Profile
Blog
Photos
Videos
Juhuu!
Efter en lang bustur fra Bariloche i Sydargentina ankom vi til Valparaiso i Chile - en stoerre havneby 1½ time nord for Santiago. Byen er kendt som Chiles kulturelle hovedstad, men ogsaa som byen med de vaerste slumkvarterer. Vi fandt dog byen utrolig charmerende - isaer rundt om centrum, hvor smaa farverige huse talrigt daekker cerroerne (bakkerne). Vi fandt et hyggeligt hostel og brugte 3 dage i byen paa afslapning, madlavning og gaature i de hyggelige kunstnerkvarterer. Herefter var vi igen ladet op til en lang bustur (25 timer!) til oerkenbyen, San Pedro, i det nordlige Chile. Herfra vi skulle paa jeeptur over graensen til Bolivia. Udover at sammenligne turselskaber og nyde oerkenstemningen i de sandede gader, saa vi lige pludeslig ogsaa os selv danse rundt midt ude i oerkenen. Forklaring foelger: I den nordlige region af Chile har de indfoert en lov, der goer det ulovligt at feste/drikke efter kl. 22. De unge i byen arrangerer derfor "hemmelige" oerkenfester og gaar i loebet af dagen paa bedste undercover stil rundt i byen og inviterer folk til festen. Tilbage paa vores hostel var flere andre ogsaa klar paa at proeve det, og vi endte derfor med at vaere 6, der stod og ventede paa en hemmelig minibus midt om natten. 20 min. koersel senere befandt vi os ude i oerkenen, hvor ca. 50 andre unge stod samlet om 2 baal (det er virkelig koldt om natten derude!). Sambarytmer stroemmede ud at to slidte hoejtalere, og med roedvin i glassene dansede vi under den ubeskrivelig flotte stjernehimmel lige indtil, at vi ikke kunne mere. Roedvinen var dog ikke saa soed ved os dagen efter, og vi maatte have en dag paa langs, inden at vi endelige kunne starte den laenge ventede 3 dages jeeptur til Uyuni i Bolivia.
Vi var heldige at komme afsted med 5 fantastiske mennesker, der bestemt gjorde sit til, at turen levede fuldt op til vores hoeje forventninger! De to foerste dage koerte vi forbi flere farvede laguner, geisere, smaa lokalsamfund og en groen dal fyldt med lamaer. Foerste nat sov vi meget primitivt, og om morgenen var det saa koldt, at marmeladen, juicen og broedet var helt frossen! Paa den del af turen befandt vi os i over 4000 meters hoejde, og flere af os doejede derfor med hoejdesyge, der gjorde, at det ikke blev til meget soevn den nat. Anden nat boede vi paa noget bedre indlogering med rigtige senge og et varmt bad! Paa 3. dagen stod vi op kl 5 og koerte ud i selve saltoerkenen, Salar de Uyuni, hvor vi saa solopgangen midt i alt det hvide - et helt surealistisk syn. Den flade, hvide oerken daekker et omraade saa stort som Wales, hvilket skaber en perfekt baggrund til at tage billeder, hvor man snyder med perspektivet (se albummet). Det brugte vi et par underholdende timer paa, foer vi koerte videre til Isla Pescada, som er en oe med kaempekaktusser midt i den ellers total ufrugtbare oerken. Herfra et mindre stop ved et salthotel hvor bygningen, inventaret, alt var lavet af salt. Midt paa dagen naaede vi voeres foerste bolivianske by, Uyuni. Byen er dog mildt sagt ikke saerlig spaendende og har kun pizza at byde paa, saa vi brugte hele dagen paa pizzaria sammen med de andre fra turen, inden at vi hoppede paa en bus videre samme aften.
