Profile
Blog
Photos
Videos
Så er vi landet på Frasers on Rainbow Beach. Efter en del start problemer er vi kommet godt til Australien.
Turen til Kastrup forløb ellers godt, men da vi skulle checke ind, mente de, at Sarah ikke havde fået visum til Australien (f***!). Det viste sig dog kun at være en lille tastefejl i pasnummeret, så efter en telefonopringning på fem minutter, havde de flinke folk fra Emirates klaret det for os. I sikkerhedskontrollen kvajede Simon sig også, da han glemte at tage en væskepose op fra rygsækken til stor morskab for Sarah, men ikke for sikkerhedspersonalet, som mente det var lettere at lade ham blive hjemme.
Turen til Dubai blev i en Boing 777-300, hvor sæderne er placeret tre-fire-tre i rækkerne, så vi havde selskab af en ældre dame på 89 år (vi vælger at kalde hende Gerda) fra Sverige, som skulle ned og besøge sin datter i Dubai. Gerda var oprindeligt fra Haderslev, og havde gået på kostskole i Silkeborg under krigen - det var i hvert fald da Kaj Munk blev skudt, mente hun. Den lille tur til Mellemøsten tog godt seks timer, men føltes meget længere, hvilket nok skyldes en god cocktail af forventninger, nervøsitet og spænding.
Dubai lufthavn er en oplevelse i sig selv - kæmpe store dobbelte elevatorer og kunstige vandfald kunne ses over alt. Den var i det hele taget overdådig. Efter en venten på to timer kunne vi så igen sætte os ind i flyveren til Singapore. Denne tur forløb meget hurtigere - vi sov hele vejen. I Singapore skulle vi kun vente i 30 minutter før vi kunne sætte os ind i det selv samme fly, som på vejen dertil havde været fyldt helt op. Dette var dog ikke tilfældet på vej til Brisbane, hvor ikke engang en tredjedel af sæderne var fyldt op, så vi fik lov til at lægge os på tværs af sæderne og kunne sidde hvor vi ville - den bedste flyvetur nogensinde! :-)
I flyveren til Brisbane fik vi udleveret et indrejseskema, som indeholdt diverse spørgsmål angående, hvad vi havde med ind i Australien. Vi var nødt til at sætte kryds ved planter, rødder, nødder mv., da denne kategori indeholdte 'traditional medicin', som vi jo havde med. Samme skete under spørgsmålene til, om vi havde været i kontakt med 'farm animals' de seneste 30 dage, så vi var godt nervøse, inden vi skulle igennem Australiens frygtede told. Nervøsiteten blev ikke mindre, da vi begge skulle have tjekket vores pas under lup, da det ikke kunne scannes ind ved den almindelige skranke. Der var dog ingenting i vejen, heldigvis. Da vi havde fået vores bagage, gik vi mod tolderne, som spurgte om vi havde noget at deklarere. Ja, vi havde jo medicin, men om vi havde andet med, spurgte hun, og til det kunne vi jo sige nej. Så uden at kigge på vores indrejseskema eller vores bagage, sendte hun os direkte videre ind i Australien. Præcis en time efter vi var landet i lufthavnen, stod vi på vores hostel inde i Brisbane efter en 17 kilometer lang køretur med taxi.
Godt trætte efter flyveturen fik vi beskeden om, at vi ikke skulle sove på samme værelse og på to forskellige etager, så det hele var lidt træls i det øjeblik. At gå ind til fem, fremmede, sovende mennesker klokken 02 om natten og tænde lyset og smide sin bagage var meget grænseoverskridende. Første nat i Brisbane blev der ikke sovet så meget … Værelserne havde godt nok skabe, men ingen lås, så dette hjalp heller ikke på søvnen. Næste morgen gik vi over i det nærmeste supermarked og fandt noget morgenmad og en kodelås, så det hele begyndte at lysne lidt op. Vejret var jo dejligt og faciliteterne på hostelet faktisk helt okay. Om aftenen fik vi bikset en omelet med nogle champignoner og tomater ved siden af sammen, så hvad der lignende en rigtig dårlig start, endte med at blive en god start på vores tur.
Torsdag aften blev vores planer om at gå tidligt i seng spoleret af en meget insisterende brandalarm. Alle hostelets gæster blev beordret udenfor, hvor vi lidt forvirrede gik rundt blandt hinanden, da der ikke umiddelbart var noget at se. Vi fik kort efter selskab af to store brandbiler og en håndfuld brandmænd, der gik det hele i gennem for til sidst at konstatere, at alarmen var gået på et af værelserne, hvor et par knejter vist havde forsøgt at ryge inde. Så heldigvis falsk alarm!
Fredag morgen skulle vi for første gang med en australsk Greyhound bus fra Brisbane Transit Center til Rainbow Beach. Det var en lille gåtur på en til to kilometer fra YHA hostelet, men det var dog hårdt med den store oppakning og den bagende sol. Bussen var fyldt med andre backpackere, der alle skulle videre på deres egne rejser gennem Australien. For første gang fik vi mulighed for at se lidt mere af Brisbane og omegnen i dagslys, og vi blev hurtigt enige om, at området har mange fælles træk med Florida.
Efter fem en halv time i bus ankom vi til vores nye hostel "Frasers on Rainbow Beach", hvor vi for første gang mødte de andre otte deltagere til VisitOZ farmprogrammet. Vi er en broget flok med fire danskere, tre englændere, én tysker, én ungarer og én moldover. Vi fik alle udleveret den samme nøgle, da vi skulle bo på et stort timandsværelse, som kun har ét badeværelse. Selve værelset har betongulv og sengene er noget værre brallerværk. Der er ingen aircondition, men til gengæld to eller rettere halvanden blæser, som overhovedet ikke larmer, så man ikke kan sove ordenligt om natten … Selve hostelet består af et fællesrum, en bar og et fælleskøkken, men er absolut ikke af samme standard som hostelet i Brisbane, som vi ellers betragtede som lav standard. Sådan er livet om backpacker vel bare, og det viser bare, at man ikke må tage noget for givet!
I dag har vi været nede ved stranden, hvor vi badede i kæmpe bølger på grund af blæsevejret, som senere blev til lidt regnvejr. På trods af dette var det på ingen måde koldt, men vi valgte dog alligevel at gå op for at spise lidt frokost. Og nu ligger vi her i vores køjeseng og skriver dette blogindlæg, for om lidt at gå hen og købe lidt internet, så vi kan kigge lidt med på, hvad der sker i verdenen for første gang siden i tirsdags. På mandag går turen videre til vores træningsfarm, hvor vi ikke ved, om der er internet, så husk:
Intet nyt, er godt nyt. :-)
- comments
Mette Herligt læserstof .... hils og pas på hinanden... knus mette
Mads Kousted havde vi ikke en aftale om at der skulle være flere billeder istedet for alt den tekst?
Simon L. Bro Hej Mads. Jeg forstår ikke al din tekst i den kommentar. Vedlæg venligst billeder/tegnsprog
"oldefaster" inger Hej med jer 2-herligt at læse jeres beskrivelser , og tag det hele med godt humør,i situationen kan det være "godt og gammeldags træls" , men det er sådanne eposoder man griner af , senere hen i livet.Pas godt på hinanden ----og så glæder jeg mig til næste kapitel i rejseskildringen.