Profile
Blog
Photos
Videos
Så er vi kommet under nogle varmere himmelstrøg! I mandags tog vi turen fra vores hostel til lufthavnen klokken halv ti om morgenen, så vi kunne stige ombord vores Jetstarfly lidt før middag. Turen op til det nordlige Queensland tog små fire timer, og så gik jagten på en bil ellers i gang. Vi havde ikke bestilt nogen i forvejen, da de skrev, at der muligvis ville komme ekstra afgifter på, når vi var under 25 år, så vi ville helst undgå eventuelle voldsomme ekstra udgifter. Sarah fik styr på alle taskerne, og så gik Simon ellers i gang med at marchere rundt til de seks forskellige udlejningsselskaber. Da han havde besøgt de første fem havde vi priser fra 1.400 dollars til hele 2.500 dollars - godt sulten og træt sagde han, at vi bare skulle tage den til 1.400 og droppe den sidste 'bod' … Men nej, det fik han ikke lov til - Sarah havde nemlig observeret, at de andre, der også var gået omkring til de forskellige selskaber, alle havde lejet bil hos den sjette og sidste udlejer, Budget, så der skulle Simon også hen! Og heldigvis for det da - 1.100 dollars (1.200 med gps) senere havde vi lejet en lille, blå Nissan Micra med aircon og automatgear, som vi kunne droppe igen i Sydney. Fedt! Ja, den har allerede fået et kælenavn; Den blå bjørn. Stor og kraftig … Uheldigvis er det jo vinter hernede, så bjørnen er gået i hi, ligesom hestekræfterne i bilen.
Vi fik klemt vores bagage ind i bagagerummet og satte ellers afsted mod vores seng de næste seks dage på Hides Hotel midt inde i Cairns. Cairns er godt nok noget helt andet end Sydney! Små gader med små bygninger - kun få huse højere end tre etager - og meget færre mennesker omkring. En rigtig afslapperby. Der var også morgenmad på dette hotel, og der var et noget større udvalg, hvilket vi har nydt godt af hele ugen. Værelserne ligger på anden sal og hele vejen omkring er der en stor balkon, hvor man spiser morgenmad. Da vi sad og spiste, fik vi øje på nogle meget sorte mennesker nede på gaden, som bare sad og hang. Tirsdag havde vi intet på programmet, så vi gik en tur rundt i gaderne. Her stødte vi igen på flere af de samme mennesker, som alle sad rundt omkring i byen. De lignede ikke afrikanere, så vi konkluderede at det var de indfødte aboriginere. De kan ikke få noget arbejde, så de får dagen til at gå med at sidde omkring på gader og stræde i Cairns - der er ikke noget ondt i dem, men det ser ikke særlig civiliseret ud. Om eftermiddag kørte vi til udkanten af Cairns, hvor vi havde fundet en outlet! Det er ikke amerikansk standard, men de fik dog lidt penge ud af os alligevel. :-)
Onsdag havde vi købt billetter til Skyrail, en gondollift lidt nord for Cairns, som tog os en 7.5 kilometer lang tur henover regnskoven. Undervejs havde vi to stop - ét rundt på en lille 'boardwalk' guidet af en aboriginer, der fortalte om, hvordan de brugte regnskoven og dens planter, hvilket var utrolig godt. Han var meget underholdende og havde nogle utrolige historier at fortælle. Det andet stop var et udkigspunkt, hvor man kunne se over på Barron Falls, som desværre ikke havde meget vand i sig på denne årstid. Selve turen i liften var o.k. - det eneste man kunne se var trætoppe og store bjerge i baggrunden. Liften tog os op til den lille bjergby Kuranda, hvor vi havde et par timer, inden vi skulle tage turen ned igen. Byen er meget, meget turistpræget, men har da sin charme. Vi nød vores madbragte frokost i en lille park, som var rigtig hyggelig. Turen ned foregik i et gammelt tog, hvor nogle af vognene er over 100 år gamle. Turen kryber sig afsted ned ad og igennem bjergene, hvor man har udsigt til flere store vandfald undervejs. At sidde i vognene er dog ikke så fantastisk, hvis ikke man har en vinduesplads (sjælden), så vi gik ud på det lille bræt imellem vognene, hvor man kunne se lidt mere. Aftensmaden nød vi tilbage i Cairns, hvor der lige under hotellet, ligger en irsk pub. De har en fantastisk 'meal deal', hvor man kan vælge mellem syv forskellige retter med en øl til for 65 kr. Så vi fik en dejlig stor tallerken med fire tykke skiver roastbeef, grøntsager, Yorkshire pudding, en god sovs og en kold øl. Skøøøøøønt.
