkælede Signe inderst inde også var hunderæd for hvordan hospitalet var og hvordan vi skulle bo.
Mandag fløj vi til Kumasi som ligger to timers kørsel fra Agogo og ventede tålmodigt på den chaufør som skulle komme og hente os. Da vi havde ventet i 1 time, ringede vi til hospitalet, for at forhører os om hvor de blev af og hertil sendte de straks en bil, da de vidst havde glemt os. 3 timer senere dukker der en bil op med plads til 3 passagerer, selvom vi var 5 - og der havde jeg igen tanken "hvad pokker laver jeg her". Vi ankom til hospitalet sent om aftenen og blev her taget imod med åbne arme, kindkys og kram fra hende der leder sygeplejerskeskolen, her på hospitalet. Vi bliver vist hen til vores hus som er stort og ny istandsat, med opholdsstue (m. fladskærm, som ikke virker), køkken, toilet, bad og 3 værelser med dobbeltseng. Vi beslutter at sove sammen alle 3, da vi måske følte os lidt mere trygge sådan. Og heldigvis for det, for hvis jeg havde sovet på det værelse alene, så var jeg sgu nok død af et hjerteanfald, da en kæmpe stor skabslåge, fra en stort træskab, vælger at falde ned med et brag midt om natten. Vi fløj alle sammen op og skreg så lungerne var ved at falde ud, og var rimeligt chokeret alle sammen bagefter. Tror vidst at vi alle sammen tænkte at, nu kommer der en stor sort negerbasse og voltager os - forfærdeligt at man har de fordomme.
Dagen efter så vi hospitalet udvendigt, og fik derefter fri til lige at kunne falde lidt til og få pakket ud og sådan - vi lavede lige en aftale med to sygeplejerske studerende, som ville vise os markedet, så vi kunne få købt lidt mad og sådan. Og nu kommer vi til overskriftet, vi er totalt aber i bur hernede. Folk glor, griner, peger fingrer og bliver nærmest forskrækkede, når de ser os. Vi er virkelig den helt store seværdighed hernede. Vi mødte endda 2 små børn på markedet, som så måbende på os, så vinkede vi til dem, hvorefter de fik et udtryk i øjnene som bare viste "Moar, hjælp os" - de blev sgu virkelig bange for os, så vi er sikre på at vi var de første hvide mennesker de har set. Mht. markedet, så puha, man skal i hvert fald ikke være sart. Halvt rådne frugter og grøntsager, samt kylling der ligger og bliver lunet af de 40 graders varme vi har - befængt med fluer. Det er det, vi lever af, så der er vidst ikke noget at sige til, at vi allerede har spist os nogle imodium piller.
Om aftenen trængte vi sådan til et bad, hvilket foregår med en spand kold vand og en øse ske. Men vi havde ikke mere vand i vores tynde, så vi bad pænt en af lærerne på sygeplejerskeskolen om, at fortælle os hvor vi kunne hente noget mere. Hun blev helt vild i øjnene og sagde at det skulle vi i hvert fald ikke bruge tid på, hun skulle nok sørge for det. Pludselig ser vi 4 piger, de har måske været 14-15 år med arme så tynde som spagettier, komme slæbene med vand i spande til os. Vi blev helt dårlige ved synet og gik dem, derefter i møde, for at hjælpe. Hertil spurgte vi dem om de ikke kunne fortælle os hvor vandforsyningen var, hvortil den mindste af pigerne svarede: det må vi ikke fortælle jer, for vi skal gøre det for jer. Hold da op for en slavementalitet, tænkte vi og så derefter forfærdet til hver gang pigerne kom slæbende med mere vand til os, for tønderne skulle jo være fyldte, sagde de. Det gav super dårlig stemning i vores lille hjem, da vi absolut ikke er kommet herned for at skulle opvartes i hoved og mås, og slet ikke at så små piger, som bare er sat i sving.
Dagen efter igen skulle vi se hospitalet indvendigt og vi skulle have tildelt de afdelinger vi skal være på og få lavet et skema over vores dage. Jeg personligt skal halvanden uge på intensivt afsnit, 2 uger på et afsnit for gravide eller kvinder der lige har født - med komplikationer og til sidst 1 uge på børne -og fødeafdeling. Da vi så hospitalet indvendigt kiggede vi med store øjne, hold nu op hvor er det gammelt og slidt, tror vi er kastet et par århundreder tilbage i tiden, og hygiejnen, ja jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige!!!!!!
