Her er (lidt forsinket) en beskrivelse af, hvad det vil sige at trekke i Nepal. Det var 8 dage med et hav af oplevelser, og det kan varmt anbefales til alle! Det er en af de smukkeste oplevelser i mit 21-aar lange liv. Jeg haaber, at internetforbindelsen og tiden snart bliver til at uploade nogle billeder.

22/11: AT KOERE MED LOKALBUS!

Vi moedtes med vores trekking-crew, som bestod af 7 mere eller mindre unge nepalesere. Den foerste dag blev det kun til cirka 15 minutters gang. Til gengaeld blev der koert lokalbus til den helt store guldmedalje. Det var foerste gang Louise og jeg skulle koere med lokalbus, og det var lidt af en oplevelse. Bussen var godt fyldtd, og folk hoppede af og paa i tide og utide. Bussen stoppede mange gange, og hver gang vrimlede det ind med saelgere med haanden fuld af ure, mandariner eller vand og snacks. Hvis man et kort oejeblik lukkede oejnene, var bussen proppet med mennesker, naar man vaagnede. Jo laengere vaek fra Kathmandu vi kom, desto sjovere ting blev bussen fyldt med. Paa et tidspunkt var bussen proppet med kornsaekke, som foraarsagede en del stoev inde i bussen. Busser er ikke, som vi tror i Europa, lavet til kun at koere paa veje. Den lokale bus klarede paa et tidspunkt at koere igennem en flod. Efter 7 timers spaendende bustur og et kvarters gaatur kom vi frem til vores foerste camp. Keshab og de 4 portere (dem der baerer alt grejet) satte lejr op (1 koekken telt, 1 toilettelt, 2 sovetelte hvoraf et ogsaa fungerede som spisetelt), mens kokken Rajan og kokkeassistenten Binod lavede 3 retters middag til os.

23/11: AT LEVE TREKKER-LIVET!
Vi begyndte at gaa fra lejren klokken cirka 8 og blev meget chokerede over, at det gik naermest lodret op. Det var haardt, og selvom jeg gik langsomt, blev jeg hurtigt forpustet. Foerste rigtige trekking-dag og jeg foelte en lille trang til at give op og et chok over det haarde trekking liv. Men saa kiggede jeg paa nepaleserne og saa, at de klatrede derudaf med tung vaegt paa ryggen og daarligt eller intet fodtoej. Saa foelte jeg istedet en vilje til at gennemfoere.

24/11: AT KUNNE SE BJOERNE!
Vi vandrede igennem smukke skove og havde udsigt til nogle af nepals smukkeste bjerge. Den vej, vi gik paa, var en ikke-eksisterende sti belagt med den ene bulede sten efter den anden, saa man skulle vaere varsom for ikke at falde. Vi havde begge faaet et par skavanker allerede, og det var haardt, men super smukt. Efter en lang dags vandring kom vi til Forrest Camp, som mest af alt bare var en lille, jaevn platform paa bjerget. Crewet etablerede diverse telte og lavede et lille baal for at holde bjoernene vaek fra lejren. Ja, der kommer faktisk bjoerne ved Forrest Camp. Jeg ved ikke, om jeg skal haabe paa at se en eller haabe paa ikke at se en. Det hele er saa smukt; landskabet, bjergene og naturen. Jorden skinner og glimter. Vi kalder det bjergglimmer. Det saetter sig paa ens toej og ting.

25/11: AT VAERE OVER SKYERNE!
Vi var ved at vaere naaet en hoejde, hvor hvert enkelt skridt kraevede to vejrtreakninger. Man var simpelthen noedt til at grine af alt, gaa langsomt frem og holde mange smaa pauser for overhovedet at komme nogen vegne. En dal af tiden gik vi igennem skyerne. Alt var taaget, og man kunne se vanddampen overalt omkring sig. Da vi kom frem til Pati, hvor vi skulle campe, gik det op for os, at vi bogstaveligt talt var over skyerne. 3900 meter over havets overflade, over skyerne og over der hvor flyvemaskinerne flyver. Der var den smukkeste udsigt 360 grader omkring en. Det er helt klart vaerd at gaa i mange timer for at opleve det. Overalt for foedderne af os laa et lag af skyer, hvide som sne, og op over skydaekket rager den ene bjergtop efter den anden. Solnedgangen forvandlede himlen til en farveskala, der gaar fra blaa over i gul, orange og roed. Et ferno af smukke ting; skyer, solnedgang, stjerner og bjerge - umuligt at fange med sit kamera. Det er uden tvivl noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set.

