Den foerste uge paa afdelingen har vaeret rigtig haard. Det er et sprog, nye maader at udfoere sygepleje paa og nye procedurer at forholde sig til. Stort set fra 1. dag er jeg blevet kastet ud i det. Den foerste dag jeg kom og skulle vaere paa afdelingen fulgtes jeg med jeg med to sygeplejersker, som ikke har noget med vejledning at goere, og foelge dem og vaere med til det grundlaeggende saa som at tage "OBS" -vaerdier. Jeg taenker at det skyldes at min Educater ikke rigtig har vaeret bevidst om at jeg skal have den samme slags opmaerksomhed/vejledning som newly grads'ne paa afdelingen. - Denne uge er jeg i hvertfald blevet uddelt til diverse sygeplejersker som to og to har ca. 7 patienter som jeg nurses. - Det skal dog siges at det ikke er alle af afdelingens sygeplejersker som er lige gode at have en studerende med sig.
Indtrykket af at vaere ved 7 patienter paa 'en gang og ikke rigtig kende til specialet transplantation, har foeltes uoverskueligt. Hvad skal 'ens fokus vaere? Hvad skal jeg vaere opmaerksom paa? osv. Midt paa ugen henvendte jeg mig derfor til min Educater for at hoere om vi ikke kunne snakke lidt sammen, hvilket vi sagtens kunne. - Han kom bare aldrig rigtig og hev fat i mig. De naeste par dage spurgte jeg ham igen om han havde tid til at snakke, og jo det havde han! Igen kom han ikke og hev fat i mig. Foelte lidt at jeg blev nedprioriteret til fordel for newly grads'ne , hvilket gjorde mig frustreret , fordi man gaar og goer hvad de andre goer i stedet for at have et fokus .
Tilfaeldigvis loeb jeg sidst paa ugen ind i mrs. Christine O'Neal som spurgte mig om hvordan det gik. Efter vores lille snak sagde hun at hun ville skrive en mail til min NUM, og sjovt nok saa henvendte min Educater sig til mig om fredagen saa vi kunne faa kigge paa mine objectives.
Bare paa denne uge maerker man hurtig at det er ansvar for egen laering og at man skal holde sig til ilden hvis man skal have noget hjaelp.

Ellers er det interessant at se hvordan patient/sygeplejerske/laege-forholdet er. Jeg synes at det er meget distanceret end det jeg kender til fra de danske sygehuse. I Australien er sygehusvaesenet praeget af et stort hiraki.
Derudover synes jeg at patienterne/paaroerende virker gladere og mere taknemmelige for de smaa og store handlinger som sygeplejerskerne udfoerer. Jeg har snakket med et par af sygeplejerskerne om det og de deler den samme opfattelse samtidig med at det er noget kulturelt.

Det mest oplevelsesrige indtil nu er at jeg har faaet lov til at hive et bello vac draen ud. Ellers er jeg med over medicin , IV drop og observationsskemaer.