Første arbejdsdag kom. Vi skulle møde klokken 7, så vi traskede derover sammen og gik derefter ud til hver vores afdeling. Jeg kommer ind i et lokale, hvor der udenfor døren står ICU(intensiv) og tænker jeg må være gået forkert. Der lå 4 patienter som smilte og snakkede løs med hinanden, 2 af dem havde lige lidt saltvand til indløb ellers så var der ikke rigtig andet på stuen, af udstyr. Midt i lokalet står der et bord med 5 stole omkring, der er åbenbart der hvor personalet er, så det er simpelthen patient stue og personalestue i et, så da der blev givet morgenrapport kl. 8.15 efter at de sidste var mødt ind, der sad vi åbenlyst og snakkede om patienterne, imens de selv og deres medpatienter kunne hører en masse personlige oplysninger. Jeg troede simpelthen at det var løgn, især fordi at min med studerende Louise Hansen, havde haft mig med en tur over på intensiv på Køge sygehus, da vi var i praktik.. Der er i hvert fald ingen sammenligning overhoved og ved nærmere eftertanke, så når patienterne hernede nok ikke at blive så syge, som de fx er på intensiv afdelinger i Danmark, da de formegentlig når at dø inden da pga. de vilkår der er hernede. Forholdene hernede er ubeskrivelige, når og hvis vi vasker patienterne, så foregår det med stofvaskeklude, som bliver vasket i kold vand i hånden, hvorefter de bliver hængt til tørre og brugt igen og ved rensning af sår, så foregår det med de samme sakse og de samme pincetter, som blev brugt på en anden patient før. Sårene bliver desuden vasket med sprit og hvis der er infektion, som kommer der lige et skvat stærk acetone ned i bagefter. Så kommer der bandage på, som rigtig kan sætte sig fast ned i de åbne kødsår som skal hele, får så at blive flået op igen dagen efter, når der skal ny bandage på. Jeg talte med en af sygeplejerskerne, som fortalte at de godt var klar over at der var bedre og mere fornuftige måde at gøre tingende på, men at de simpelthen ikke havde ressourcerne til det. Hertil fortalte hun at den operation som ender ud i flest dødsfald, er en fjernelse af forstørret prostata, da det indgreb de bruger hernede indebærer stor blødning.
Mændene kommer over på intensiv i 24 timer hvorefter de bliver kastet ud på Surgical Ward (kirurgisk afdeling), hvor de i mange tilfælde får lov at ligge og forbløde, da der er overbelægning, travlt og manglende ressourcer.
Dagen sluttede af med at jeg blev efterladt på afdelingen. Jeg var der helt alene med de såkaldte intensiv patienter og deres pårørende - og der sad jeg så i halvanden time. Dagen var dræbende lang, da jeg bare kiggede på. De syntes ikke, at jeg skulle lave noget, jeg skulle bare observerer og ha det godt. Så bliver det altså nogle lange uger, tænkte jeg men jeg ser frem til, at jeg skal have med de små bebser at gøre, det er jo det jeg allerhelst vil.
Ellers så har vi det godt - vi lever blandt firben, kakerlakker, påfugle og høns, som holder os vågne fra kl. 3 af, da de allerede begynder at gale der. Vi kan næsten ikke klare varmen, da her er utrolig tørt, grundet Hamatan sæsonen, som er det tidspunkt på året hvor der blæser sand fra Sahara ned gennem landet. Der er så støvet, at man kan se direkte på solen, når den står allerhøjest på himlen - faktisk ret fascinerende.
Ha det godt hjemme i Danmark - og pas godt på jer selv.
Tanker, knus og kys fra Signe
- comments
Anja Wauw skatter. Det lyder som en seriøs omvæltning. :D Jeg glæder mig allerede til at høre mere :) Håber du trods alt har det godt og også finder tid til at nyde det <3 Kys
Maria Hvor skønt at høre fra dig Signe. Det er jo SÅ mange ting du skal forholde dig til som er meget anderledes end hjemmefra. Vi glæder os til at høre meget mere fra dig. Knus og kram
Malene Undskyld mit udtryk på forhånd smukke, men HOLD DA KÆFT!! Det lyder godt nok vildt! Jeg sidder med en masse billeder i hovedet når jeg læser alt det du har oplevet. Hvor lyder det vildt! Glæder mig til at se nogle billeder! Kan godt forstå du synes det har været hårdt at komme ned til, men samtidig lyder det også til at du suger alle de oplevelser til som du står overfor. Glæder mig til at høre endnu mere fra dig smukke! :)