Der sker saa meget og jeg kan altsaa umuligt skrive det hele, men her faar i lidt:

Boernehjemmet er slet ikke som forventet. Boernene er rimelig gamle og kan sagtens passe sig selv. De tager i skole hver morgen omkring kl. 9.00-9.30, de moeder noget anderledes end vi goer der hjemme. Derefter har Maria og jeg hele dagen uden boern, de kommer foerst hjem igen mellem kl.16-17. Vi laver ikke saa meget i loebet af dagen, vi har ingen opgaver i huset eller andet. Men godt vi har hinanden. Naar boernene kommer hjem leger vi med dem, men det er ikke saadan, at vi skal planlaegge noget, de tager os bare med i deres leg. Men den moede vi har hjulpet boernehjemmet er oekonomisk i forhold til de penge vi har givet. De er blevet doneret til boernehjemmet.

Der er en Didi i huset, det er en der er ansat og som bliver kaldt Didi. Hun hedder rigtig Anita, sagt noget anderledes end i Danmark. Hun rydder op og laver mad til boernene og os. Desvaerre kan vi ikke faa lov til at hjaelpe hende. Det er hendes arbejde og det hun faar penge for. Hun har deabetis og medicinen er rimelig dyr her og hun er ikke saa frisk. Meget tynd. Saa vi ville saa gerne hjaelpe hende. En dag var hun paa hospitalet og der kunne Maria og jeg rigtig faa lov til at goere rent og ryde op. Det havde vi det begge rigtig godt med, saa foelte vi at vi hjalp til med noget.

I gaar tog vi igen en endagstur. Denne gang startede vi ved et budist tempel lidt uden for Kathmandu. Det var utrolig smukt, men ligner mange andre budist templer, da de alle har oejne. Vi saa ogsaa et hindu tempel, det var ikke naer saa flot, men tilgengaeld fik vi noget af en oplevelse. Det var nemlig ligbraending. Efter vores turist atraktioner tog vi ind til Thamal, centrum for backpakker. Vi fik god mad paa en italiensk resturant og handlet i et stoerre supermarked. Desuden fik vi koebt lidt andre ting. Jeg fik bl.a. koebt lonely planet til Indien, saa jeg kan begynde at planlaegge min tid.

Hjemme igen fik jeg i sjov sagt, at Maria da kunne tage med til Mumbai. Hun rejser til Danmark den 11. marts. Og egentlig er vi nu ved at undersoege om det kan lade sig goere. Hun skal have nogle flybilletter eller maaske aendret dem hun har, desuden skal hun have et visa. Men hvis det kan lade sig goere, saa er hun helt klar. Saa maaske faar jeg en at rejse med til Indien ogsaa er det ikke mange dage jeg skal vaere alene, inden jeg moedes med Anita i Bangkok. Det er saa fantastisk frit at rejse rundt, det er saa dejligt. Intet er fuldstaendig planlagt fra starten.

I morgen kommer der vidst to nye frivillige, men de skal vaere paa et andet boernehjem, som vi lige kunne forstaa det. Det ligger et boernehjem der hedder "The house of ligth" og der tror vi de skal bo. Det bliver spaendende at se. Vi har ogsaa faaet afvide, at vi bliver de sidste frivillige der bor i Kiki's Childrens Home. Naar der kommer nye frivillige skal de bo i et andet hus og ikke sammen med boernene. Det er fordi nogle frivillige har roeget og drukket. Maria og jeg kunne slet ikke saette os ind i det, da vi da bestemt ikke har gjort nogle ad delene. Vi har ikke engang haft tanken om det...

Jeg proever at laegge billeder op paa min blog, men det er noget langsomt og jeg ved ikke om det lykkes.

Jeg har det rigtig godt paa boernehjemmet, men jeg glaeder mig nu rigtig meget til at skulle ud og rejse rundt i landet. Det er meget ensformigt paa boernehjemmet. Vi faar Dal Bath til morgen- og aftensmad, men jeg er nu ikke levet traet af det endnu. Det smager rigtig godt, men det bliver godt selv at kunne bestemme hvornaar og hvad der skal spises. Ogsaa glaeder jeg mig bare til alt det der skal opleves.

Tiden gaar saa hurtigt. I morgen har jeg kun en uge tilbage paa boernehjemmet!