Naeste stop var Potosi, verdens hoejest beliggende by af sin stoerrelse og kendt for sine ekstremt farlige miner i Cerro Rico. Vi ankom til byen kl. 2 om natten efter en bumlende bustur og kunne kun taenke paa en god seng efter nogle haarde naetter i oerkenen. Det hostel, hvor vi havde reserveret vaerelse, ville dog ikke lukke os ind og i mangel paa alternativer endte vi paa taxachauffoerens anbefaling ved en privat familie. En soevndrukken mor viste os ind paa et vaerelse med to senge, hvor der i stor stil var pyntet op til foedselsdagsfest - maerkelig oplevelse! Kl. 8 blev vi vaekket til lyden af syngende bilvask i gaarden og gik ud for at se naermere paa byen. Det er utroligt, hvor stor forskel der kan vaere paa lande, der ligger op og ned ad hinanden. I Argentina og Chile har vi set forholdsvis vestlig praegede kulturer, men i Bolivia, som ogsaa er Sydamerikas fattigste land, er der ikke mange tegn paa udvikling. De aeldre kvinder er talrige i gaderne og baerer stadig de origianle, tykke, farverige kjoler - de yngrer baerer deres boern i en stofbylt paa ryggen. Priserne er ogsaa faldet til det halve, vi fik en 4 retters menu til 27 kr.!
Mias storebror, Lasse og hans kaereste Malene er i mellemtiden ogsaa kommet paa disse kanter, og vi blev enige omat splitte os, saa Mia tog til naeste stop, Sucre, for at moedes med dem, imens Sarah udforskede minerne i Potosi. I Sucre blev Mia budt velkommen med en bytur og ellers hyggede vi med cafèture og gaature i den hyggelige by.
Tilbage i Potosi beskriver Sarah mineturen:
Der er 450 miner og 5000 minearbejdere gemt i Cerro Rico, hvor det engang floed med soelv, men som nu kun kan bidrage med forskellige mineraler og soelv af meget daarlig kvalitet. En minearbejders gennemsnitslige levealderalder er ca. 45 aar, da de pga. for meget stoev og ulidelige forhold bliver meget syge. For at faa held med at finde soelv og mineraler tilbeder de deres djaevel, Tío, hvilket er et gammelt og meget vigtigt ritual for minearbejderne. Man besoeger minerne i grupper af 7 personer sammen med en tidligere minearbejder, men foerste stop er minearbejdernes marked, hvor man koeber gaver i form af dynamit, cocablade og alkohol til minearbejderne. Dernaest ser man, hvordan de behandler mineralerne paa deres smaa "hjemmelavede" fabrikker, inden de saelges videre paa de store markeder rundt i verden. Sidste stop var minerne. De er delt op i 5 niveauer, hvor af vi fik lov til at gaa med boejet ryg, kravle, og rutche ned paa tredje niveau, da det ville tage mindst 8 timer at komme ned paa det femte niveau. Undervejs ser man, hvordan minearbejderne arbejder og oplever hvilke frygtelige forhold, de arbejder under. Det var en meget autentisk, haard og speciel oplevelse, men det var helt sikkert det hele vaerd.
Efter mineturen i Potosí tog Sarah videre til Sucre for at moedes med Mia, Lasse og Malene. Her havde vi et par hyggelige dage med god mad, besoeg i parkmed dinosaurfodspor og den sidste dag, tog Sarah og Malene paa soendagsmarked i den naerliggende by, Tarabuco, imens Mia og Lasse arrangerede videre rejse. Naeste planlagte stop var nemlig Santa Cruc i Oestbolivia - en 15 timers natbustur. Ikke hvad man har mest lyst til, naar buschauffoerne i landet har ry for at holde sig vaagne ved hjaelp at alkohol. Vi valgte derfor i stedet at tage en flyvetur paa en halv time (sammenlignet med 15 timer i bus, siger det vist noget om vejens tilstand!) . Nu er vi her og ser frem til at se mere af Bolivia, en helt fantastisk oplevelse indtil videre!
Masser af kaerlige hilsner fra globetrotterne
- comments