26/11: AT HOLDE RESTING-DAY!
Dejligt med en tiltraengt hviledag. Vi vandrede lidt hoejere op end Pati for at se udsigten derfra, men ellers brugte vi bare det meste af dagen paa at betragte den smukke udsigt fra campen. Kroppen var taknemmelig for at kunne hvile og vende sig til den tyndere luft i hoejderne.

27/11: AT SE BHAIRAV KUNDA!
Saa blev det tid til at gaa fra Pati og saette kursen mod turens klimaks: Bhairav Kunda (en hellig soe). Der var ikke langt fra Pati til Bhairav Kunda, saa pludselig laa den hellig soe for vores foedder. En smuk og stor soe med et lille tempel pyntet med bedeflag, omgivet af bjerge, sne og mos. LOuise og jeg brugte eftermiddagen paa at gaa alene rundt langs soeen. Vi tog en masse billeder, hyggesnakkede og kravlede rundt paa de store sten. Crewet valgte at sove i en lille sten-hytte, saa der spiste vi ogsaa aftensmad. De havde samtidig besluttet at taende et baal inde i hytten, hvilket hoejden og iltmanglen taget i betragtning var en ret daarlig ide. Natten var smadderkold, og jeg var ikke helt paa toppen.

28/11: AT HAVE HOEJDESYGE!
Vi blev vaekket kl 4:30 og skulle hurtigt af sted for at kunne naa at se solopgang fra Bhairav Kunda Viewpoint. Desvaerre var jeg blevet ramt af hoejdesyge og maatte opgive at komme de sidste 300 meter op. Jeg var lidt ked af det. Men Louise sagde, at det havde benhaardt og ikke naer saa smukt som de solnedgange vi havde set tidligere. Det troestede mig, og saa gjaldt det ellers bare om at komme laengere ned, saa jeg kunne faa det bedre. Og nedaf kom vi, skal jeg lige love for. Vi gik nedaf i mange timer, og det er haardt for benene. De sidste 3 timer gik vi kun paa trapper. Saa da vi kom frem til campen, var vores ben helt oedelagte. Vi tog os et varmt fodbad og gik tidligt i seng.

29/11: AT HAVE OEMME BEN OG SKULLE GIVE DRIKKEPENGE!
Vi vaagnede med ondt i benene og vidste, at der skulle gaas mere nedaf. Men det var den sidste dag paa trek, saa det var bare med at nyde det hele - smerte, glaede og god udsigt. Efter cirka 2-timers vandring kom vi til en haengebro, som vi skulle krydse for at komme til busstationen. Haengebroen var lidt tvivlsomt konstrueret, men sjov at gaa paa, fordi den gyngede under en. DEsvaerre var ekspressbussen til Kathmandu allerede koert, saa vi maatte med lokalbus tilbage. Vi brugte det meste af busturen paa at snakke om, hvad man giver 7 gutter i drikkepenge for at have slaebt rundt paa en i bjergene i 8 dage. Trekking havde alt i alt vaeret en fantastisk oplevelse, men det var ogsaa rart at komme tilbage til Kathmandu, hvor man selv vaelger, hvad man vil spise, og hvor man sover i en rigtig seng i et varmt vaerelse. Highlander beloennede os med 1-times full body massage for at have gennemfoert trekket. Vi fik massage dagen efter vi kom hjem fra trek, og det var helt fantastisk og meget tiltraengt - isaer i benene.