Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen!
Flyveturen fra Sucre i Vestbolivia til Santa Cruz i oest var en hoppende halv times oplevelse - men klart at foretraekke frem for 15 timer i natbus med en traet chauffoer! Santa Cruz er Bolivias stoerste by, og da vi efterhaanden synes, at vi har set nok storbyer, blev vi der kun en enkelt nat, inden vi tog videre mod den lille jungleby, Samaipata.Inden dagenforenedes vi med Debbie fra London, som vi moedte paa jeepturen til Bolivia. Vi havde 4 hyggelige dage i Samaipata, hvor vi noed den afslappede stemning, naturen og igen rendte ind i Lasse og Malene.Bl.a. var vi ude at besoege en lille zoologisk have styret af frivillige. Mia havde netop snakket om, at hun gerne ville ud til et sted med aber, og da vi ankommer til stedet, bliver vi modtaget af en frivillig, der fortaeller, at flere aber render frit rundt paa stedet og er meget glade for besoegende. Imens Sarah glad rendte rundt med op til flere aber paa skuldrene, fandt Mia dog hurtigt ud af, at hun havde overvurderet sig selv. Hun fandt aberne meget store og posserede kun med aberne for billedernes skyld! J Senere hoerte vi, at selvsamme aber have bidt naesen af en lille dreng, oeret af en anden og skadet op til flere turister, saa de maatte paa hospitalet - godt at vi ikke havde hoert det foer! Fra samme zoologiske have laante vi to heste og havde en fantastisk 3 timers ridetur i den smukke omkringliggende natur.
Fra Samaipata tog vi en taxa til den naeste landsby, hvorfra vi kunne tage en bus videre imod Cochabamba.Igen en stoerre by men den er kendt for at have et af Bolivias bedste maerkeder, saa det kunne vi jo ikke gaa glip af! Vi blev hurtigt vaek fra hinanden i den taetpakkede menneskemaengde men fik alligevel koebt ponchoer, uldsokker og smykker til den helt store guldmedalje! Efter to naetter i byen, tog vi en bus videre til La Paz, hovedstaden i Bolivia. Den ligger placeret i en dyb dal, og det er et imponerende syn, naar man i bus kommer fra bjergene og kan kigge ned over hele byen. Herfra ville vi hurtigst muligt finde et fly videre til Rurrenbaque, hvorfra vi skulle paa jungletur. Vi tog derfor en taxa direkte ud i lufthavnen og krydsede fingre for et fly samme aften. Saa heldige skulle vi dog ikke vaere - det sidste fly var netop lettet. Serviceniveauet i Sydamerika, og isaer Bolivia, er virkelig ikke noget at skrive hjem om, saa inden at vi fik tre billetter til foerste afgang naeste dag, var der gaaet to timer med ventetid, opkald, mere ventetid og papirarbejde. Lufthavnen er verdens hoejeste beliggende (4000m.), og som foer erfaret er Mia og hojeder ikke en god kombination. Hoejdesygen ramte hende igen, og hun maatte have ilt af lufthavnens laege. Nu er der koebt et stort lager af altitude piller, og vi haaber ikke, at det bliver et problem fremover!
Naeste morgen bliver vi ringet op fra flyselskabet, som kan fortaelle, at samtlige flyafgange til Rurrenbaque er aflyst grundet daarlige vejr- og dermed landingsforhold. Det passede os bestemt ikke, da vi efterhaanden er ved at have en stram tidsplan de sidste uger for at naa det hele. Den naeste halve time blev derfor brugt med kalender og papir paa at lave en alternativ tidsplan. Vi blev enige om i stedet at bruge den kommende uge paa en udflugt til Lake Titikaka og haabe paa bedre vejr til jungletur naeste mandag.
Lake Titikaka ligger paa graensen imellem Bolivia og Peru og er verden hoejst beliggende navigerbare soe. Vi startede i Copacabana, hvorfra vi tog en sejltur ud til soens stoerste oe, Isla del Sol. Ifoelge myten er oen foedested for selve solen (deraf navnet), og inkariget skulle vaere opstaaet her.Her trekkede vi i tre timer fra oens nordlige del til den sydlige - fantastisk flot tur! Dagen efter tog vi bussen videre til Puno i Peru, hvorfra vi ogsaa skulle paa en baadtur. Denne gang en to dages tur med overnatning ved en lokal familie paa oen, Amantani. Inden vi ankom dertil, stoppede vi ved Los Uros, som er en hel gruppe af flydende oer lavet af siv -det er ligesaa maerkeligt, som det lyder. Desvaerre er oerne blevet super turistede, og de mange saelgere og turistvenlige beboere oedelagde lidt illusionen om et originalt flydende samfund. Da vi ankom til Amantani, blev vi inddelt i grupper paa tre og modtaget af hver vores lokale mor, som foerte os op til hendes hjem. Debbie, Sarah og jeg fik lov at sove ved Rosa, som boede med hendes mand og deres lille datter. De boede i et lille hus hovedsagligt lavet af ler med ildsted i koekkenet og hoens i urthehaven. Det var en fantastisk oplevelse at faa lov at se, hvordan de levede, og om aftenen klaedte Rosa os paa til dans i den originale klaededragt, og faren i huset fulgte os til bal i faelleshuset paa oen! Efter pandekager til morgenmad og afsked med familien gik turen videre mod oen, Taquile. Her gik vi en tur, saa de lokale i deres farverige toej og blev fortalt om deres kultur. Sidst paa eftermiddagen var vi, godt traette, tilbage i Puno, hvor vi bestilte busbilletter tilbage til La Paz naeste morgen.
Nu er vi igen i La Paz og har netop faaet bekraeftet vores fly i dag, mandag formiddag - laekkert! I loerdags var vi ude at fejre Debbies foedselsdag. Hun blev godt nok 35, men vi har aftalt, at saa laenge, at hun rejser med os, er hendes "travel age" 25! J Det var super sjovt, og i gaar var vi glade for at vi indlagde en toemmermandsdag i vores rejseplan! Hvis alt gaar som planlagt, er vi tilbage i La Paz igen om en uge efter en uge i junglen - vi glaeder os!
Glade hilsner fra Sarah og Mia
- comments