Torsdag morgen skulle vi tidligt op, da vi klokken kvart i otte skulle være nede ved marinaen. Her havde vi booket en dykkertur på båden Silverswift, en 80 passengeres stor båd, hvor Sarah skulle prøve at dykke for første gang. Vi havde booket to introdyk til Sarah, hvor Simon skulle med på begge og så et uden Sarah. Det skulle ikke være sådan - da vi kom ombord sagde de, at de havde rigtig mange introdykkere med, så Simon kunne ikke komme med ned på første tur. Lidt ærgerligt, da det kunne være sjovt at dykke med Sarah og også da det er godt to år siden, han sidst har dykket, så et introdyk ville ikke gøre noget. Præsentationen af de certificerede dyk foregik nedenunder i skibets 'kantine', og da turen ud til det første sted ikke havde Poseidons velsignelse, blev Simon nødt til at kalde på Ulrik. Vejrudsigten havde sagt stille og roligt vejr, men de to til tre meter høje bølger sagde noget andet. Sarah derimod havde ingen problemer, så hun sprang i dykkerudstyret og gik ellers ned på en meters dybde med fire andre introdykkere. Instruktøren styrede alle inflatorerne (dykkervesten), så da Sarah begyndte at få vand i både masken og munden og instruktøren havde ryggen til, begyndte panikken at komme op i hende - det var slut for denne gang. Det er nok også bedre at prøve det under lidt mere kontrollerede forhold, men nu har hun prøvet, hvordan det er. Vi sprang derfor begge i vandet med snorkler og fik et godt kig på det fantastiske koralrev, som havde taget store skader efter cyklonen, der havde været forbi to måneder før. Det hjalp en lille smule på Simons mave at komme i vandet, men den forhindrede ham stadig i at fuldføre de to sidste dyk. Træls, men det er ikke sjovt at have søsyge på 18 meters vand. Vi fik derimod snorklet en del, og på det sidste rev, svømmede vi rundt med en stor grøn skildpadde - en stor oplevelse! På turen tilbage kom dykkermesteren forbi og fortalte, at vi selvfølgelig ikke skulle betale for de ikke dykkede dyk - flot af dem, da de egentlig bare kunne have beholdt pengene. Vi vil klart anbefale dette skib til andre - hele mandskabet var utrolig rare, og så var middagsmaden virkelig god! ;-)
Fredag var vi igen klar, og godt for det - Sarah havde lokket Simon med ud på en ridetur på strand og regnskov. Vi tog bilen op til Port Douglas, en tur på godt 45 minutter, hvor vi kørte helt ude ved vandet. En fabelagtig tur! Her kørte vi op til en udkigspost over byen og det store, hvide sandstrand Four Mile Beach. Middagsmaden blev spist hernede, hvor det også blev til en gåtur langs vandet. Vi kørte en god halv time videre mod nord, hvor vi fandt den lille gård, hvor vores ridetur skulle starte. Simon blev smidt op på en 23 år gammel vallak, mens Sarah fik en tre årig hoppe. Der var to andre ryttere med på turen, men de var begge nybegyndere. På turen derud stoppede deres heste hvert minut for at spise græs, og da de ikke turde sparke dem fremad, blev det en lang tur. Da vi endelig kom ud på stranden, fik vi lov til at ride foran, så vi kunne prøve lidt trav og galop uden nybegyndernes heste løb med. Det var dog lidt svært at få sparket hestene i gang, da de kendte turen udenad og hellere bare ville hjemad. Det var en rigtig flot tur, og vi havde hele stranden for os selv. Turen hjemad foregik igennem regnskoven, hvor vi kom igennem floder. Hjemme på gården igen fik vi budt et hjemmebagt aborigines brød med the - det var virkelig godt. Igen en fin tur med både gode og dårlige sider. Man kunne nu nok godt finde mere velredne heste.
Cairns er fyldt med backpackerbutikker, som hjælper (sælger) en masse forskellige ture i omegnen. Disse butikker har en masse gode brochurer over attraktioner, så de er altså et kig værd. I en af butikkerne blev vi fanget i døren af en mægtig flink pige og to korte sekunder senere, havde vi købt en tur rundt i regnskoven mod nord. Det skulle blive noget vi ikke fortrød. Klokken syv om morgenen blev vi hentet i en lille bus ved hotellet, som efter en halv time havde samlet de resterende ni andre, der skulle med på turen. En af de andre var Anna, en anden backpacker fra Danmark, som vi fik snakket lidt med. Vi kørte igen op til Port Douglas, hvor nogle af os blev sat af ved 'Wildlife Habitat', hvor vi havde en god time inde. Det er en meget lille zoo, men den har stort set alle australske dyr. En god oplevelse, men det bedste var dog, at der var mulighed for at håndfodre kænguruerne, som Sarah især satte pris på! Vi fik købt lidt mad, og så var det ellers med at holde på posen, inden femten kænguruer prøvede at få lidt ud af den. De var virkelig søde! Turen videre fortsatte op til Mossman Gorge, en lille oase inde i Daintree regnskoven, som eksperterne mener, er verdens ældste regnskov! Chaufføren blev her vores guide, og fortalte vidt og bredt om alt herinde. Vi fik taget nogle virkelig gode billeder af det flotte vandfald derinde. Nu gik turen igen opad til en anden del af Daintree regnskoven, nemlig Cape Tribulation. Vi tog en lille færge over Daintree floden, inden vi fortsatte ind i regnskoven på en lille vej. Vejen endte ud i en lille grusvej, som vi fortsatte videre på i et kvarter, inden vi gjorde hold ved en parkeringsplads. Alle ud og så gik vi ned af en gangsti igennem regnskoven. På vejen så vi nogle små hytter, et fælleskøkken og badefaciliteter. Da vi kom til enden dukkede der en lille regnskovsrestaurant op, hvor vi skulle spise middagsmad. Restauranten lå bogstaveligt talt ti meter fra stranden! Det var åbenbart et lille resort i midten af regnskoven, hvor man kunne overnatte i de små hytter på vejen ned. Ærgerligt vi ikke vidste det på forhånd, for det kunne have været virkelig sjovt at bo midt i regnskoven. På vejen hjem mod Cairns fik vi et krokodillecruise på Daintree floden, hvor vi fik set to store og en lille saltvandskrokodille, de mest aggressive krokodiller i verden. Turen hjem tog godt og vel to timer, så da vi kom hjem var vi godt trætte, da vi begyndte at pakke vores tasker sammen - i morgen går turen nemlig sydpå mod Townsville!
- comments